SF: Se imamerne som medspillere

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) 
Retsordfører og formand for Folketingets Retsudvalg

Når radikalisering og ekstremisme skal forebygges, er det nødvendigt med myndighedssamarbejde. Men vil må ikke glemme at få civilsamfundet til at spille med – ellers lykkes man ikke.  Og det kan ikke nytte noget, at man afskriver væsentlige spillere fra starten.

Mange af de unge, som kan være sårbare overfor radikalisering, betragter desværre systemet og myndighederne som modspillere, og af den grund kan det være rigtigt svært at trænge igennem til dem. Derfor er der behov for at finde civile aktører, som de unge kan relatere sig til, og som formår at skabe den tillid, som er basal for at få dem til at droppe ekstremismen.

SF har tidligere foreslået, at man aktivt bruger tidligere syrienskrigere, der bitterligt har fortrudt deres rejser, til at danne bro til de unge. Der er måske større mulighed for at få de unge til at lytte, når de mødes af en, der kender værdisættet og argumenterne imod ekstremismen. Den taktik bruger man netop i Fryshuset i Sverige.

Og når religionen er omdrejningspunktet, nytter det heller ikke noget, at man udelukker at samarbejde med imamerne.

Uanset, om vi vil det eller ej, betyder religion noget for de unge, som færdes i ekstreme miljøer. Det var dermed intet mindre end ærgerligt, at højrefløjen i satspuljekredsen fik saboteret PETs muligheder for at samarbejde yderligere med imamer. Vi har fx set i Aarhus, at sådan et samarbejde stort set kan stoppe udrejserne til Syrien, og derfor giver det mening, at sådan et samarbejde udbygges.

Vi skal betragte de moderate imamer som medspillere og en del af løsningen.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Retsordfører og formand for Folketingets Retsudvalg

Behov for en imam-uddannelse
Sidst men ikke mindst, så er der behov for en imam-uddannelse. Unge muslimer i Vejle foreslog for nylig i TVSyd, at der oprettes sådan en, fordi mange moskeer henter udenlandske imamer til landet for kortere eller længere tid. Det betyder, at de unge har svært ved at forstå det, der foregår i danske moskeer, samtidig med at de finder koranen utilgængelig. Det gør det lettere for nogle af de unge at søge mod de ekstreme, der fører heftig og letforståelig propagandakrig på nettet – eller garage-imamer med en tvivlsom og ekstrem fortolkning af religionen.

En imam-uddannelse giver mening, fordi imamerne gennem denne kan få en forståelse af dansk familieret, lovgivning og værdier. Imamer udefra vil alt andet lige ikke have en så stærk dansk samfundsforståelse, som dem, der vil have været på skolebænken her i landet.

Og endelig vil de unge få imamer, som de kan forstå, og som kan vejlede dem til, hvordan man modstår ekstreme prædikener og argumenter og det misbrug af religion, som fører til vold og ekstremisme. Men for at en uddannelse kan leve, skal det muslimske civilsamfund på banen og samles om det ønske. De unge må søge at få de muslimske foreninger og menigheder med på ideen.

Med andre ord, det kan ikke nytte på forhånd at stemple bestemte civile samfundsgrupper som et problem. Så kan man utilsigtet være med til at skabe øget mistillid og dermed yderligere radikalisering. Vi skal betragte de moderate imamer som medspillere og en del af løsningen.