Rejsebrev I: Det demokratiske løfte kan ikke realiseres fra oven

DEBAT: Civilsamfundets rodlag er netop, hvor vi skal se hen for løsninger på demokratiets krise. Det gøres ikke ved blot at skifte ansigtet ud på valgplakaten, skriver Rune Baastrup. 

Af Rune Baastrup
Direktør & partner hos Huset DeltagerDanmark

Jeg er netop vendt hjem fra Californien efter en på flere måder ganske særlig rejse. Ærindet var et bogseminar.

Bagtæppet var en mærkelig form for ekstrem 'New normal', der for blot få år siden ville hensætte os alle i chok.

En slags permanent krise med atter nye udtryk, som det bliver helt afgørende for civilsamfundet at finde svarene på. De kan næppe findes i systemet i sig selv.

Civilsamfundets rodlag er netop, hvor vi skal se hen for løsninger – det gøres ikke ved blot at skifte ansigtet ud på valgplakaten.

Rejsebrev I
Inden jeg når til det, vil jeg i dette rejsebrev sætte scenen og folde udfordringerne ud.

I næste rejsebrev vil jeg så følge op med flere eksempler på løsninger og initiativer, der som rodbehandlinger borer sig ned til grundlaget og forsøger at bygge op fra grunden.

Den ene morgen vågnede vi til lyden af ekstremt høje bip-lyde fra mobiltelefonen, fordi myndighederne sendte en mudderskredsalarm ud til alle i området.

Tænk, kan den dims sige sådan og tilgås direkte fra myndighederne? Sommerens ekstreme tørke og historisk omfattende skovbrande havde efterladt mange bjergskråninger og skrænter langs Californiens kyster uden buske og træer til at holde på jorden.

Og pludseligt var regnen der i usædvanligt store mængder, så jord blev til mudder og væltede ned i folks huse og dækkede vejene visse steder.

Heldigvis slap befolkningen med skrækken i år modsat sidste år, hvor mange omkom. Derfor alarmen, fandt vi ud af.

Lokalavisen konstaterede uden mellemregning det, folk på disse kanter godt ved: “CLIMATE CHANGED” stod der med Jesus-typer hen over hele forsiden.

De værdimæssige skred
De fysiske skred er imidlertid ikke de alvorligste. Det er de værdimæssige og de forbundne institutionelle og demokratiske sammenstyrtninger, vi dagligt vågner til.

Fordi de lammer vores evne til at finde kollektive løsninger på problemerne.

En ældre kvinde inkarnerede det i et pludseligt og fortvivlet morgenkaffeudbrud på motellet, idet hun kastede New York Times fra sig: “That man is such a disgrace. I can’t stand this no more! We have to rebel! Rise up!”

Og hun blev straks mødt af dedikeret tilslutning fra de to 40-årige kvinder ved nabobordet. Magtesløsheden var udtalt.

Man fik en klar følelse af, at hun ikke anede, hvor hun skulle tage fat. Vredesudbruddet syntes at hvile på en dyb bund af resignation og apati.

"That man" er selvsagt præsidenten, der igen og igen formår at vise nye dybder af det værdimæssige og institutionelle skred, USA befinder sig midt i – her mens USA er uden budget, og de fortravlede mænd og kvinder, der stemplede vores pas ved ankomsten i Los Angeles lufthavn, må se langt efter deres løncheck i denne tid. Nu på femte uge.

Den moralske undtagelsestilstand er blevet institutionel. Dysfunktionen i det politiske system er total, mens aviserne i detaljer udfolder fortvivlelsen i kongressen og resten af samfundet.

En krise, der hensætter kvinderne på vores motel i desperation. Men deres magtesløshed viser også en anden side af krisen: et voldsomt svækket civilsamfund, hvor borgeren i høj grad er reduceret til forbruger.

Hvordan er det kommet så vidt?
Chokket over skreddene paralyserer eller overrasker ikke den forsamling, vi tog til universitet i Santa Barbara for at mødes med.

Her gør man sig ingen illusioner om USA’s moralske forfatning og politiske virkelighed og ser ikke Trump som problemet – men som symptomet på et demokratisk løfte, der aldrig er blevet indfriet.

På de dybe skel og sår, de slås for at overkomme. “Det demokratiske løfte” er netop arbejdstitlen på det bogmanus, vi var forsamlet for at give feedback på, skrevet af Marshall Ganz, professor ved Harvard Kennedy School og berømt for sit lange liv i demokratiets tjeneste.

Forsamlet var cirka 25 forskere og praktikere i demokrati, demokratisk medborgerskab og det, man i den amerikanske tradition kalder for organisering.

Kerneindsigten rimer sådan set ret fint på den danske erfaring: Uden oplyste og involverede borgere organiseret i levende foreninger i civilsamfundet virker demokratiet ikke.

ForeningsDanmark er tæt forbundet med et levende demokrati.

Sagt på en anden måde, så kræver et velfungerende demokrati på makroniveau veletablerede demokratiske praksisser på mikroniveau, som den fremragende Hahrie Han opsummerede det.

I lokalsamfund, på arbejdspladser, i foreninger og skoler. Det demokratiske løfte kan ikke realiseres fra oven.

Det er ikke kun institutioner og valg hvert fjerde år, der gør det. Demokratiet er aldrig stærkere, end vi som borgere med alle vores små og store valg eller fravalg gør det.

Den dybe moralske puls
Demokrati er samtale, påpegede vores måske vigtigste demokratitænker herhjemme Hal Koch.

Men også mere end det: Det gælder om at omfordele ikke kun goder over skatten, men må også handle om at fordele magt, så ulighed i penge og ressourcer kan balanceres gennem lighed i stemme og indflydelse, som en kendt demokratiforsker har formuleret det.

Marshall Ganz peger endnu et lag dybere: Den dybe moralske puls, der slår i bevægelser og foreninger i civilsamfundet, handler nemlig ikke kun om at fordele goder, men også om at finde ud af, hvad der overhovedet er godt?

At finde frem til det fælles gode er en ekstremt svær proces i et stærkt fragmenteret samfund som det amerikanske. Og noget, vi herhjemme også slås med mere i disse år end for ti og tyve år siden.

Det ses i alt fra debatter om integration, og hvad det vil sige at være dansk – til større modsætninger på arbejdsmarkedet, mellem land og by og mellem forskellige samfundsgrupper og værdistrømninger til højre og venstre, eller i skoledebatten.

Den overlappende konsensus er vigende, og mistilliden til politikere, beslutningstagere, medier og eksperter er markant – og folk søger mod fløjene ved valgene.

Demokratiske, moralske og institutionelle skred stikker med andre ord langt dybere end noget, man kan fikse ved stemmeurnen.

Og derfor må fokus også skifte fra overfladiske valgkampagner, der måske nok kan få folk ned at stemme – men ikke får fat om de dybereliggende problemer.

Kun gennem rodbehandlinger kan råddenskaben fjernes.

Kunsten at kombinere
Som de Tocqueville skrev, så er alle vidensformers moder i et demokrati “The knowledge of how to combine”.

Viden og evne til at kombinere sine erfaringer, værdier, interesser og ressourcer med andres er de helt afgørende demokratiske mikroprocesser – og de folder sig ikke ud på tv eller i stemmeboksen – men i lokalsamfundet, på arbejdspladsen og i “the great democratic freescools”, som de Tocqueville kaldte levende foreninger for i sin tid.

Det sker på civilsamfundets arena hver dag, og det er her, rodbehandlingerne sættes ind for at revitalisere, genskabe eller skalere indsatser, som får mange flere med.

Fra den vrede apati over morgenkaffen efter afbrudt avislæsning på et motel til nogle af de tidligere malm- og stålarbejdere, vi i næste rejsebrev skal høre om i Flint, Michigan, og deres fattige hvide farmere fra lande i samme stat.

Hvordan nogle af de mange spændende mennesker, vi mødte i Californien, griber sådanne civile rodbehandlinger an i praksis, vil jeg fortælle lidt mere om i mit næste rejsebrev.

Tak, fordi du har læst med så længe – jeg håber, du har lyst til at høre mere eller være med til at fortsætte dialogen.

Forrige artikel Globalt Fokus: Disse tre ting er afgørende, hvis vi skal nå verdensmålene Globalt Fokus: Disse tre ting er afgørende, hvis vi skal nå verdensmålene Næste artikel Debat: Er ledelse af frivillige overhovedet vigtigt? Debat: Er ledelse af frivillige overhovedet vigtigt?
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Tak for rejsebrev

    Tak for et oplysende rejsebrev. Jeg glæder mig til fortsættelsen.