Ny undersøgelse: Tre ud af fire kommuner tager borgerne med på råd

Siden kommunalvalget i 2013 er der sket et gennembrud i kommunernes brug af borgerinddragelse. I dag inddrager de fleste kommuner borgerne, og det endda i udvalg direkte under byrådet. Det viser rundspørge af Altinget og Mandag Morgen.

Næsten tre ud af fire kommuner beder nu borgere om hjælp og inspiration, når der skal træffes beslutninger på alle politikområder lige fra byudvikling over ældrepolitik til børn og unge.

Og kommunerne inddrager ikke bare borgerne på et tidspunkt, hvor byråd, borgmester og forvaltning allerede har truffet en næsten færdig beslutning, de gør det så tidligt i processen, at borgerne kan få reel indflydelse på indholdet i beslutningerne.

Sådan lyder to af de mest opsigtsvækkende resultater fra en rundspørge om graden af kommunal borgerinddragelse, som Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget i samarbejde med Altinget. Se tekstboks.

”Det er en meget positiv udvikling, hvor flere og flere kommuner tager det alvorligt, når de siger, at de vil involvere borgerne. Markant flere kommuner har nu udarbejdet en strategi for borgerinddragelse, end vi kunne se før kommunalvalget i 2013,” siger Jacob Torfing, der som professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet i en årrække har forsket i kommuner, demokrati og inddragelse af borgerne. Se figur 1.

Når borgmestre og byråd taler om inddragelse af borgerne, er det med andre ord ikke længere bare pæne ord, men strategier, der i praksis åbner for borgernes indflydelse på en række konkrete beslutningsprocesser.

Denne udvikling kan få store konsekvenser for kommunernes rolle og ikke mindst forvaltningerne og byrådenes forhold til borgerne. For jo flere gange kommunerne inddrager deres borgere, desto mere flytter kommunen sig fra den efterhånden klassiske rolle som leverandør af en service. Forklaringen er, at når borgerne for alvor inddrages, skaber kommuner og borgere løsninger i fællesskab, og det påvirker deres relation.

”Kommunen bliver ikke længere bare en organisation med medarbejdere, ledelse og nogle politikere i en bestyrelse, men også et fællesskab, hvor politikere, medarbejdere og lokale borgere sammen løser problemer og opgaver. Her handler det om at mobilisere alle tilgængelige ressourcer og bede om input i form af viden og ideer til at udvikle de bedste løsninger,” siger Jacob Torfing.

På den måde kan borgerinddragelse bidrage til udviklingen af en helt ny type kommune. Det gælder for eksempel i Gentofte Kommune, der i særlig grad har arbejdet med inddragelse af borgerne.

Også Skanderborg er en af de kommuner, der oftest beder borgerne om hjælp.

”Vores kommune skal ikke bare være en myndighed eller en serviceorganisation. Når vi inddrager borgerne, handler det om at opbygge stærke fællesskaber, som giver mening for borgerne,” siger Jørgen Gaarde (S), borgmester i Skanderborg Kommune, som var en af de første til at formulere en strategi for borgerinddragelse.

Borgmesteren taler ligefrem om en ny fase i Skanderborg Kommunes udvikling. Hvor kommune 1.0 var en myndighed, kommune 2.0 tillige også en serviceorganisation, så er kommune 3.0 en del af et fællesskab.

Reel indflydelse til borgerne
Et er imidlertid at udvikle en strategi, noget helt andet er at tage borgerne på ordet og inddrage dem så tidligt i en beslutningsproces, at de for alvor kan være med til at påvirke beslutningerne. Og netop det udmærker udviklingen gennem de seneste fire år.

Næsten 60 procent af kommunerne i undersøgelsen siger, at de inddrager borgerne fra starten af en politisk proces. Og det kan få stor betydning. Se figur 2.

”Jo tidligere borgerne inddrages i beslutningsprocesserne, desto stærkere bliver demokratiet. Borgmestre og politikere i byrådet får flere kvalificerede input til deres arbejde. Der er ofte flere ideer og flere ressourcer uden for kommunens forvaltning og uden for byrådssalen, end der er inden for murene,” siger Jacob Torfing.

Han forklarer, at den nye type borgerinddragelse på mange måder adskiller sig fra den ’klassiske’ borgerinddragelse, der ofte er sket kl. 5 minutter i 12, altså på et tidspunkt, hvor det meste reelt var besluttet.

”Derfor ender den form for inddragelse ofte med, at borgerne bliver frustrerede over, at de bliver bedt om at bidrage, men at det sker så sent, at hverken forvaltning eller politikere er klar til de store ændringer og derfor ikke er særlig lydhøre,” siger han.

Som borgmester oplever Jørgen Gaarde, at det i stigende grad er nødvendigt at inddrage borgerne direkte i byrådets arbejde. Det skyldes ikke mindst, at færre danskere er medlem af et politisk parti.

”Da jeg for 20 år siden første gang blev valgt til byrådet, havde partierne ganske stærke partiorganisationer og var i kontakt med mange forskellige grupper af vælgere. Nu er partiernes organisationer svagere, så hvis vi skal forstå og være på linje med borgere, bliver vi nødt til at afprøve nye former for demokrati,” siger Jørgen Gaarde.

I undersøgelsen svarer ingen af de deltagende kommuner, at de i mindre grad inddrager borgerne end tidligere. Til gengæld svarer det helt store flertal, at de i stigende grad inddrager borgerne.

”Det er meget spændende, at undersøgelsen kan påvise, at kommunerne i stigende grad inddrager borgerne. Der sker altså noget i det kommunale Danmark, som ikke bare handler om mere og bedre service,” siger Jacob Torfing.

Samtidig med, at Mandag Morgen og Altingets undersøgelse påviser, at borgerne inddrages mere i det lokale demokrati og dets beslutningsprocesser, har Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, i en anden undersøgelse netop konstateret, at 58 procent af danskerne mener, at det vigtigste for et godt lokalt selvstyre er, at kommunen tilvejebringer den nødvendige service og faciliteter. Kun 37 procent mener, at et godt lokalt selvstyre er kendetegnet ved, at kommunen er demokratisk.

En forklaring på de to meget forskellige resultater kan være, at langt de fleste borgere ikke er en del af den nye tendens med mere borgerinddragelse. Det mener Jacob Torfing dog ikke er tilfældet.

”Jeg tror, at borgerne stiller flere og flere krav til mulighederne for aktivt at deltage i udviklingen og kunne præge den. For dem er det vigtigste ikke at stemme hvert fjerde år, men at kunne bidrage med deres ressourcer og deres input, når det er relevant for dem,” siger han.

Borgerinddragelse fra a til z
Når kommunerne inddrager borgerne i de særlige opgaveudvalg, eller §17, stk. 4-udvalg, sker det med et på forhånd udpeget formål. Borgerne inddrages altså ikke i byrådets faste stående udvalg, hvor politikerne løbende diskuterer udviklingen på et område. Det kunne f.eks. være børn og unge eller teknik og miljø.

Undersøgelsen viser, at kommunerne inddrager borgerne i diskussioner, der dækker alt lige fra ældreområder over klima og miljø til fritid og erhverv. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad byrådene beder borgerne om at bidrage til. Der er dog en tendens til, at der er flere helt nære og konkrete problemstillinger og lidt færre overordnede diskussioner af f.eks. visioner og værdier. Se figur 3.

”Emnerne er ofte konkrete og vedrører borgernes hverdag. De kan handle om livskvalitet, idræt, integration, lokale klimaløsninger eller noget helt andet. Den slags emner vil borgerne gerne være med til at samskabe løsninger for,” siger Jacob Torfing.

Borgerinddragelse og samskabelse skaber ikke bare nye løsninger, men også nye roller. Det gælder for borgerne, for forvaltningens embedsmænd og for politikerne.

I undersøgelsen noterer kommunerne ligefrem, at inddragelse af borgerne i høj grad kræver ekstra forberedelse fra forvaltningens side.

”Hvis borgerinddragelse skal være troværdig, nytter det ikke, at forvaltningen møder op på møderne med de færdige løsninger, sådan som de har gjort i mange år. Nu skal de i stedet hjælpe borgerne og politikere med at få gang i nogle gode og konstruktive diskussioner og kvalificere dem undervejs. Det er noget helt andet end den klassiske embedsmandsfaglighed,” siger Jacob Torfing.

Det er også noget helt andet end de seneste mange års diskussioner af borgerne som kunder.

”Hvis man gør borgerne til kunder, så har de lov til at have forventninger og stille krav uden at være en del af løsningen. Det kan føre til forventninger, der ikke passer til de økonomiske muligheder. Når man i stedet inddrager borgerne, tænker de ofte kreativt inden for de givne rammer,” siger Jacob Torfing.

----

Læs mere om, hvordan borgerindragelsen ser ud i Kolding og Skanderborg. Eksterne links til Ugebrevet Mandag Morgen.

Forrige artikel Blinde genvinder ret til hemmelig stemmeafgivelse Blinde genvinder ret til hemmelig stemmeafgivelse Næste artikel Letland overhaler Danmark indenom på socialøkonomi Letland overhaler Danmark indenom på socialøkonomi
  • Anmeld

    John Ebbestrup Hansen · Tidligere udviklingschef i KFUM's Sociale Arbejde

    Borgerinddragelse og NGO medvirken

    Det er godt for demokratiet og kvaliteten af de kommunale beslutninger, at stadig flere kommuner inddrager borgere tidligt i beslutningsprocesserne på stort set alle politikområder, som Ugebladet Mandag Morgen og Altingets nye undersøgelse viser.
    Tvunget af et demokratisk underskud i kommunerne er det en nødvendig udvikling for at fremtidssikre tilliden til politikere og forvaltning.
    Noget undersøgelsen desværre ikke har undersøgt er kommunerens samarbejde med de frivillige organisationer, som efter min vurdering også har været stigende i de seneste år.
    Kommunernes forsøg på at inddrage kompetencer fra den frivillige verden og samskabe med NGO erne er dog ikke uden problemer, idet mange kommuner ikke for nuværende er gearet til dette samarbejde og kan se det hensigtsmæssige i at slippe styringen og overlade opgaveløsningen til NGO erne. Ligeledes er mange kommuners tilgang også at inddragelse af frivillige organisationer ses som en del af en større kommunal besparelsesøvelse, hvor NGO erne som udgangspunkt gives for dårlige betingelse for at kunne agere på området.
    Omvendt skal de frivillige organisationer tænke sig grundigt om, når der samskabes med kommunerne, da organisationerne opererer ud fra helt andre logikker end den kommunale selvforståelse. Organisationerne risikerer derfor at blive forlegne partnere i en proces og opgaveløsning, hvor kommunerne sætter dagsordenen og suverænt bestemmer de økonomiske rammer for opgaveløsningen.
    Det ville være relevant at supplere undersøgelsen af kommuneres borgerinddragelse med en analyse af NGO ernes bidrag til beslutningsprocessen i kommunerne.