Ny beredskabsminister om ændret trusselsbillede: "Det kræver, at vi får et styrket setup"

Leverandørerne af kritisk infrastruktur som el, vand, varme og telefoni skal fortsat selv beskytte sig mod cybertrusler. Men det nye beredskabsministerium skal have et stærkt mandat til at koordinere på tværs af sektorerne, fastslår beredskabsminister Torsten Schack Pedersen.

Torsten Schack Pedersen (V) blev udnævnt til minister for samfundssikkerhed og beredskab ved ministerrokaden i slutningen af august.
Torsten Schack Pedersen (V) blev udnævnt til minister for samfundssikkerhed og beredskab ved ministerrokaden i slutningen af august.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Risikoen for, at fremmede magter eller kriminelle laver cyberangreb, cyberkriminalitet eller cyberspionage mod Danmark, danske virksomheder eller danske borgere, er ganske stor.

Fakta

Center for cybersikkerhed opererer med fem typer af cybertrusler: 

  • Cyberspionage 
  • Cyberkriminalitet 
  • Cyberaktivisme  
  • Destruktive cyberangreb  
  • Cyberterror 
Det er konklusionen i den årlige vurdering af cybertruslen, som Center for cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) offentliggjorde fredag. 

Styrket setup

Risikoen for destruktive cyberangreb er steget siden sidste års vurdering. Noget andet, der også har ændret sig, er, at Danmark har fået et nyt ministerium for samfundssikkerhed og beredskab. Center for cybersikkerhed er ved at blive flyttet fra Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriets ressortområde ind under det nye ministerium sammen med cyberopgaver fra en række andre ministerier.

Det giver rigtig god mening, mener beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V), der er den politiske chef i det nye ministerium, der så dagens lys for tre uger siden.

"Vi ser ind i et trusselsbillede, som er helt anderledes i dag, end det ville have været for bare få år siden. Og cybertruslen er jo et godt eksempel på, at der er risici rigtig mange forskellige steder i samfundet.  

Nu sikrer vi en større sammenhæng og dermed også giver en langt bedre mulighed for at koordinere på tværs. For når trusselbilledet har ændret sig og nogle af de udfordringer, vi ser ind i, rammer flere steder i samfundet, så kræver det, at vi får et styrket setup," siger Torsten Schack Pedersen til Altinget i sit første større interview. 

Læs også

Kæmpe fordele

Den store cybertrussel er ekstra alvorlig for et samfund som det danske, påpeger ministeren.

"Der findes ikke nogen andre lande, der er lige så digitaliserede, som vi er. Det har kæmpe fordele, men det betyder også, at når der er digitalisering ude i alle sektorer, så er det også et risikoområde," pointerer Torsten Schack Pedersen.

Løbe i samme retning

En stor del af samfundets kritiske infrastruktur drives af offentlige og private selskaber i sektorer, som hver for sig har ansvaret for cybersikkerheden på deres ansvarsområde. Det drejer sig blandt andet om el-, vand- og varmeforsyning samt telefoni og betalingssystemer. 

Vi ser ind i et trusselsbillede, som er helt anderledes i dag, end det ville have været for bare få år siden.

Torsten Schack Pedersen (V)
Minister for samfundssikkerhed og beredskab

Ved oprettelsen af beredskabsministeriet i slutningen af august pegede en ekspert på, at det var afgørende, at det nye ministerium og den nye minister fik et stærkt mandat overfor leverandørerne af kritisk infrastruktur. 

"Der er stadigvæk utroligt meget godt i sektoransvarsprincippet. Men nogen er nødt til på et højere strategisk niveau at sætte retningen for at få alt det fornuftige, der sker ude i sektorerne, til i højere grad at løbe i samme retning," sagde Rasmus Dahlberg, lektor og faglig leder for Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet, dengang til Altinget. 

Læs også

En langt stærkere rolle

Den nye minister giver eksperten ret. 

"Sektoransvarsprincippet er jo vigtigt. At dem, der sidder med opgaven til hverdag, også er dem, der har opgaven i forhold til at forhindre, beskytte og reagere på eksempelvis cyberangreb," siger Torsten Schack Pedersen og fortsætter: 

"Men vi er bare i en situation, hvor trusselsbilledet er mere tværgående, og det kræver altså, at vi er i stand til at sikre en lang stærkere grad af koordinering, når vi har trusler, der går på tværs af sektorer. 

Der findes ikke nogen andre lande, der er lige så digitaliserede, som vi er.

Torsten Schack Pedersen (V)
Minister for samfundssikkerhed og beredskab

For angreb på kritisk infrastruktur eller kritiske sektorer vil også have betydning for andre sektorer. Det betyder, at man ikke bare kan isolere truslen sektorvis, fordi de rækker ind i hinanden. Det kræver, at vi bliver stærkere til at forberede os og beskytte os på tværs. Og med et nyt ministerium, der får en langt stærkere rolle, er vi sikre på, at vi bliver langt bedre til at koordinere." 

Torsten Schack Pedersen er dog stadig i tænkeboks i forhold til hvor snittet præcist skal ligge mellem sektorerne og ham og hans embedsmænd på Slotsholmsgade i det indre København. 

"Det er relevant at overveje, om værktøjerne er de rigtige. Eller om vi skal anskue det en ny måde. Det er noget af det, vi skal diskutere og kigge ind i. For det er en relevant problemstilling. Men jeg drager ikke nogen konklusioner efter tre uger," fastslår ministeren. 

Lande et beredskabsforlig

Torsten Schack Pedersens første store politiske opgave bliver at få landet et beredskabsforlig, der blandt andet skal udstikke rammerne for fremtidens snitflader mellem de offentlige myndigheder og de private aktører, når det kommer til at forhindre, beskytte og reagere på alvorlige hændelser. Uanset om det er destruktive cyberangreb eller snestorme.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Schack Pedersen

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, MF (V)
HH (Nordvestjysk Handelsgymnasium 1995), cand.polit. (Københavns Uni. 2004)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024