Debat

Rose og Mchangama: Drop racisme­paragraffen for minoriteternes skyld

KRONIK: Racismeparagraffer modvirker hverken vold eller overgreb på mindretal, men er tværtimod historisk blevet brugt til at undertrykke minoriteter, skriver Flemming Rose og Jacob Mchangama, der er uenige i Ytringsfrihedskommissionens anbefaling om at bevare paragraffen i dansk lov. 

Racismeparagraffer er "blevet brugt til at undertrykke mindretal og har udstyret repressive regeringer med et våben til at slå ned på anderledestænkende", skriver Flemming Rose og Jacob Mchangama. 
Racismeparagraffer er "blevet brugt til at undertrykke mindretal og har udstyret repressive regeringer med et våben til at slå ned på anderledestænkende", skriver Flemming Rose og Jacob Mchangama. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Flemming Rose og Jacob Mchangama
Medlemmer af Ytringsfrihedskommissionen og henholdsvis seniorforsker ved Cato Institute og direktør i tænketanken Justitia. 

Demokrati og ytringsfrihed er eksperimenter, man aldrig med sikkerhed kan forudsige konsekvenserne af, selvom en del tyder på, at der findes en sammenhæng mellem stærke demokratiske institutioner og en vidtgående og robust beskyttelse af ytringsfriheden på den ene side, og et samfunds evne til at håndtere konflikter på en fredelig måde på den anden. 

I den forbindelse er det relevant at spørge, om et demokrati bør udstrække ytringsfriheden til også at gælde hadefulde og racistiske ytringer?

Det spørgsmål blev vi i Ytringsfrihedskommissionen bedt om at tage stilling til. Som man kan læse i vores nyligt offentliggjorte betænkning, var der ikke enighed i kommissionen. Et flertal mente, at straffelovens § 266b – den såkaldte racismeparagraf – skal bevares. De lagde vægt på, at paragraffen ”er et nødvendigt værn mod racistiske og hadefulde ytringer, som ikke bør nyde nogen særlig beskyttelse”.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I en særskilt kommentar understreger vores gode og værdsatte kollega, juraprofessor Jens Elo Rytter, hensynet til ”samfundsfreden” for ”historien viser nemlig, at en accept af hadefulde ytringer gøder jorden for diskrimination og over tid kan bane vejen for hadforbrydelser mod den pågældende gruppe.”

Overtegnede tilhørte et mindretal i kommissionen, som mener, at ”paragraffen burde ophæves, hvis det ellers var muligt inden for Danmarks internationale forpligtelser." 

Empirisk tyder intet på, at racismeparagraffer modvirker vold og overgreb på mindretal, snarere tværtimod, og retssikkerhedsmæssigt er det et problem, at borgere i Danmark er blevet henholdsvis dømt og frikendt for racisme, selv om deres ytringer er sammenlignelige. 

Flemming Rose og Jacob Mchangama

Vores kritik bygger på principielle, empiriske og retssikkerhedsmæssige overvejelser. Principielt er vi imod kriminalisering af holdninger og meningstilkendegivelser, uanset hvor frastødende og oprørende de måtte være.

Empirisk tyder intet på, at racismeparagraffer modvirker vold og overgreb på mindretal, snarere tværtimod, og retssikkerhedsmæssigt er det et problem, at borgere i Danmark er blevet henholdsvis dømt og frikendt for racisme, selv om deres ytringer er sammenlignelige.

Det skyldes en indbygget uklarhed og vaghed i racismeparagraffen, fordi den enes had kan være den andens poesi. Had har ingen juridisk definition, og den slags love risikerer at blive brugt til at kriminalisere upopulære holdninger.

I denne sammenhæng finder vi det vigtigt at advare mod påstanden om, at historien uomtvisteligt skulle legitimere lovgivning mod hadefulde ytringer med det formål at sikre den sociale fred og respekt for mindretal.

Efter vores opfattelse er der tværtimod stærke historiske argumenter for at afvise den slags love. De er nemlig ofte blevet brugt til at undertrykke mindretal og har udstyret repressive regeringer med et våben til at slå ned på anderledestænkende.

Hvis man i en historisk kontekst vil forstå den rolle, krænkelseslove har spillet for udsatte og diskriminerede mindretal, så er USA et godt sted at begynde.

I det 19. århundrede havde USA til forskel fra det meste af Europa en fri og åben presse, men det var et demokrati med fatale begrænsninger. Slaveriet i sydstaterne blev et stadigt mere betændt emne i det splittede land, og i 1835 indledte modstandere af slaveriet i den nordlige del af landet en kampagne for at få det afskaffet.

De distribuerede pampletter, artikler, flyveblade og bøger i sydstaterne, men kampagnen for at befri et undertrykt mindretal blev mødt med omfattende censur, voldsomme og rasende protester med krav om at forbundsregeringen i Washington greb ind.

Et udbredt argument blandt sydstaternes repræsentanter i Kongressen for at forbyde kritik – ja, enhver diskussion – af slaveriet, lød, at sydstaterne og deres borgere som gruppe blev udsat for krænkende og forhånende anklager, der kunne opildne slavebefolkningen til oprør og vold.

Flere sydstater indførte dødsstraf for at trykke eller distribuere inflammatoriske publikationer, og i perioden fra 1836 til 1844 blev det forbudt for Kongressen at modtage og forholde sig til petitioner, det vil sige henvendelser fra borgerne, der vedrørte spørgsmål om slaveri. 

Selvom slaveriet blev ophævet i 1865 efter den amerikanske borgerkrig, fortsatte systematisk racisme og undertrykkelse af sorte. I 1920'erne havde den racistiske bevægelse Ku Klux Klan (KKK) millioner af medlemmer og besad en reel politisk indflydelse i sydstaterne, der hjalp til at befæste segregeringen. Den indebar undertrykkelse af de sorte og en lovpligtig adskillelse af sorte og hvide i det offentlige rum.

I den proces blev borgerrettighedsbevægelsen stillet over for et valg, der viste sig at blive epokegørende: Skulle man kæmpe for minoriteters rettigheder ved at kræve forbud mod hadefulde og racistiske ytringer eller skulle man insistere på en så vidtgående ytringsfrihed som muligt for alle?

Borgerretsaktivister, i første omgang i skikkelse af American Civil Liberties Union (ACLU), senere med opbakning fra The National Association for the Advancement of Colored People (NAACP), den centrale organisation i kampen for sortes rettigheder, og jødiske grupper, indså, at lovgivning mod hadefulde ytringer kunne få en boomerangeffekt og ende med at blive brugt mod de mindretal, de skulle bruges til at beskytte.

Derfor endte ACLU med principielt at insistere på forsvaret af alles ytringsfrihed. Det betød, at de som borgerretsaktivister påtog sig forsvaret af racister og antisemitter, mens andre aktivister, heriblandt mange jøder og sorte, insisterede på censur og kriminalisering af forhånende og nedværdigende ytringer.

ACLU var ikke kun drevet af idealisme, men også af den praktiske indsigt, at der var brug for et principielt forsvar af ytringsfriheden på tværs af politiske skel, hvis man i det lange løb skulle sikre lige rettigheder for minoriteter.

Den praktiske indsigt var vokset ud af de amerikanske myndigheders forfølgelse af pacifister, socialister, kommunister og anarkister under Første Verdenskrig. Disse grupper var ofte kritiske over for USA's krigsdeltagelse, men myndighedernes hetz mod krigsmodstandere ramte politisk dissens bredt.

Borgerretsaktivister oplevede, hvordan krænkelseslove kunne bruges til at slå ned på upopulære politiske mindretal uden protester fra offentligheden eller beskyttelse fra højesteret.

ACLU fastholdt sin principfaste linje i 1930'erne, hvor fascistiske bevægelser fik vind i sejlene i både USA og Europa. I 1934 udgav man pamfletten Shall we Defend Free Speech for Nazis? Svaret var et uforbeholdent ja.

Ikke fordi ACLU havde noget pænt at sige om nazister, racister og antisemitter. Tværtimod. De hadede dem og bekæmpede dem overalt i det offentlige rum, men ACLU mente ikke, at det skulle ske ved censur og forbud. ACLU så ytringsfriheden som sin vigtigste allierede i kampen for lige rettigheder for udsatte minoriteter.

Derfor var pamfletten et både principielt og pragmatisk forsvar for en robust beskyttelse af ytringsfriheden. Ifølge ACLU var det forkert at forbyde en ytring alene på grund af en meningstilkendegivelse, uanset hvor horribel og hadefuld den måtte være. ACLU var af den opfattelse, at grænsen skulle bestemmes af en ytrings konsekvenser, altså om den direkte tilskyndede til vold eller kriminel handling, om den udgjorde en umiddelbar fare mod et væsentligt samfundsgode.

Den formel blev opskriften på en gradvis styrkelse af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden, som USA's højesteret udviklede i de kommende årtier, men som borgerretsbevægelsen har en væsentlig del af æren for.

Det betød, at marginaliserede og udsatte grupper, som var genstand for diskrimination, fik bedre muligheder for at komme til orde i det offentlige rum. De fik en stemme. Den sorte borgerretsorganisation NAACP vandt således en stribe sejre i højesteret, hvor sydstaters forsøg på at begrænse retten til at demonstrere og protestere mod racelove blev afvist som værende i strid med forfatningen.

ACLUs taktik stod i modsætning til Weimarrepublikkens forsøg på at inddæmme nazisters, kommunisters og andre ekstremisters verbale angreb på demokratiet ved at kriminalisere dem og indføre nødretslove, der gav myndighederne lov til at administrativt at lukke aviser – 284 aviser på ét enkelt år blev lukket i Prøjsen alene.  

Det hjalp ikke, mens USA i takt med en udvidet beskyttelse af ytringsfriheden, også af hadefulde, racistiske og antidemokratiske ytringer, blev mindre racistisk. Det sorte mindretal fik lige rettigheder, den førhen lovpligtige segregering blev afskaffet, og i 2008 fik USA sin første sorte præsident.

Medforfatter Jacob Mchangama er direktør i Tænketanken Justitia. Foto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix 

Selvom Storbritannien i begyndelsen af det 20. århundrede havde sikret ytringsfriheden for arbejderklassen og religiøse minoriteter, der tidligere havde været undertrykt, fortsatte censuren i kolonierne. Nu var det de ”indfødte”, der ikke kunne tåle radikale ideer, der udfordrede britisk overherredømme.

I Indien indførte Storbritannien både love mod hadsk tale befolkningsgrupperne imellem, en blasfemiparagraf og et forbud mod oprørsk tale. Sidstnævnte blev brugt til at fængsle Gandhi. Censuren i kolonierne var ganske ofte eksplicit racistisk. Man forbød således film, hvor hvide kvinder optrådte sammen med indfødte, eller hvor hvide europæere blev fremstillet som undertrykkere.  

Sydafrika er et andet land, hvor racespændinger og vold har været en del af en tragisk historie og undertrykkelse af det sorte flertal. Men til forskel fra i USA indførte man her love, der kriminaliserede forhånende og nedværdige ytringer om landets befolkningsgrupper.

I praksis blev loven imidlertid stort set udelukkende brugt til at sikre det hvide mindretals overherredømme. Censuren slog hårdt ned på kritik af apartheid og det gjaldt også skønlitterære værker, der befattede sig med sex og kærlighed på tværs af raceskel.

I modsætning til USA valgte Sydafrika i årtierne efter Anden Verdenskrig at cementere apartheid i forfatningen og fastholde et racebetinget hierarki mellem befolkningsgrupper. Det betød, at apartheid-modstandere – modsat deres kampfæller i USA - ikke kunne appellere til universelle principper for ligestilling, som de sorte blev berøvet.  

I sin berømte tale under Rivionia-retssagen i 1963 forklarede Nelson Mandela, hvorfor ANC i sin kamp for frihed havde besluttet at gribe til væbnet modstand:

”Lovgivningen havde gjort det forbudt at udtrykke opposition mod det hvide overherredømme, og vi befandt os i en situation, hvor vi enten var nødt til at acceptere en permanent tilstand af mindreværd, eller udfordre regeringen. (…) Vi brød først loven sådan, at vi undgik vold; men da regeringen brugte magt for at knuse oppositionen, besluttede vi at besvare vold med vold.” 

For Mandela var ytringsfriheden altså voldens modsætning. Først da ytringsfriheden blev undertrykt, blev volden et legitimt våben.

Det folkeretlige grundlag for den danske racismeparagraf og lignende lovgivning findes i internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om racediskrimination, som blev vedtaget i FN i første årtier efter Anden Verdenskrig.

Danmark stemte sammen med andre vestlige lande imod de paragraffer, der foreskriver krænkelseslove, mens de blev promoveret af Sovjetunionen og dets allierede bag Jerntæppet.

Eleanor Roosevelt udtrykte som leder af den amerikanske delegation og forkvinde for FN’s Menneskerettighedskomite bekymring for ”racismeparagraffer” og andre krænkelseslove med henvisning til, at de ville kunne bruges af en diktator til at lukke munden på sine kritikere.

Trods de vestlige demokratiers skepsis over for forbud mod hadefuld tale i menneskerettighedskonventionerne indførte de fleste europæiske lande i 1970'erne og 1980'erne netop den slags begrænsninger af ytringsfriheden. Det gjaldt også Danmark, som i 1971 vedtog en omfattende udvidelse af racismeparagraffen.

Men de vestlige demokratiers bekymring viste sig at være berettiget. I Jugoslavien fik man en lov, der kriminaliserede tilskyndelse til nationalt, racemæssigt og religiøst had, men den var ude af stand til at inddæmme eller forebygge de etniske og religiøst betingede konflikter, som i 1990'erne førte til flere krige og massemord på mindretal.

Blev loven så aldrig brugt? Jo, da, men det skete mest for at slå ned på harmløse udtryk for religiøse og nationale følelser og systemkritiske røster. I 1977 blev to unge kroatere fra Mostar således idømt henholdsvis 14 og 12 måneders fængsel for til en landsbyfest at have sunget den kroatiske nationalsang fra mellemkrigstiden.

Ifølge Amnesty Internationals årsrapport fra 1977 om Ungarn, et andet socialistisk land bag Jerntæppet, blev næsten 200 borgere dømt for tilskyndelse til blandt andet nationalt og religiøst had. Loven blev som oftest brugt mod dissidenter og religiøse mindretal. Og Ungarn tilhørte endda et af de knapt så restriktive lande i østblokken.

Vores gennemgang indikerer, at der ikke er uomtvistelig dokumentation for, at manglende kriminalisering af hadefulde ytringer nærmest per automatik gøder jorden for diskrimination og på sigt kan bane vejen for vold mod mindretal.

USA's historie viser, at man op gennem det 20. århundrede udvidede ytringsfrihedens rammer, sådan at hadefulde og racistiske ytringer ikke er forbudt, mens det sorte mindretal samtidig fik flere rettigheder og en mere ligeværdig tilstedeværelse i det offentlige rum.

Sydafrikas historie viser omvendt, at love, som havde til opgave at beskytte befolkningsgrupper mod had, blev anvendt mod det undertrykte og rettighedsløse sorte flertal.

I Weimarrepublikken havde man love, som kriminaliserede til religiøst had mod jøder og man indførte nødretslove for at beskytte republikken mod ekstremistiske ytringer, men det forhindrede ikke Hitler i at komme til magten og kaste Europa ud i en krig, der kostede seks millioner jøder livet.

Bag Jerntæppet blev love mod tilskyndelse til religiøst og nationalt had brugt mod religiøse mindretal og systemkritikere, mens man i dag i Vesteuropa kan dømmes for tilskyndelse til religiøst had for at give udtryk for holdninger, som bunder i ens tro.

Det gælder både kristne og muslimer. For nylig blev en britisk præst retsforfulgt for at stå på en offentlig plads med en plakat, hvorpå der stod ”Stop umoralen”, ”Stop homoseksualitet” og ”Jesus er Herren”.

I Tyskland er en historiker blevet idømt tre måneders fængsel for noget han skrev om Nazi-tiden i et privat brev til en kollega, og i 2016 blev lederen af en LGBT-organisation i Frankrig idømt en bøde på 2.300 euro for at kalde formanden for en forening, der forsvarer traditionelle familieværdier, for ”homofob”. Et eksempel på, hvordan love mod hadefulde ytringer kan ramme dem, som de er sat i verden for at beskytte.

I Danmark skal vi tilbage til provisorietiden og socialistforfølgelserne for at finde de seneste grelle eksempler på forfølgelse af politiske mindretal eller magtkritikere.

Men det er tankevækkende, at TV2-dokumentaren Moskeerne bag Sløret i 2016 førte til et hasteindgreb mod ytringsfriheden rettet mod islamister, mens myndighederne har strukket sig langt for at beskytte Rasmus Paludans ekstremistiske ytringer.

Det er svært at forestille sig, at danske politikere havde forholdt sig lige så tolerant, hvis en fundamentalistisk imam dagligt rejste Danmark rundt og afbrændte Dannebrog og Grundloven og fremkom med slet skjulte trusler mod anderledes tænkende.

Men den principfaste beskyttelse af Rasmus Paludans ytrings- og forsamlingsfrihed kan meget vel vise sig at blive redningen for den næste udsatte minoritet, der lægger sig ud med flertallet og magthaverne.  

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Rose

Seniorforsker, Cato Institute, chefredaktør, Frihedsbrevet
russisk sprog og litteratur (Københavns Uni.)

Jacob Mchangama

Direktør, grundlægger, Justitia
cand.jur. (Københavns Uni. 2003), master i menneskerettigheder og demokratisering (Venedig og Strasbourg, 2004)

0:000:00