Professor: Civilsamfundsstrategien bør handle mere om demokrati end økonomi

Af Thomas P. Boje
Professor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

Så er debatten om regeringens civilsamfundsstrategi skudt i gang i Altinget. Dels med børne- og socialminister Mai Mercados (K) bemærkning om sektorens økonomi i et interview torsdag 17. august og dels med Michael Wulffs (Kirkens Korshær) tanker om en frivillig timebank som et vigtigt instrument til at få inddraget de svageste grupper på ’kanten af samfundet’.

Min opfordring til civilsamfundstaskforcen vil være at fokusere mere på de demokratiske aspekter af de civile organisationers rolle end på de økonomiske rammer. Der, hvor problemerne ligger, er i forhold til organisationernes evne dels til at inddrage og aktivere de udsatte og ressourcesvage grupper, dels til at skabe organisatoriske rammer, som sikrer, at alle borgere uanset ressourcer bliver inddraget i frigørende, aktive og respektfulde sociale netværk på en ligeværdig måde.

Først lidt om økonomien og så hvad der kan gøres for at sikre frigørende og demokratiske deltagelsesformer for alle borgere.

Der bør lempes på kravene til de sociale netværk, hvad angår formel organisering – dvs. vedtægter, bestyrelse mv.

Thomas P. Boje
Professor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Det danske civilsamfund disponerer over økonomiske midler på mindst 125 milliarder kroner – svarende til 6,6 procent af bruttonationalproduktet i 2013 (BNP). Fra de statslige og kommunale kasser modtager den civile sektor 46 milliarder kroner, og hertil skal lægges værdien af kontingenter og donationer fra private enkeltpersoner på knapt 33 milliarder kroner. Endelig modtager sektoren hvad der i runde tale svarer til 10-12 milliarder kroner i donationer fra private fonde om året. Vi taler således om en særdeles velpolstret sektor rent økonomisk.

I forhold til økonomi er sektorens problemer, at pengene er meget skævt fordelt mellem sektorens forskellige undergrupper og mellem de store og små organisationer. Kulturelle aktiviteter, sport, uddannelse er ganske godt forsynet økonomisk gennem en række hævdvundne fordelingsnøgler.

Når det gælder social- og sundhedsområdet, miljø og natur, lokalsamfund mv. er det langt mere kompliceret at skaffe de nødvendige midler til at sikre en stabil, langsigtet og kvalificeret indsats. Disse organisationer bruger i dag uforholdsmæssigt mange ressourcer og penge på at skrive ansøgninger til diverse puljer og til at evaluere selv meget små aktiviteter.

Jeg har tidligere været ude med bud på en mulig løsning på de vanskeligheder, som et stort antal mindre og mellemstore civile organisationer har med at overskue mulighederne for projektstøtte (se dokumentationsboksen til højre).

Der, hvor de store problemer i civilsamfundet ligger i dag, er omkring sektorens hierarkiske opbygning, bureaukratiske ledelsesstruktur og måske vigtigst af alt dets manglende evne til at aktivere flest mulige borgere – specielt de ressourcesvage, som har allermest brug for sociale kontakter og solidariske netværk.

Det er gennem foreninger og organisationer i den civile sfære, at den mellemmenneskelige dialog skal etableres. Det er i disse sammenhænge, at konfrontationerne skal tages, og hvor konsensus mellem modstridende synspunkter skal findes. Det er her, at borgernes ønsker og interesser udveksles, artikuleres og omformes til politiske krav.

Organisationerne bør derfor være kendetegnet ved at være grundlæggende demokratiske, og deltagelse i deres aktiviteter må ske på lige vilkår for alle borgere. Dermed bliver de også vigtige i dannelsen af den demokratiske kultur.

Det vil sige, at sikre, at borgerne opnår de kompetencer, som er vigtige for at indgå i den demokratiske proces og muligheder for at være aktive eller aktivistiske medborgere. Det er helt afgørende, at den civile sfæres organisationer inkluderer alle de relevante berørte borgeres synspunkter og sikrer inklusion i såvel forberedelsen af de velfærdspolitiske beslutninger som i implementering af beslutningerne.

Det sker ikke i dag. De aktive og bestemmende i de civile organisationer er de mest ressourcestærke borgere, og de etablerer fællesskaber med dem, som har samme sociale positioner og holdninger som dem selv. Frivillige organisationer tilbyder borgerne en konfliktfri mulighed for at være sociale og engagerede til forskel fra at være involveret i den demokratiske proces gennem politisk arbejde, som typisk er konfliktfyldt, langtrukkent og ineffektivt.

Deltagere i de frivillige aktiviteter ser deres arbejde som noget, man primært gør til gavn for lokalsamfundet eller en bestemt social gruppe, men ikke som et politisk engagement i bredere forstand.

Samtidig er stadig flere aktive på individuel basis uden at være kollektivt organiseret. Op mod halvdelen af de civile foreninger angiver ifølge et organisationsstudie fra SDU, at der ikke ligger nogen ideologi eller bestemte værdier til grund for deres arbejde. Man undgår bevidst at være politisk.

Hvis vi ønsker en demokratisk og inkluderende udvikling af samfundet, er det afgørende, at der udvikles nye institutionelle integrationsformer og mere deltagende beslutningsprocesser inden for civile organisationer. Her kunne et muligt bud være at skabe forudsætninger for, at de civile organisationer kan:

• Sikre enkelte borgere og grupper af borgere en bedre og mere ligelig adgang til at deltage i de økonomiske og politiske beslutningsprocesser omkring tilrettelæggelsen af deres livsvilkår end tilfældet er i det nuværende repræsentative system. Der bør lempes på kravene til de sociale netværk, hvad angår formel organisering – dvs. vedtægter, bestyrelse mv.

• Være formidlere af ønsker og krav, som grupper af borgere ønsker at stille til den førte velfærdspolitik og medvirke til, at de ressourcesvage sociale grupper og borgere bliver inkluderet i det sociale samvær. De skal have en politisk stemme gennem det aktive medborgerskab. Der bør satses mere på lokale netværk og virtuelle netværk i organiseringen af den sociale indsats.

• Udvikle en kollektivitet på tværs af sociale skel gennem deltagelse på ligeværdige vilkår samt opøve færdigheder i forhold til at være aktiv og deltagende i det demokratiske system. Her kunne lokale timebanker, som tidligere foreslået, være en af mange muligheder.

• Etablere institutionelle rammer for at kontrollere og overvåge offentlige instansers myndighedsudøvelse. Støtte etablering af borgergrupper som etableres online såvel som offline til støtte for borgere, som er ’glemte’ eller ’klemte’ i det offentlige velfærdssystem.

• Forbedre kvaliteten og effektiviteten i borgernes repræsentation i kommunale organer samtidigt med, at der sikres en mere ligelig repræsentation med baggrund i køn, klasse, religion og etnicitet.

Der er her tale om en række generelle principper for at levendegøre og demokratisere de civile organisationer. Principper, som kan være ledetråde i en civilsamfundsstrategi og bør konkretiseres i dialog med de civile organisationer.