Trods rød spørgeiver strøg ny social fond gennem folketingssalen

Feje hold.

Anderledes kan man ikke beskrive tirsdagens førstebehandling af regeringens forslag om en social investeringsfond.

Og var det så bare regeringens eget initiativ. Lovforslaget er – som de fleste vil vide det – en udmøntning af sidste års satspuljeaftale. En aftale, der er underskrevet af alle partier på nær Enhedslisten.

Nye og gamle spillere
Enhedslistens vikarierende socialordfører, Rasmus Vestergaard Madsen, stod derfor mutters alene med sine kritiske pointer om sociale investeringer, da debatten i en lille time skvulpede i folketingssalen.

Den ene af de kæmpe landvindinger, som vi i Socialdemokratiet mener, der er med det her lovforslag, er, at vi bevæger os ud ad den vej, hvor pensionskassepengene kan blive brugt på noget fornuftigt.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Socialordfører

Men først et par ord om vikaren: Han er 27 år. Fra Aarhus. Egentlig uddannet økologisk landmand, men læser i dag til pædagog. I et halvt år fylder han hullet efter udlændinge- og integrationsordfører Nikolaj Villumsen, som er gået på barsel.

Tirsdag først på aftenen skulle han op imod rutinerede kræfter som Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og innovationsminister Sophie Løhde (V).

Lidt baggrund er dog på sin plads. Trods det civile Danmarks umiddelbare glæde ved udsigten til en investeringsfond, som med en egenkapital på 50 millioner kroner skal udvikle og udbrede nye tidlige og helhedsorienterede indsatser på velfærdsområderne, var der også bekymring at spore.

Mest presserende er frygten for, at fonden bliver lagt i en spændetrøje af den socialøkonomiske regnemodel SØM. Og at man dermed mister blikket for mere flygtige kvaliteter som tryghed og gensidig tillid.

En samfundsøkonomisk motorvej
Pernille Rosenkrantz-Theil åbnede debatten ved at beskrive investeringsfonden som en “motorvej for at få flere penge ind i velfærdssamfundet”.

Helt tilbage til udbredelsen af arbejdsmarkedspensionerne i 60’erne har politikerne ledt efter muligheder for at lade pensionsformuerne komme samfundet til gavn. Og ikke se dem investeret i australske våbenfabrikanter i jagten på det højst mulige afkast til de vordende pensionister.

“Jeg mener, at vi med det her lovforslag har et rigtig godt bud på, hvordan det kan lade sig gøre. Det vil sige, at den ene af de kæmpe landvindinger, som vi i Socialdemokratiet mener, der er med det her lovforslag, er, at vi bevæger os ud ad den vej, hvor pensionskassepengene kan blive brugt på noget fornuftigt,” sagde hun.

Den anden milepæl er ambitionen om den tidlige indsats. At forebygge frem for at fikse problemerne. Grunden til, at ønsket om rettidig forebyggelse aldrig har materialiseret sig, er ifølge socialdemokraten, at det ville kræve såkaldt dobbelt bogføring. Altså at det offentlige brugte penge på forebyggelse og oprydning på samme tid.

“Det, der er vores store vision med at lave Den Sociale Investeringsfond, er, at vi får nogle penge, som man kan bruge til den dobbelte bogføring i første år. Det er hovedsigtet med at få skabt en motorvej af finansiering ind i vores velfærdssamfund, som vi ikke tidligere har kunnet pege på,” sagde Rosenkrantz-Theil.

DF: Giv os systematisk overblik
Hos Dansk Folkeparti er motivationen bag investeringsfonden et spørgsmål om at få ryddet op i projektjunglen.

“Hvis man ser tilbage på de mange satspuljeprojekter over årene, vil man se, at der har været rigtig mange gode projekter, og der er gjort rigtig meget godt. Men der har ikke været nogen systematisk tilgang til, at projekterne skal have et effektmål og være målbare, og der er ikke systematisk foretaget vurdering af udkommet af de enkelte projekter,” sagde Jens Henrik Thulesen Dahl.

Men det skal fonden gøre op med. Og det er stærkt efterspurgt i landets 98 kommuner, som ofte må lede forgæves efter, hvad der virker, og hvad der sandsynligvis er spild af tid og penge.

“Projekterne skal skabe viden om effekter og indsatser og skabe bedre resultater for borgerne og samtidig sigte mod en sænkning af de offentlige udgifter. Det vil sige, at vi via projekterne kan skabe viden om, hvilke tiltag vi kan gøre for at skabe bedre forhold for borgerne med et mindre ressourceforbrug,” sagde han.

Tid til spørgsmål
Efter de to første ordførertaler havde Enhedslistens vikar allerede været på banen med en stribe kritiske spørgsmål:

• Han ville vide, hvorfor kommunerne ikke selv kunne foretage de nødvendige investeringer?
• Hvorfor private investorer som - eksempelvis - Goldman Sachs nu stod over for at kunne trække penge ud af velfærdskassen?
• Burde der i øvrigt ikke være en grænse for dette overskud? Måske på 8, 10, 15 eller procent?

Hoben af spørgsmål fik Alternativets Torsten Gejl til kortvarigt at kravle ind i rollen som skolelærer.

“Hvis man har en gruppe på 100 mennesker, som er udsatte, og man ved hjælp af en investering på 10 millioner kroner skaber trivsel og livskvalitet i deres liv, vil man senere spare nogle af de afsatte penge i budgetterne. Det kan så være, at man ender med at spare 20 millioner kroner,” sagde han og fortsatte:

“Det er sådan set det, der er dynamikken i det. Det hedder sociale investeringer. Men det er det her med, at hvis vi investerer i trivsel og livskvalitet for udsatte grupper, fører det til afledte besparelser, og hvis vi kan føre dem tilbage igen, begynder vi at opleve et økonomisk kredsløb, og det synes vi i Alternativet i hvert fald er rigtig interessant.”

Porteføljer skal modvirke cherry picking
Men kan det ikke føre til cherry picking eller creaming, ville Rasmus Vestergaard Madsen vide?

Jo det kan det i princippet. Og det er også derfor, at loven er indrettet sådan, at projekterne bunkes i én portefølje, som man så kan vælge at investere i, forklarede Pernille Rosenkrantz-Theil.

“Man kan altså ikke tage enkeltprojekter ud. Det har været en vigtig værnsregel i forbindelse med konstruktionen af fonden.”

Til sidst var det minister Sophie Løhdes tur til at stille Rasmus Vestergaard Madsens tilsyneladende umættelige sult efter svar.

Hvad er argumentet for, at det er private aktører – og ikke statskassen – der foretager de sociale investeringer? Og dermed høster det finansielle udbytte, som eksempelvis Torsten Gejl anskueliggjorde det?

Et spørgsmål, som ministeren besvarede med sit eget spørgsmål – som hun dog valgte selv at besvare.

“Er det ved at sikre, at der er flere unge, som kommer ud af kontanthjælpssystemet og lykkes med at komme i varig beskæftigelse, afgørende, om en pengeseddel er blå eller grøn?”

“Nej. Det afgørende er, hvad det er for nogle indsatser, man iværksætter. Og det nye er, at vi etablerer mulighed for nu at lave nogle nye former for partnerskaber i Danmark,” sagde Løhde.

En spørgers forløsning
Den økologiske landmand havde dog et allersidste spørgsmål i baghånden. Og endelig fik han, hvad han den sidste time havde jagtet. Nemlig færten af en politisk indrømmelse.

Er det muligt for fonden at facilitere partnerskaber eller samarbejde mellem en kommune og en NGO? Og dermed undgå, at en privat investor ender med at tjene penge på den kommunale virkelyst?

Og så forløsningen fra ministeren.

“Det kunne fonden principielt godt.”

Og lad os så få sat levende billeder på den unge lejesvend fra Aarhus, som i følgende fire minutter lange klip forklarer, hvorfor Enhedslisten ikke mener, at en social investeringsfond er den rigtige vej at gå.