Ove Kaj Pedersen: De frivillige er kommet ind i konkurrencestatens maskinrum

INTERVIEW: En underskov af foreninger lobbyer for befolkningens særinteresser, og frivillige skal kompetenceudvikles for at gøre en forskel. Ingen går fri af konkurrencestaten. Heller ikke civilsamfundet, mener Ove Kaj Pedersen.

Placeholder image
"Staten definerer, hvad frivillighed er, og hvad man skal leve op til. Mange frivillige må acceptere, at det, de laver, har fællesformål i forhold til de præmisser, der i dag er dominerende – nemlig konkurrencestatens forståelse af, at alle skal arbejde," siger Ove Kaj Pedersen (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget). Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Velfærdsstaten opstod, fordi civilsamfundet svigtede.

Det forklarer den danske politolog og professor emeritus Ove Kaj Pedersen.

Ove Kaj Pedersen er de senere år kommet i vælten for sin omdiskuterede bog om konkurrencestaten. Nu har Altinget bedt ham forklare, hvilken indflydelse konkurrencestatslogikken har haft på civilsamfundet.

"Mit hoved er fyldt med filosofi, så måske det bliver en smule filosofisk," griner den ældre, habitbeklædte herre, da han har fundet sig til rette ved vinduespladsen.

Fakta
Ove Kaj Pedersen, der oprindeligt er uddannet journalist og senere cand.scient.pol., udgav i 2011 den omdiskuterede bog "Konkurrencestaten". I 2018 kom efterfølgeren 'Reaktionens tid – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion', som blandt andet bygger på de diskussioner, første bog skabte, og er tilmed et forsvar for konkurrencestatens fortsatte eksistens. I denne bog beskriver også han civilsamfundets udvikling under konkurrencestaten.

Ove Kaj Pedersen, der har brugt sommeren på at rejse til L.A. og Cambridge for at undervise, har fået titlen som "grundlægger af konkurrencestaten" – eller i hvert fald at være den, der udskrev dåbsattesten.

Konkurrencestaten begyndte i starten af 1990'erne, efter det havde vist sig, at velfærdsprojektet ikke kunne finansiere sig selv. Fra at løfte arbejderklassens levestandard er statens opgave blevet at optimere borgerne, give dem uddannelse og kompetencer, så de kan arbejde, blive skatteydere og på den måde tjene velfærdens omkostninger hjem og gøre Danmark konkurrencedygtig i en globaliseret verden.

Det er karakteristisk, at vi har fået flere og flere organisationer i kampen om de offentlige ydelser, og at de har udstyret sig med større og mere professionelle sekretariater

Ove Kaj Pedersen

Og hvordan passer civilsamfundet, der er baseret på frivillig arbejdskraft og medborgerskab, ind i et samfund, hvor lønnet arbejde, skatteydelse, vækst og konkurrence er i centrum?

"Først skal vi have klarlagt, hvad civilsamfundet er. For der er ingen, der aner, hvad de taler om, når de nævner det," griner Ove Kaj Pedersen.

Det går hurtigt op for mig, at spørgsmålet ikke er helt simpelt at få svar på.

"Det var fascinerende at følge valgkampen og de sidste fem til seks års diskussion i lyset af konkurrencestaten, for der er forvirringen af civilsamfundsbegrebet maksimeret, og du kan høre, at politikerne ikke ved, hvordan de skal snakke om det."

Civilsamfundet spiller en central rolle, ikke bare i konkurrencestaten, men også i vejen, der har bragt samfundet hertil.

Derfor er vi nødt til at begynde et helt andet sted: nemlig ved civilsamfundet selv.

To slags civilsamfund: medborgerskab og frivillighed
Ove Kaj Pedersen ser to definitioner af civilsamfundet:

"Den ene definition er det, man i England kalder civility, som stammer fra 1600-tallet. Den involverer hele samfundet og er dér, hvor borgerne mødes som civile, uanset om de er politikere, politimænd eller lærere."

Det er en overordnet dimension, som handler om, at man lever ordentligt med hinanden ud fra nogle normer om det at være civil. Det er det, der skaber grundlaget for et samfund og gennemsyrer alle dele af livet.

"Det er den vigtigste dimension af civilsamfundet, for det er den lim, der får samfundet til at hænge sammen på tværs af klassemodsætninger, status og andre forskelle."

Vi bliver enige om at kalde denne definition for medborgerskab.

"Den anden dimension er det, der er frivilligt, og det er det, vi sædvanligvis kalder civilsamfund. De frivillige organisationer, hvor borgere uden honorering påtager sig ansvaret for at gøre noget for nogle andre. Ngo'er, frivillige organisationer, foreninger, fonde, selskaber og sportsorganisationer."

En dimension, der hverken er stat eller marked, men ikke kan fungere uden nogen af delene. En dimension, der er adskilt fra privatlivet – men hvor man kommer frivilligt i sin fritid.

Velfærdssamfundet: Drømmen om medborgerskab
Medborgerskabet er grundlæggende for velfærdsprojektet, forklarer Ove Kaj Pedersen.

For projektet, velfærdssamfundet, der kom i kølvandet på Anden Verdenskrig, handlede om skabe et samfund baseret på alles ordentlige opførsel, som forudsætning for, at der kunne skabes sikkerhed og velfærd til alle. Og det krævede tillid til, at folk frivilligt ville agere som civiliserede borgere.

Idéen var baseret på den liberale og konservative idé om en social kontrakt mellem samfund og individ, hvor man opdrages og dannes til at opføre sig civilt, men også at deltage frivilligt ved at forsørge sig selv, betale skat som pålagt, tage vare på familie og på andre.

Derfor blev kulturinstitutionerne, folkeskoler og gymnasier, brugt som civiliseringsmaskiner.

"Men det viste sig, at opdragelse og dannelse tager lang tid. Det var ikke så nemt at få folk til frivilligt at leve civilt," forklarer Ove Kaj Pedersen.

Befolkning levede ikke op til idéen om medborgerskabet og om frivilligt at leve civilt. Og det blev velfærdssamfundet, der skulle betale for det.

"Sort arbejde var dominerende, skatteunddragelse et problem, omkostningerne blev større end indtægterne – velfærdsprojektet havde ikke vist sig som en succes: Det havde ikke løst problemerne med fattigdom, ulighed, sæsonarbejdere, kriminalitet, selvmord eller dårlige boliger."

Medborgerskabet – civilsamfundet – svigtede.

Velfærdsstaten: en statsliggørelse af medborgerskabet
"Da jeg flyttede til København i 1960'erne, var her stinkende og grimt. Byen var klasseopdelt," fortæller Ove Kaj Pedersen.

Kriserne bliver udviklingens katalysator: Faldet i den økonomiske vækst i 1970'erne og jordskredvalget i 1973, hvor Glistrup mobiliserede skattenægterbevægelsen, fører til et sammenbrud af samfundstænkningen.

Drømmen om et frivilligt velfærdssamfund forblev en utopi.

Og derfor blev velfærdssamfundet til velfærdsstaten. Velfærdsstaten var en statsliggørelse af det, man forventede, at befolkningen selv ville gøre: en statsliggørelse af medborgerskabet.

"Vi går fra frivilligt medborgerskab til statsliggjort samfundsskabelse, besluttet ved lov og gennemført ved bureaukratisering. Hvis man ikke gør, som man er pålagt, så siger loven, du skal. Og hvis du ikke gør, så kommer sanktionerne," forklarer Ove Kaj Pedersen.

Her indtræder den socialdemokratiske idé om, at der skal en stor stat til for, at velfærdsprojektet kan leve. Samtidig møder de to forståelser af civilsamfundet hinanden:

"Der sker et skift i civilsamfundsbetragtningen. Fra at 'opføre sig civilt' bliver civilsamfundet i stigende grad til, at det er i organisationer, i foreningslivet, hvor man går hen og 'gør noget for andre uden at blive belønnet'. Det at opføre sig civilt var stadig grundlæggende, men nu begyndte civilsamfundet at blive organiseret, og Foreningsdanmark skabes".

Frivillige organisationer tordner frem med inspiration fra de store danske bevægelser som kirke-, højskole-, andels- og arbejderbevægelsen.

"Organisationer begyndte at påtage sig en masse af velfærdssamfundets roller og opstod som et svar på, at velfærdsdrømmen ikke lykkedes."

Så i velfærdsstaten bliver medborgerskabet delvist statsliggjort i form af bureaukratisering og delvist gjort til det civilsamfund, organisationerne står for, og som vi ofte refererer til i dag. I dag har vi over 100.000 frivillige foreninger i Danmark og inden for alle samfundslivets områder.

Konkurrencestaten: fra dannelse til læringsmål
Endnu engang kom det ideologiske skifte – fra velfærdsstat til konkurrencestat – på bagkanten af en krise:

I slutningen af 1980'erne viste det sig, at velfærdsstaten ikke kunne finansiere sig selv. Velfærdsprojektet efterlod et stort hul i statskassen, og derudover kom globaliseringen med så hastige skridt, at det velorganiserede Danmark måtte oppe sig for at følge med.

Poul Schlüters Fælleserklæring i 1987 blev derfor startskuddet på konkurrencestaten.

Erklæringen havde til formål at skærpe konkurrenceevnen gennem en stigende beskæftigelsesrate. Arbejdsmarkedets parter forpligtede sig på den aktive arbejdsmarkedspolitik ligesom på at indtænke lønudviklingen i en forståelse af et Danmark i konkurrence med andre lande. Til gengæld garanterede arbejdsgiverne og regeringen at bidrage med arbejdsmarkedspensioner til alle, der er tilknyttet arbejdsmarkedet.

På samme måde blev de frivillige foreninger og organisationer inddraget i arbejdet med at få så mange i arbejde som muligt.

I reformeringen af velfærdsstaten til en konkurrencestat blev det endegyldige mål for enhver borger at komme i arbejde – og betale skat til velfærdsmaskinen. Tanken om dannelse blev erstattet af kompetencerudvikling. Ligesom læringsmål i dag er en central del af skolereformen.

Det var her, den hierarkiske incitamentstænkning opstod: Jo længere væk fra arbejdsmarkedet, man er, jo flere restriktioner på ens sociale rettigheder og jo lavere sociale ydelser.

"Konkurrencestaten definerer inklusion og eksklusion i forhold til, hvor meget social ydelse man modtager, fordi man får social ydelse baseret på hvor meget, man kan arbejde. Og det er denne incitamentstænkning, der har ophævet selve universalisme-begrebet i velfærdsstaten, der gik ud på, at ligegyldigt om du var i arbejde eller ej, så var du i din ret til at modtage samme social ydelse."

Og det skaber ulighed, mener Ove Kaj Pedersen.

"Det karakteristiske ved den ulighed, der er i Danmark er, at den er politisk besluttet. Det er ikke kapitalen og kapitalismen. Det er folketingspolitikere, der styrer det," forklarer han.

For det er politikerne, der fordeler midlerne.

Civilsamfundet i konkurrencestaten
"I konkurrencestaten er de frivillige organisationer blevet statsliggjorte, og de frivillige er blevet professionaliseret," siger Ove Kaj Pedersen.

De frivillige organisationers statsliggørelse skyldes, at organisationerne i stigende grad integreres i velfærdsstaten, men også gøres til interessenter, der er tildelt indflydelse på den politiske beslutningsproces – og nu repræsenterer deres medlemmer med professionelle lobbyister, forklarer han.

"Det er karakteristisk, at vi har fået flere og flere organisationer i kampen om de offentlige ydelser, og at de har udstyret sig med større og mere professionelle sekretariater."

I takt med konkurrencestatens indtog kom også en prioriteringskamp: For hvem skal vi prioritere midler til? De ældre, de syge eller børnene i børnehaven?

"Vi har fået et væld af patientorganisationer de sidste tyve år. Og antallet er stigende. Hver gang der kommer en ny diagnose, kommer der en ny patientforening: Scleroseforeningen, Hjerneskadeforeningen, Hjerteforeningen og andre. De fungerer alle ved frivilligt arbejde, leverer en kæmpe indsats for patienter og medlemmer, men er også blevet en del af velfærdsstaten".

I udviklingen af konkurrencestaten kom en professionalisering af politik, og vi har i dag et rekordhøjt antal af akademikere i Folketinget. Ligeledes er frivilligheden er blevet organiseret. Og med organiseringen kom distancen mellem borgerne og Christiansborg og mellem de professionaliserede organisationer og deres medlemmer.

Organiseringen og det repræsentative demokrati blev en realitet, som forandrede medborgerskabet.

Men det repræsentative organisationsvælde betyder ikke, at folk er blevet dovne eller ligeglade. Stemmedeltagelsen ved de sidste par valg har været exceptionelt høje, og medlemsskabstallet i organisationer er højere end nogensinde før. Det samme gælder antal timer leveret ved frivilligt arbejde.

"Alle organiserer sig professionelt for at komme ind i kampen. Ældre Sagen er den næststørste organisation i Danmark med 850.000 medlemmer. Andelen af ældre stiger, og de har brug for nogen, der kan repræsentere deres interesser i prioriteringskampen."

Den danske befolkning er den mest organiserede i verden, og den danske velfærdsstat den stat, der baserer sig på mest frivilligt arbejde. Men det er også her, frivilligt arbejde blandes med professionel interessekamp.

Mens den ene side af statsliggørelsen handler om, hvilken rolle organisationerne spiller i forbindelse med de politiske beslutninger, handler den anden side om, hvilken rolle organisationerne spiller for velfærdsstaten.

"I dag indgår frivillige organisationer aftaler eller kontrakter med staten. De får tilskud til at lave sportsinfrastruktur, sportshaller, at ansætte trænere, mens kommuner samarbejder med frivillige organisationer om at varetage opgaver på hospitalerne og plejehjemmene."

De frivillige organisationer – civilsamfundet – bliver integreret i staten og kommunerne, forklarer politologen, der har arbejdet med området i årtier, og uddyber: Gennem stat og kommuner bliver organisationerne pålagt at løse fælles velfærdsopgaver, som politikerne definerer.

Frivillighed er et paradoks
Og det leder til de frivillige, som unægtelig har været et stolt pejlemærke i den danske historie.

"Frivillighed er et positivt ord, som det altid har været. Men det er et positivt ord med et helt andet formål og andre konnotationer end tidligere," forklarer Ove Kaj Pedersen.

"Staten definerer, hvad frivillighed er, og hvad man skal leve op til. Mange frivillige må acceptere, at det, de laver, har fællesformål i forhold til de præmisser, der i dag er dominerende – nemlig konkurrencestatens forståelse af, at alle skal arbejde."

Derfor er der sket en professionalisering af frivillige:

"Hvis man vil være frivillig på plejehjem eller i en fodboldklub, så skal man først igennem screening, vise, at man har kompetencerne. Derefter skal de uddannes og på kurser, før de give deres frivillige hjælp."

Med samme logik som konkurrencestatens skal frivillige uddannes til at have et sæt af kompetencer og med disse fremme, at andre også får det. Det ser vi, når frivillige inddrages for at fremme integration, at give lektiehjælp, at hjælpe alle til at blive arbejdsdygtige.

"På den måde kommer frivillige også med ind i konkurrencestatens maskinrum."

Endelig er frivillighed blevet et middel i sig selv: et middel for at få folk tættere på arbejdsmarkedet – for studerende til at sikre sig vejen til jobfremmende kompetencer, og for handikappede eller tidsnedsatte til at have en funktion i konkurrencestaten:

"Hvis man kan, så skal man arbejde, også selvom det kun er kort tid. Derfor ser vi ambulancer, der kører rundt med handikappede, så de kan komme på arbejde i 15 minutter. Det er ydmygende. Og det er kun symbolsk."

Derfor opstår der også paradokser i konkurrencestaten, forklarer Ove Kaj Pedersen: For selvom frivilligheden kan bidrage med varme hænder, bringe folk tættere på arbejdsmarkedet, så er det endegyldige mål at være i et lønnet job.

Derfor må arbejdsløse ikke lave for meget frivilligt arbejde. For så står de jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medborgerskabet genoplives
"Jeg er statsminister for hele Danmark," sagde Mette Frederiksen fra talerstolen i folketingssalen, da hun den 1. oktober holdt sin åbningstale:

"Jeg vil holde fast i det, der samler os. Tillid. Ansvar. Retfærdighed. Styrke det mest værdifulde, vi har. Vores velfærd. Vores fællesskab."

Ordet "Velfærd" er blevet nævnt 22 gange i statsministerens tale, og "tillid" 34 gange.

"Efter årtiers vægt på statsliggørelse og organiseret deltagelse vender vi så tilbage til den gamle drøm om et civilt samfund bygget på alles ordentlige opførsel?" spørger Ove Kaj Pedersen.

 

I sin tale nævnte statsministeren også en "samfundskontrakt".

Og måske er det netop derfor, at Ove Kaj Pedersen startede interviewet med at sige, at særligt de sidste fem til seks års diskussion om civilsamfundet i lyset af konkurrencestaten har været fascinerende.

"Da griber den socialdemokratiske statsminister ligesom andre politikere tilbage til den liberale idé om velfærdssamfundet. Og til den konservative idé om en social kontrakt. Og det genopliver jo idealet om det frivillige medborgerskab. Om den medlevende og ordentlige borger."

For noget af det mest grundlæggende for konkurrencestaten er, at alle skal arbejde for fællesskabet. Det er ikke bare Mette Frederiksen ord, men ifølge Ove Kaj Pedersen et faktum.

"Velfærdsprojektet løber ikke rundt uden civilsamfundet, både medborgerskabet og frivilligheden. Der hældes millioner af timer og milliarder kroner i frivillighed. Velfærdsstaten kunne ikke fungere uden."

"Vi nok er på vej tilbage til drømmen om velfærdssamfundet," siger Ove Kaj Pedersen til sidst med henvisning til Mette Frederiksens dystre åbningstale i Folketinget og tilføjer: 

"Men i stedet for medborgerskab er det nu ved at lægge vægt på overvågning, kontrol, sanktioner. Der er ikke så meget tilbage af den oprindelige forståelse af frivillighed."

Omtalte personer

Ove Kaj Pedersen

Professor emeritus, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi (Department of Management, Politics and Philosophy), CBS
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1978), dr.phil. (CBS 2015)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser