Stifter Jesper Søe stopper på Globalnyt

AFSKED: Stifteren af Globalnyt Jesper Søe stopper på ulandssitet på grund af utilfredshed med ny ansvarshavende redaktør Peter Tygesen. Tygesen vil ikke kommentere sagen offentligt, men begræder Jesper Søes farvel.

Globalnyt har dækket ulandsstoffet siden 2003. Nu takker stifteren Jesper Søe af efter uenighed med den nyudnævnte ansvarshavende redaktør.
Globalnyt har dækket ulandsstoffet siden 2003. Nu takker stifteren Jesper Søe af efter uenighed med den nyudnævnte ansvarshavende redaktør.Foto: Colourbox
Rasmus Dahl Løppenthin

71-årige Jesper Søe er fortid på Globalnyt.

Han stiftede selv det daværende ulandsnyt.dk i 2003, som siden ændrede navn til Globalnyt.

Jesper Søe har senest fungeret som navneredaktør, men tidligere i januar meddelte han i en mail til bestyrelsen, at han trækker sig, fordi han er utilfreds med den nyudnævnte ansvarshavende redaktør Peter Tygesen.

Altinget har forsøgt at få Jesper Søe til at uddybe i et interview, men det har han ikke ønsket.

Jeg havde virkelig håbet, at han fortsatte. Det har jeg også sagt til ham flere gange.

Peter Tygesen
Ansvarshavende redaktør, Globalnyt

I stedet har han delt den mail med os, som han sendte til bestyrelsen i Globalnyt.

Her fremgår det, at redaktionsledelsen har kritiseret Jesper Søe for manglende kildeangivelse af sine tekster. Derfor meddelte man ham i december, at hans artikler fremover skulle kvalitetssikres hos en redaktionssekretær.

Det blev Jesper Søe, som også er mangeårig redaktør af Danida-magasinet Udvikling, stødt over.

"Det er uhørt at gøre den slags mod en kollega, her en gammel, erfaren journalist," skriver han i mailen til bestyrelsen.

Begræder farvel
Peter Tygesen ønsker ikke at kommentere den konkrete uenighed, men siger til Altinget.

"Det er en personalesag, som jeg ikke kan gå ind i offentligt. Men jeg vil bare helt generelt sige, at vi går meget op i at overholde ophavsretloven. Det gælder også for vores frivillige," siger han.

Samtidig ærgrer han sig over, at Jesper Søe ikke længere skal stå for navnestoffet.

"Jeg havde virkelig håbet, at han fortsatte. Det har jeg også sagt til ham flere gange," siger Peter Tygesen.

Ud over uenigheden om det redaktionelle mener Jesper Søe også, at processen omkring ansættelsen af Peter Tygesen har været en for lukket proces. Den nye ansvarshavende redaktør blev ansat uden stillingsopslag og modkandidater.

"Også omstændighederne omkring Peter T.s ansættelse gør mig utryg," skriver Jesper Søe i mailen til bestyrelsen og fortsætter.

"Jeg ved, at der går topkandidater til jobbet som ansvarshavende redaktør rundt derude. Gedigne, vidende og erfarne folk, som bestyrelsen af indlysende grunde nu aldrig får kendskab til."

Tidligere formand Jan Kjær var ude med en lignende kritik i Altinget tirsdag. Han trak sig sig som formand i protest mod, at man ikke opslog stillingen som ansvarshavende redaktør.

"Flere har været meget forhippede på, at det absolut skulle være en hurtig proces, og at kandidaten skulle findes internt i bestyrelsen," sagde Jan Kjær og fortsatte.

"Man får jo indtryk af, at nogen primært har plejet egne interesser," sagde han.

Læs også

Afviser udlægning
Jan Kjærs afløser på formandsposten Lisbet Fich afviser kategorisk den udlægning.

"Globalnyt har været under pres, og det var nødvendigt, at vi hurtigt fik tilført noget ledelseskraft til redaktionen," siger hun.

Lisbet Fich medgiver, at man i den ideelle verden havde haft et andet forløb op til ansættelsen af den ansvarshavende redaktør.

"Havde vi skullet ansætte på et andet tidspunkt, hvor vi ikke på samme måde havde været presset af eksempelvis sygemeldinger, er jeg principielt enig i, at vi skulle have slået stillingen op. Men vi stod i en situation, hvor det hele risikerede at kollapse, hvis ikke vi handlede hurtigt," siger hun.

Globalnyt holder torsdag ekstraordinær generalforsamling, for at bestyrelsen oven på en stribe udskiftninger atter kan blive beslutningsdygtig. Ifølge vedtægterne kan op til tre nye personer få plads i bestyrelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Tygesen

Konsulent og forfatter
cand.mag. i Afrikastudier (Københavns Uni. 2017)









0:000:00