Professor: Problematisk at vi ved så lidt om frivillighed i forsyningssektoren

Hvad ved vi egentlig om frivillighed i forsyningssektoren?

Det korte svar er: ekstremt lidt.

Og det er problematisk i en tid med liberalisering og privatisering af kritisk infrastruktur på tværs af forsyningssektorerne.

Det forklarer professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet. Her står han i spidsen for Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.

Tidligere har den 57-årige professor blandt andet anført Netværk for forskning i civilsamfund og frivillighed.

Et forskningsnetværk, som med midler fra den nu hedengangne satspulje fra 2012 til 2016 skulle “bidrage til at styrke og videreudvikle den frivillige sektor og den statslige frivillighedspolitik ved at formidle forskningsbaseret viden til offentlige og frivillige aktører.”

Der er en lomme som forsyningssektoren, som har rødder i den samme andelsbevægelse, og hvor der stadig er noget at kæmpe for. Hvor markedet ikke er løbet med sejren endnu. Men det betyder så også, at vi skal skynde os, hvis ikke vi skal risikere, at markedet selv tager hånd om tingene.

Lars Skov Henriksen
Professor, Aalborg Universitet

Vi ved for lidt
Men i 2016 var kassen tom. Og siden har Cifri, som netværket blev forkortet, kun eksisteret på frivillig basis − stadig med Lars Skov Henriksen som omdrejningspunkt. Han besidder derfor et unikt overblik over den danske frivilligforskning.

“Det er stærkt problematisk, at vi ikke ved mere om frivillighed i forsyningssektoren. De frivillige optræder givetvis et eller andet sted i statistikkerne, men mig bekendt er der ikke nogen forskere, der har beskæftiget sig særskilt med emnet,” siger han.

Og dermed adskiller forsyningssektoren − og i et større perspektiv resterne af den danske andelsbevægelse − sig fra frivillige bastioner som idræt, velfærd og kirken, som er blevet analyseret, målt og vejet ned til mindste detalje.

“Politisk set har der været enormt meget fokus på frivillighedens kår på social- og velfærdsområderne. Det er områder, som fylder meget i offentligheden og medierne, og som der fra politisk side er stor interesse i at markere sig på. Det kan ikke undgå at smitte af på forskningen,” siger han og fortsætter:

“Tilsvarende har forskningen altid interesseret sig for foreningslivets rammer. Det betyder, at vi ved en masse om strukturer og incitamenter i landets mange tusinde frivillige idræts- og kulturforeninger. Mens altså forsyningsområdet er gået under radaren.”

Radius-sag kalder på ny forskning
Og det er et problem, forklarer Lars Skov Henriksen.

“Der er tale om forbrugerejede organisationer, som varetager grundlæggende infrastrukturelle opgaver som distribution af vand, el og varme. Men hvor vi ved meget lidt om, hvad der driver dem.”

“Lige nu ser vi et pres i samfundet i retning af øget liberalisering og kommercialisering af forsyningsområderne. Tag bare eksempler som salg af Dong og Radius. Her bliver det hurtigt et spørgsmål om enten marked eller stat. Er det i vores bedste interesse, at staten ejer den kritiske infrastruktur? Eller skal vi sælge den til private investorer? Jeg savner et større fokus på forbrugerejerskab som en tredje vej.”

Professoren trækker tråde til den svenske privatisering af velfærdssektoren.

“I mange år havde det offentlige stort set monopol på velfærdsydelser i Sverige. Det betyder, at der i takt med den voksende NPM-kritik af den offentlige service kun fremstår et enkelt alternativ: Og det er markedsløsningen.”

“Mens vi i Danmark har en lang tradition for selvejende institutioner på uddannelses- og velfærdsområderne, er det aldrig slået igennem i Sverige. Jeg kan godt frygte, at vi havner i samme situation i Danmark på forsyningsområdet. Hvor det eneste anerkendte alternativ til staten er markedet. Og der kan vi komme til at savne den buffer, som nonprofitvirksomhederne i dag udgør.”

Fælles værdier forankres i viden
Hvad skulle man så forske i?

Lars Skov Henriksen mener, at vi ville være godt tjent med en dybere viden om, hvilke økonomiske og politiske styringsformer der egner sig bedst til at regulere forskellige områder af samfundet.

“Vi har alle sammen interesse i, at vi har adgang til rent drikkevand. Nogle taler om kritisk infrastruktur, andre om common pool-ressourcer. Men vi mangler en grundlæggende diskussion om, hvordan man bedst styrer den type ressourcer.”

“Grundvandet er et godt eksempel: På den ene side står befolkningen og vandværkerne, og på den anden side et økonomisk trængt landbrug. Her er der åbenlyse interessekonflikter, som det ikke er helt åbenlyst, hvordan vi bedst tackler, selv om eksempelvis det nylige fælles oplæg til en jordreform fra Landbrug og Fødevarer i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening kunne pege i en retning, hvor de organiserede interesser kunne spille en rolle i forhandlede løsninger.”

Andelsbevægelserne overhalet af tiden
Hvor meget snakkede I om fraværet af forskning på forsyningsområderne, når I mødtes i Cifri?

“Det fyldte meget lidt. Folk var godt klar over, at vindmølleforeninger, digelaug og lokale vandværker organiserede mange frivillige, men der var ikke nogen, der havde særskilt interesse i at undersøge, hvad der foregik på de områder. Forskningens dagsorden har på den måde en tendens til at følge den politiske dagsorden. Og så er der bare nogle områder, som går under radaren.”

Man kan også forklare det med, at andelsbevægelsen som forskningsemne bare ikke længere er så relevant, som den engang var, forklarer professoren.

“Man har konstateret, at æraen for de koorperative bevægelser er ovre. De store mejerier og slagterier er reelt blevet store kommercielle aktører. Markedsmodellen har vundet. Derfor bliver det måske mindre oplagt at diskutere alternative økonomiske måder at indrette sig på. Selv om det måske er mere vigtigt end nogensinde før.”

“Men så er der en lomme som forsyningssektoren, som har rødder i den samme andelsbevægelse, og hvor der stadig er noget at kæmpe for. Hvor markedet ikke er løbet med sejren endnu. Men det betyder så også, at vi skal skynde os, hvis ikke vi skal risikere, at markedet selv tager hånd om tingene, og hvis vi stadig skal nå at lære noget om alternativer til stat og marked.”

Forskning skal undgå svenske tilstande
Det lyder, som om det kunne være et emne, som du måske selv kunne finde på at kaste dig over?

“Der må være en gedigen samfundsvidenskabelig interesse i at undersøge, hvordan man styrker ressourcer, som er kritiske for fællesskabet. I stedet for at overlade det til landbruget at beslutte, hvad der er passende omgang med en kritisk kollektiv ressource som vores alle sammens drikkevand.”

“Jeg tror, at en del af udfordringen bunder i, at de forbrugerejede forsyningsselskaber passede bedre ind i 50’ernes og 60’ernes decentrale politiske struktur. De nye større kommuner ved ikke nødvendigvis, hvordan de skal forholde sig til selvejende institutioner eller andre former for nonprofitejerskab. Og så havner vi hurtigt i samme situation som i Sverige, hvor det bliver et spørgsmål om enten stat eller marked.”

“Det er de helt store spørgsmål, der er væsentlige at få besvaret. Hvad er værdien af at fastholde et forbrugerejet alternativ til det kommunale eller private selskab? Når vi ved det, kan vi begynde at fokusere på de mere konkrete spørgsmål, som hvordan vi sikrer, at der stadig er folk, som er interesserede i at stille op til bestyrelsen i vandselskaberne.”