Rejsebrev II: Demokratiets vigtigste ressource er håbefulde borgere, der handler sammen

DEBAT: Vi kan ikke gå efter simple quickfix, når vi søger svar på demokratiets krise. Vi er nødt til at gå dybt, skriver Rune Baastrup i sit andet rejsebrev. 

Af Rune Baastrup
Direktør & partner hos Huset DeltagerDanmark

Hvornår har du sidst taget dig tiden og modet til at fokusere kun på et centralt problem med de vigtigste nøgleaktører omkring dig, indtil I fandt en holdbar løsning?

Et sådant fokus, hvor man bliver samme sted i dagevis og kun reflekterer over og drøfter, hvordan man kan komme løsningen nærmere?

Det var et af de spørgsmål, som blev ved med at vende tilbage til mig på min rejse til Californien. Hvorfor jeg spurgte mig selv om det, skal jeg vende tilbage til.

I første rejsebrev beskrev jeg de monumentale udfordringer, vores demokrati står over for, og pegede på, hvor vigtigt det er, at vi ikke kun sætter vores lid til de politikere, vi stemmer på fra tid til anden − men at vi selv tager ansvar ved at engagere og organisere os som borgere i det civile samfund.

I dette andet rejsebrev vil jeg fortælle om baggrunden for min rejse og det menneske, der var årsagen til den: Harvard-professor og mangeårig community organiser og fagforeningsmand og mentor Marshall Ganz.

Et ganske særligt liv i demokratiets tjeneste
Marshall Ganz var midtpunktet for det seminar, jeg var inviteret til Californien for at deltage i.

Seminaret var formelt set en intensiv feedback-session på Ganz' bog og samtidig en hyldest til hans virke og store betydning for den gruppe dybt kompetente praktikere og forskere i sociale bevægelser, der var samlet over tre dage i Santa Barbara.

Vi skålede, drillede, grinede og delte anekdoter om et ganske særligt liv i demokratiets tjeneste og om et generøst menneske, der havde viet flere af de forsamlede og været en stor hjælp, mentor og sparringspartner for os alle.

Fra Japan over Serbien og Jordan til hele USA var vi samlet.

Gå dybt for at finde løsningen
Den første aften, da vi sad og drak en øl, kom vi til at diskutere demokratiets krise.

Og her kom Marshall med en vigtig pointe: “Selv når krisen galopperer afsted i høj fart, skal man ikke forveksle det at nå mange mennesker hurtigt med sit budskab  − med det faktisk at kunne opnå forandring. Man skal være varsom med at forveksle effektivitet og effektfuldhed. Genskabelsen af det demokratiske løfte midt i den dybe krise er ikke løst ved blitz og massemobilisering alene. Det er snarere et spørgsmål om at gå dybt,” sagde han.

Men hvad betyder det at gå dybt?
For at forstå mandens indsigt er det værd at beskrive, hvad hans stemme kommer af.

Marshall Ganz er i dag senior lecturer ved Harvard Kennedy School of Government, men startede sin karriere som school dropout.

Han forlod Harvard i 1963 for at tilslutte sig borgerrettighedsbevægelsen. Og her skete der noget skelsættende i Marshalls liv.

I 1964 ankom Marshall til Mississippi for at hjælpe de sorte med at organisere sig. Men allerede ved ankomsten modtog de beskeden om, at tre kammerater fra bevægelsen netop var blevet slået ihjel af Ku Klux Klan.

Men det stoppede ham ikke.

Da jeg første gang hørte dén historie, bragte det mig lige lukt tilbage til den 11-årige udgave af mig selv, der sad med en Nikoline-sodavand i hånden på en altan i Aalborg og hørte på min morfars historie om tiden som modstandsmand under krigen.

Det er stof, der former karakter. Men hvad ville jeg selv have valgt i den situation?

Sidenhen blev han gennem mange år en vigtig kraft i landarbejdernes bevægelse i Californien, og i 1980'erne og frem skiftede han til den mere direkte politiske bane, da han hjalp Nancy Pelosi, dagens ombruste leder af Demokraterne i Senatet, med at blive valgt første gang.

Her fik Marshall mulighed for eksperimentere med kampagnemetoder, der på ny blev videreudviklet i Howard Deans primærvalgsforsøg i 2003 og Obamas berømte valgmaskine i 2007-08. Og her startede hans berømmelse.

Folk, som jeg selv, søgte nysgerrigt efter svar på, hvordan det lykkedes Obama i 2007 at vinde valget ved at organisere 2,2 millioner frivillige i teams over hele USA.

En præstation, Marshall i sin tid kaldte den største investering i folkelig kapital i USA's historie.

Siden har han været en travl sparringspartner og inspirationskilde for organisationer og bevægelser over hele verden.

Skab fagforening for 100.000 i et ryk
På en history-walk med seminariet i Santa Barbara besøger vi et gammelt kloster, hvor landarbejderbevægelsens lederskabsgruppe fik husly, mens de byggede og ledte en stadig stærkere bevægelse.

For første gang i Californiens historie formåede de sammen at skabe en effektfuld fagforening for hundredtusindvis af landarbejdere.

I klosteret blandt franciskanermunke midt i højdepunktet af deres konflikt med arbejdsgiverne brugte de tre uger (!) på at finde svar på de udfordringer, de mødte, og for at forny deres strategi.

En strategi, der en efter en fik de største arbejdsgivere til at indgå kontrakter med dem.

Det betød, at mere end 100.000 landarbejdere fik en overenskomst i et ryk som en foreløbig kulmination på opblomstringen af en social bevægelse, der ikke kun favnede landarbejderne selv − men var rodfæstet i storbyer over hele USA og Canada.

Tre uger! Dét kan man da vist kalde at gå dybt. Og her var det, at jeg begyndte at tænke over, hvornår jeg sidst selv har fokuseret så dybt på at løse en opgave?

Eller været del af en organisation, hvor kulturen tillader fokus og dybde, så man kommer til bunds og løser de problemer, man bokser med.

Håb skal trænes
Efter mine dage med forsamlingen rejste jeg videre med et hoved fuld af samtaler og diskussioner om de udfordringer civilsamfundet står over for.

Koger man alle vores konklusioner ned til en essens, ender jeg her: Hvis ikke man kan genskabe troen blandt almindelige mennesker på, at deres handlinger nytter − så er alt andet forgæves.

Den dybe apati kan ikke blot indgydes med politikere, der taler om håb, som Obama gjorde. Den skal erfares personligt og kollektivt, som en følelse af handlekraft.

Håb kan trænes som en muskel, præcis som solidaritet og samhørighed vokser ud af, at vi udretter noget sammen som demokratiske borgere i vores lokalsamfund, på vores skoler eller arbejdspladser.

Og at vi udvikler nye kollektive svar på fælles udfordringer.

Tiden er ikke til fad optimisme. Men det betyder ikke, at tiden eller vi er uden håb.

Som Marshall Ganz ofte påpeger med henvisning til en gammel græker, så er håb troen på det plausible i det mulige − som modsætning til det sandsynliges nødvendighed.

Det var ikke det mest sandsynlige, at USA i 2007 skulle vælge sin første sorte præsident. Men det skete.

Og blev et bevis på, at demokratiets måske vigtigste ressource er håbefulde borgere, der tror på, at de gennem deres stemme og handlinger kan løse de problemer, de står over for.

For mig personligt var seminariet i Santa Barbara kulminationen på ti års sparring, inspiration og læring, siden jeg kontaktede Marshall og bad ham om hjælp til en stor fagforeningskampagne lige efter finanskrisen.

Timers e-mail og videomøder over årene − men vi havde aldrig mødt hinanden ansigt til ansigt.

I næste rejsebrev vil jeg vise med nutidige eksempler, hvordan disse indsigter og metoder omsættes i dag i USA.

Indtil da blot en konstatering af, at vi ikke kan gå efter simple quickfix, når vi søger svar på demokratiets krise. Vi er nødt til at gå dybt!

Forrige artikel Professor: Sunde fællesskaber i lokalsamfundet giver sunde borgere Professor: Sunde fællesskaber i lokalsamfundet giver sunde borgere Næste artikel Guldborgsund Kommune: Fra tørre høringsprocesser til kaffe og kommunesnak Guldborgsund Kommune: Fra tørre høringsprocesser til kaffe og kommunesnak
  • Anmeld

    Maria Molde

    Forandring tager tid

    Tak! Meget inspirerende. Forandring tager tid. En tid, vi skal turde tage. Og det tager også tid at arbejde med ting som global dannelse eller medborgerskab, som jeg tænker, er ét af svarene på det med genskabe troen blandt "almindelige" mennesker på, at deres handlinger nytter - men det gør det ikke mindre vigtigt.