Samfundsgavnligt at omdanne firmaer til fonde

KLUMME: Lars Larsens nye fond er desværre et særsyn, men politisk skal det igen gøres attraktivt for ejerledere at gå fondsvejen, skriver Altingets chefredaktør Rasmus Nielsen i sit Skud for Borgen.

Rasmus Nielsen

POLITIKERE FÅR – MED rette – skyld for så meget. De nordeuropæiske samfund lever med mange regler, høje skatter og afgifter samt stor omfordeling, og politikernes fingeraftryk påvirker direkte vores adfærd, levevilkår og virksomhedernes indtjeningsvilkår.

Nu øges jordskatterne under etageejendomme i forhold til villagrunde – selvindlysende resultat: Mange års stigende lejlighedspriser på bekostning af huspriser vil vende tendensen, så husene igen prismæssigt stikker af fra lejligheder.

I morges ville tilfældet, at jeg blev kørt på arbejde af en venlig bilsalgschef. Så faldt talen naturligvis på de høje danske registreringsafgifter.

– Er I da ikke glade for, at de trods alt er faldet lidt, aktiverede jeg almindelig paratviden.

– Jo, vi lever med afgifterne. Men sænkningen betød også, at brugtvognspriserne faldt, og værdien af vores varelagre det samme.

Tag den, politikere. I gør nye biler billigere, men bilbranchen er ked af, at de brugte biler så også falder i pris. Intet under, politikerleden trives i det store som i det små.

ALT ER POLITIK. Selv når stormesteren Lars Larsen fra Jysk ser lidt hen over sine børn og omdanner sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, er det politik. Og Altinget beskæftiger sig med det.

"Lars Larsens nye fond er et særsyn," meddeler portalen Altinget: civilsamfund, der i den forbindelse har talt med en af erhvervslivets markante fortalere for fondsejerskabet, Jørgen Huno Rasmussen, som er formand for Lundbeckfonden og TryghedsGruppen, og til os siger:

"Selv om politikerne har gjort det meget lidt attraktivt, så er der heldigvis enkelte eksempler på, at nogen vælger den ejerform. Og det skal vi bare glæde os over. Men jeg vil jo stadig opfordre politikerne til at gøre noget for, at det kom til at ske oftere, og at vi fik flere eksempler på generationsskifte i form af fondsejerskab."

Det var SR-regeringen, der med Pinsepakken i 1998 gjorde det mindre fordelagtigt at overlade sin virksomhed til en fond. Siden er der kun stiftet fire nye erhvervsfonde med virksomheder på over 100 ansatte. Det er trist, for som CBS-professor Steen Thomsen siger om Lars Larsens fondsskridt:

"Jeg er begejstret for, at han vil gå fondsvejen – nærmest på trods af skattereglerne. Modellen er jo god for både virksomheder og det danske samfund."

JA, GOD FOR det danske samfund. Tag nu hele samfundets mediebranche. JP/Politiken, Danmarks største medievirksomhed, er fondsejet og går glimrende. Berlingske Media, nu kun tredjestørst i landet, er som bekendt handlet privat flere gange de seneste år og er ikke, i al respekt, forretningsmæssigt nogen indlysende ledestjerne. Handlerne og ejerne kræver deres, og det går ud over den langsigtede strategi, som familieeje og fondseje gerne sikrer.

Ejerledere – som jeg selv – har et på samme tid familie-, personale- og samfundsansvar for driften efter vores tid. CBS forsker i samarbejde med Industriens Fond i de tusindvis af ejerledede små og mellemstore virksomheder, der beskæftigelses- og omsætningsmæssigt udgør rygraden i dansk erhvervsliv. Forskerne er oprigtigt bekymrede for de mange, mange generationsskifter, der pr. naturlov trænger sig på.

Den nuværende regering arbejder på at lette omkostningerne ved fremtidige generationsskifter, som det er helt afgørende for velfærdslandet, sker bedst muligt. Og i den sammenhæng kan politikerne lytte til Jørgen Huno Rasmussens vægtige ord, om at det skal gøres lettere og mere attraktivt for ejerlederne at omdanne og fremtidssikre deres virksomhedsbaby til fondseje.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Huno Rasmussen

Professionelt bestyrelsesmedlem, Terma, Otto Mønsted, Stibofonden, Stibo Holding A/S, Thomas B. Thriges fond, m.fl.
cand.polyt. (DTU 1976), hd i organisation (Handelshøjskolen i København 1977), ph.d. (DTU 1980)

Lars Larsen

Stifter, fhv. direktør, Jysk
elev (Magasin H&L, Thisted 1966)

Steen Thomsen

Novo Nordisk Fonden professor i erhvervsdrivende fonde, CBS
cand.polit. (Københavns Uni. 1987), ph.d. (Handelshøjskolen i København. 1992)

0:000:00