Lars Qvistgaard: Ny bog bidrager til vigtig debat om pseudoarbejde

Af Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne (AC)

Efter mange timer og mange dage med forhandlinger i Forligsinstitutionen er det naturligt at reflektere over, hvad arbejde er, og hvornår man arbejder.

Forhandlinger er som oftest kendetegnet ved korte intense forhandlingsforløb og så lange perioder med ventetid, hvor der enten bliver regnet, set på tekster eller afventet, hvad modparten nu vil melde ud. Men selvom ventetiden til tider kan være meget lang, så kan den udholdes, da hele processen i sig selv giver mening – især hvis resultatet også er godt.

Når processerne tager over, stiger risikoen for intetsigende arbejde i form af nytteløse møder, overflødige analyser og projekter, som intet har med de enkelte organisationers egentlige formål at gøre.

Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne (AC)

Det moderne arbejdslivs helt store problemer
Overenskomstforhandlinger kan være meningsfulde trods lange og til tider stillestående processer. Dette skal ses i modsætning til det pseudoarbejde, som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen ser som et af det moderne arbejdslivs helt store problemer. Ifølge de to er pseudoarbejde “arbejde, der er meningsløst, ikke bærer nogen betydningsfuld frugt eller virkning i verden, uanset om det opleves som virkningsfuldt af dem, der udfører det.”

I bogen spørges, hvorfor vi arbejder, og der bliver sat spørgsmålstegn ved mennesket som egenmaksimerende individ – homo economicus, hvilket har præget tilgangen til human ressource management i mange organisationer i de seneste 40 år.

Både analyser og overvejelserne er et bidrag, der kan holde gang i debatten om vores arbejdskultur, så vi på et tidspunkt når de erkendelser, der skal til for at komme udfordringer med stress og manglende mening i arbejdslivet til livs.

Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne (AC)

Det er befriende, når det bliver konstateret, at motivation til arbejde kan findes i andet end i økonomisk belønning. Navnlig i den offentlige sektor har nye lønsystemer og individuel forhandling fejlet, da det for mange fagprofessionelle bliver oplevet som unødvendig kontrol i stedet for belønning.  

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen undrer sig over, hvorfor mængden af arbejde er stigende, og hvorfor flere og flere oplever ikke at kunne slå til over for arbejdsmængden. Således vurderer verdenssundhedsorganisationen, WHO, at stress om få år vil være den største arbejdsmiljømæssige risiko.

Det interessante er imidlertid, som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen påpeger, at flere store tænkere i mellemkrigsårene, f.eks. økonomen John Maynard Keynes, vurderede, at arbejdsmængden ville falde henimod slutning af 20. århundrede, men at dette ikke er sket – tværtimod.

Årsagen til dette skal angiveligt være vækst i pseudoarbejde. 

Det meningsløse arbejde
Gennem interviews med forskere, ledere og frivillige bliver der peget på en arbejdskultur, hvor det i mindre grad er resultatet af det givne arbejde, som er i fokus. Det er processerne på arbejdspladserne, som er blevet omdrejningspunktet for oplevelsen af at have præsteret et arbejde. Når processerne tager over, stiger risikoen for intetsigende arbejde i form af nytteløse møder, overflødige analyser og projekter, som intet har med de enkelte organisationers egentlige formål at gøre.

Dette er f.eks. eksemplet fra spillefirmaet Gremlin, hvor alt det indtægtsgivende markedsføringsarbejde i alt væsentlighed bliver præsteret i årets 4. kvartal. Der bliver i denne periode arbejdet igennem, mens meningsfulde arbejdsopgaver i forhold til virksomhedens kerneopgaver i den øvrige del af året og i særdeleshed starten af året er fraværende. De ansatte burde i princippet blive sendt hjem og vente til højsæsonen. I stedet bliver de sat til meningsløse pseudoopgaver, så det skal se ud, som om virksomheden har travlt hele året.

Tendentiøse løsninger
Trods mange indsigtsfulde observationer og konstateringer om arbejdets karakter i starten af det 21. århundrede får analysen af årsager og mulige løsninger et præg af det tendentiøse.

Det er således i tidens ånd, når der bliver peget på overuddannelse, især inden for det samfundsfaglige område, som en af årsagerne til væksten i pseudoarbejde.

Tilsvarende synes det noget unuanceret, når det konstateres, at mellemlederlagene i både private og i særdeleshed offentlige organisationer er med til at øge mængden af meningsløst arbejde, og derfor med fordel kan fyres. Her kunne analysen være styrket, hvis der var blevet spurgt dybere ind til essensen af de forskellige fags og kompetencers styrker og muligheder, og hvordan samspillet bringer arbejdet op på et mere tilfredsstillende niveau for alle.

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen bliver næsten brinkmannsk i nogle af deres øvrige bud på, hvordan pseudoarbejdet kommes til livs. Den ansatte skal selv sige fra over for det meningsløse arbejde og gå hjem, når der ikke er noget at lave. Hvor befriende dette lyder, er det næppe den individualiserede tilgang, der bringer løsning på et kollektivt og organisatorisk problem.

Her er overvejelser om borgerløn, som bliver taget op til sidst, måske en debat, som fortjener mere opmærksomhed. Hvorvidt borgerløn kan skabe ro nok til, at den enkelte tager et arbejde, der giver mening og som ikke er pseudo, kunne være værd at forfølge yderligere.

Bidrager til vigtig debat
Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen gør ret i at vende spejlet mod os selv og spørge, hvorfor vi arbejder, som vi gør. Hvorfor er det processen og tiden, der går, som vægter tungere end det egentlige resultat? Der er ingen nemme svar på disse spørgsmål og “Pseudoarbejde” bringer os ikke nærmere på en løsning.

Derimod er både analyser og overvejelserne et bidrag, der kan holde gang i debatten om vores arbejdskultur, så vi på et tidspunkt når de erkendelser, der skal til for at komme udfordringer med stress og manglende mening i arbejdslivet til livs.

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen: Pseudoarbejde - Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting, 296 sider, Gyldendal, netop udkommet