Morten Goll: Tvangsdeportationer og flygtningestramninger er en tragedie

KLUMME: Det er politikerne, der har ansvaret for de rammer, som civilsamfundet har brug for, og som skal passe på og udvikle fællesskabet og den demokratiske proces. Og her er der plads til forbedring, skriver Morten Goll om Danmarks behandling af flygtninge og immigranter.

Af Morten Goll
Daglig leder af Trampolinhuset

Hvis man interesserer sig for integration, flygtninge og demokratiets vilkår, er der ingen ende på, hvor man kan tage fat, når 2017 skal beskrives. 67 stramninger på udlændingeområdet praler Integrationsministeriet med på deres hjemmeside, hvor de ligefrem har installeret en stramnings-tæller, så enhver kan følge med.

Tælleren er et symbol og et eksempel på den permanente valgkamp, hvilket ses af det faktum, at en tredjedel af stramningerne ikke bliver brugt. Men for de flygtninge og andre udlændinge, som befinder sig i Danmark, er der intet symbolsk over folketingsflertallets ekstreme nationalisme og de effekter, den afføder.

Så hvis vi skal se 2017 fra flygtningens perspektiv, hvor skal man så tage fat? Lad os lade de 67 punkter ligge og i stedet benytte en enkeltstående hændelse til at komme op i helikopterperspektivet.

Det var ikke en hændelse, som fik megen opmærksomhed, og den larmende tavshed siger noget om, hvem danskere er i 2017. Resten af denne nytårsklumme er derfor et lettere redigeret genoptryk af min tale, som blev afholdt foran Integrationsministeriet den 28. november, til mindehøjtideligheden for en ukendt afdød.

En død mand og en skamplet for Danmark
Vi står her i dag for at markere vores sorg over tabet af et liv. En algerisk mand på 34 år mistede livet den 22. november, efter at politiet den 20. november havde forsøgt at deportere ham mod sin vilje. Han kom sig aldrig efter mødet med de danske myndighedspersoner, som forestod hans deportation.

Jeg håber inderligt, at dansk politi ikke var de ansvarlige. Men vi må, som Carsten Juul fra Amnesti International gør det, insistere på, at dødsfaldet bliver undersøgt grundigt. Vi ved, at sagen allerede ligger hos Politiklagenævnet og Ombudsmanden, og Trampolinhuset vil stille spørgsmål til Ombudsmanden for at sikre, at sagen bliver fulgt til dørs.

Indtil videre tyder alt på, at det var mødet med det danske politi, der blev hans endeligt.

Hvad betyder det? Har det danske samfund indrettet sig på en måde, som har forårsaget, at et menneske, som søgte livet hos os, i stedet har mistet det? Som en af stifterne af Trampolinhuset har jeg fulgt asylpolitikken siden 2000.

De sidste par år har vi set et skifte i fokus. Systemet indrettes nu med udvisning og deportation som endemål, frem for integration. Vi ser det i udrejsecentrenes bevidst utålelige forhold og i opholdscentrene, hvor inddragende og inkluderende aktiviteter er sparet væk. Man tager udgangspunkt i minimal inddragelse af disse uønskede borgere, fordi afvisning og udvisning er det ønskede mål.

Selv hvis man får asyl, og integrationen burde være på dagsordenen, ser vi, at Folketingets politikere italesætter udvisningen som det ønskelige endemål. Et åbenlyst eksempel herpå er alle de somaliere, der har fået asyl siden 2012, og som har kæmpet for deres integration, men som nyligt har fået genåbnet deres sager af Udlændingestyrelsen med henblik på udrejse.

Danmark er i færd med at dehumanisere flygtninge og migranter. Når vores politikere skal retfærdiggøre deres politik, så bliver de nødt til at skabe en stærk fortælling om et dem og et os.

“De” er ikke som “os”, derfor har vi ikke plads. De bliver gjort til uønskede kroppe, som ikke længere betragtes som ligeværdige mennesker. Og deres kroppe er et logistisk problem.

De skal deporteres, fordi de fylder op her hos os. Når den uønskede krop nægter at samarbejde og sætter sig igennem som et selvstændigt, tænkende menneske, så indtræffer katastrofen. En mand på 34 år valgte den 20. november at insistere på sin menneskelighed og betalte med sit liv.

Hvad gør det os til? Det var vores system, der fornægtede ham. Det var ham, der betalte med sit liv, så lad os holde et minuts stilhed for et menneske, som insisterede på, at han var en af os.

Det er ikke et demokrati værdigt
Nogle vil sikkert spørge: Hvem var han? Denne mand, der som 34-årig nægtede at rejse frivilligt til Algeriet? Burde manden have fået asyl? Var det ok, at han blev afvist af Udlændingestyrelsen? Var han flygtet til Danmark af en god eller en dårlig grund?

Men det behøver vi ikke svar på. Alle, inklusive Inger Støjberg, er enige om, at det er ikke et demokrati værdigt at tage livet af uønskede borgere. Punktum.

Den 20. november skete der en katastrofe, ikke kun for offeret. Også for os andre, som er en del af det demokratiske fællesskab. Det betyder noget, hvad hans død gør os til. Det er ikke kun Inger Støjberg, som er ansvarlig for det her. Det er os allesammen.

Og det er derfor, vi står her i dag. For at ære den afdøde og samtidig markere, at vi ikke ønsker flere utilsigtede dødsfald. Demokratiet er et fællesskab, der hviler på lighed for loven og gensidig respekt.

Demokratiets sundhed skal måles på, hvordan det behandler dem, der sidder yderst på pinden: Mindretallet, dem uden stemmeret, de svageste og de afviste.

Når vi går på kompromis med demokratiets grundlæggende præmis, så går demokratiet i stykker. Så det er ikke kun et problem for den afviste asylansøger, at hans eller hendes rettigheder ikke respekteres. Det er et problem for alle os andre, som er en del af fællesskabet.

Det er derfor, at store dele af civilsamfundet siger velkommen til de nye medborgere. Jeres ankomst viser os en blindspot i vores demokratiske praksis. Vi har brug for jer til at hjælpe os til at skabe et bedre og mere inkluderende demokrati.

Vores demokrati kan ikke overleve, at vi reducerer alle dem, der bor uden for den vestlige verden, til kroppe, som man kan skille sig af med. Det bliver den vestlige verdens død. Demokratiet degenerer inden for Fort Europas mure og kommer til at bukke under for det pres, der bygges op uden for murene. Det er en proces, som allerede er godt i gang. Demokratiet en skrøbelig indendørsplante, som skal passes og plejes. Og det er os, civilsamfundet, medborgerne, der skal gøre arbejdet. Og det er os, der har muligheden for at sige velkommen til de mænd, kvinder og børn, som vælger os til.

Men det er politikerne, der har ansvaret for de rammer, som civilsamfundet har brug for til at passe på og udvikle fællesskabet og den demokratiske proces. Og her er der plads til forbedring!

Hvad sker der for de hundreder af afviste asylansøgere, som ikke længere figurerer i Udlændingestyrelsens statistikker, fordi de er gået under jorden? Lever de som hjemløse rundt om i landet?

Hvorfor er der kun fire afviste asylansøgere fra Udrejsecenter Kærshovedgård, som er rejst hjem frivilligt, når der sidder over 200 mennesker, og mange af dem har siddet der i halvandet år?

Folketingsflertallets strammerpolitik virker ikke og kaster tusindvis af mennesker ud i desperation og håbløshed. Det katastrofale resultat af tvangsudvisningen den 20. november er kun toppen af isbjerget.

Tre råd til politikerne
Mit første råd er at stoppe tvangsdeportationer omgående. Det er en skamplet på vores demokrati, og det er livsfarligt for ofrene.

Mit andet råd er snarest at afvikle udrejsecentrene. Forholdende på centrene kan ikke gøres mere utålelige uden at bryde internationale konventioner, men fungerer alligevel ikke “motivationsfremmende” på de afviste. Vi står med andre ord for enden af en blind vej.

Og hvad skal vi så gøre i stedet for? Hvis vi skal lykkes med at repatriere flere borgere, så må vi starte med at prøve at forstå, hvad det er de er rejst fra og hvad de havde håbet at opnå i Danmark.

Når vi har forstået det, kan vi skabe det gode repatrieringsprogram – eller programmer – for der er mange forskellige årsager, som kræver forskellige løsninger. Fællesnævneren skal være en helhedsorienteret indsats, der sikrer afviste asylansøgere en så værdig tilbagevenden som muligt.

Det skal vi gøre for den afdøde algierer og hans efterfølgeres skyld, men også for vores egen. Hvis vi ikke kan redde demokratiet og respekten for menneskerettighederne, så er der på langt sigt ikke nogen grund til at passe på Europa.

TAK.

Forrige artikel SF: Socialøkonomiske virksomheder hjælper udsatte i job SF: Socialøkonomiske virksomheder hjælper udsatte i job Næste artikel Røde Kors: Frivilligråd skal arbejde for bedre rammer for frivillige Røde Kors: Frivilligråd skal arbejde for bedre rammer for frivillige