Fatima Murkas
Jonas Wiederholt LarsenURK's hidtil yngste forperson vil lade udsatte børn og unge sætte endnu større præg på indsatserne: ”De er vores eksperter”

Med sine 20 år og to et halvt års erfaring med frivilligt arbejde i Ungdommens Røde Kors er Fatima Murkas på en gang ung og halverefaren på den post, hun lørdag blev valgt til som eneste kandidat: Posten som landsforperson for Ungdommens Røde Kors, URK.
Hendes forgænger, Jonas Wiederholt Larsen, blev til sit første bestyrelsesmøde præsenteret for et regnskab med et underskud på 4,7 millioner kroner og negativ egenkapital på 2,8 millioner kroner ud af en samlet omsætning på 30,4 millioner. Noget af en mundfuld.
Fatima Murkas kender selvfølgelig godt til historien – og som siddende medlem af landsstyrelsen er hun for så vidt ikke helt forudsætningsløs for at stå i spidsen for, at URK ikke ender samme sted under hendes ledelse. Hun fortæller, at bestyrelsen i hendes tid har arbejdet meget med governance, så ord som soliditet og likviditet ikke klinger helt fremmed i den unge forpersons mund og ører.
”På den ene side ved jeg jo ikke 100 procent, hvad jeg kaster mig ud i, men det er en stor ting med meget, man ikke kan forudse og forberede sig på. Jeg ved det er en stejl læringskurve, jeg går ind til. På den anden side er det en vildt tjekket og professionel bestyrelse, der sidder, og som jeg allerede har lært rigtig meget af,” siger hun til Altinget.
Frustration fra osteklokken
Fatima Murkas startede sin historik med organisationen, da en URK-konsulent fangede hende på gymnasiet netop som hun havde besluttet sig for at gå ind i noget frivilligt arbejde.
”Jeg har selv haft en god opvækst med kæmpe støtte i mine forældre og ville gerne gøre noget for andre. Så tog jeg til intromøde og endte med at være med til at starte en lokalafdeling og blive valgt som lokalforperson, og så tog det ene det andet,” siger hun og tilføjer, at lysten både er vokset ud af taknemmelighed for egen opvækst og en bekymring for andre.
”Jeg jan godt føle mig lidt frustreret og tænke, at jeg lever i mig egen lille osteklokke. Der sker så meget i verden. Så kan det være fedt at tage nogen børn med i Djurs Sommerland, som kan leve vildt længe på det,” siger hun.
Er der noget du gerne vil lave om på i URK?
”Jeg ved ikke om det er at lave om, men jeg vil gerne fortsætte med at uddanne vores frivillige ledere. Vi har arbejdet en del med psykisk førstehjælp, og det synes jeg vi skal fortsætte med. Og så skal børn og unge på vores aktiviteter være med til at forme indsatserne endnu mere end de gør i dag. Det kunne for eksempel være indsatte og indlagte i fængsler og på hospitaler.”
Hvad vil du gerne huskes for, når du engang skal give stafetten videre?
”For altid at have haft fokus på de børn og unge, vi er der for – de er jo vores eksperter. Og så for at have gjort mit bedste og være gået til opgaven med stor lærevillighed.”
Fatima Murkas er født og opvokset i Vestjylland, men har sudanesiske rødder. Hun har tidligere været elevrådsrep og forperson for miljørådet i gymnasiet. Hun har repræsenteret URK i trivselskommissionen og holder lige nu sabbatår og starter som studentermedhjælper hos Sammenslutningen af Unge med Handicap, SUMH, fra oktober.
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Det er en sensation, at Jordskreds kandidater blev valgt ind. Bevægelsens næste kapitel bliver afgørende
- Fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation skifter navn
- Paraplyorganisation: Regeringen skal styrke den demokratiske samtale mellem valgene
- Forbund: Små foreninger skal selv søge indflydelse i kommunerne



























