Dansk IT: Der er brug for større tiltag for de digitalt udsatte

Anna de Boer og Ejvind Jørgensen
Hhv. forperson, Dansk IT's arbejdsgruppe for digital inklusion og formand, Dansk IT's udvalg for it i den offentlige sektor
Kort inden digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) præsenterede regeringens udspil ”Digitalisering med omtanke”, afholdt Dansk IT en politisk konference om digital inklusion på Christiansborg med en række politiske og faglige gæster. Her lovede ministeren konkrete initiativer for digital inklusion. Det er glædeligt, at Marie Bjerre allerede har formået at levere.
Udspillet ”Digitalisering med omtanke” bygger på tre kerneværdier for digitaliseringen i Danmark, blandt andet at digitale løsninger skal skabe værdi for den enkelte borger og tilgodese samfundshensyn. Ministeren skal have ros for at åbne for en værdipolitisk samtale om, hvad digitaliseringen skal bruges til i Danmark: Det er en snak, som vi har forsømt alt for længe.
Initiativerne i udspillet, som indgår i en ny politisk aftale, er også ganske fornuftige, og det er helt afgørende, at det bliver nemmere for borgere at få adgang til hjælp, når de oplever problemer med digitale løsninger såsom MitID. Pårørende og støttepersoner er ofte tættest på, og derfor giver det mening, at disse to grupper skal kunne hjælpe hurtigere og trygt. Det er et godt første skridt på vejen.
Behov for kulturforandring
Udspillet mangler dog at adressere nogle af de mere grundlæggende problemstillinger, som er roden til de problemstillinger, borgerne oplever, når de føler sig ekskluderede på grund af digitalisering.
For det første, så kan der være en række dilemmaer forbundet med hjælpeadgange til pårørende eller støttepersoner. Ikke alle har lyst til at give pårørende indblik i sundhedsjournaler eller bankkonti.
Den teknologiske udvikling vil næppe standse, og derfor er det vigtigt, at vi stiller ressourcerne og mulighederne til rådighed for at videre- og efteruddanne sig
Anna de Boer og Ejvind Jørgensen
Derfor må digital selvbetjening aldrig stå uden et reelt tilbud om rådgivning, medbetjening og alternativer i det offentlige. Konkret anbefaler Dansk IT, at der afsættes ressourcer til at styrke medbetjeningen i borgerservice og hos andre myndigheder og offentlige virksomheder.
For det andet har vi brug for en gennemgribende kulturforandring og ændring af vores tilgang til digitalisering. Vi skal simpelthen forhindre, at eksklusionen opstår i første omgang. Dette kræver, at vi tænker vores offentlige services i servicerejser fremfor it-projekter. Vi skal have flyttet fokus fra digitaliseringsprojekter med effektiviseringspotentiale til velfærdsudvikling med tryghedsskabende digital understøttelse.
I velfærdsudviklingen skal vi tage udgangspunkt i borgernes behov og tænke hele servicerejser ud fra dette perspektiv. Digitale løsninger kan være en del af servicerejsen, men må aldrig stå alene. Dette kræver også, at bruger- og borgerinddragelse bliver en central og obligatorisk del af udviklingen af servicerejser og digitale løsninger – fra idé til udrulning og brug.
Mulighed for digital uddannelse
Til sidst har vi brug for, at borgerne får mulighed for at tilegne sig de rette kompetencer – i hele deres liv. Den teknologiske udvikling vil næppe standse, og derfor er det vigtigt, at vi stiller ressourcerne og mulighederne til rådighed for at videre- og efteruddanne sig.
Når vi taler om uddannelse, taler vi både om digitale kompetencer og kompetencer i, hvordan man kan begå sig i den offentlige sektor.
Kort sagt: Regeringens udspil indeholder en række gode initiativer, som kan komme en række digitalt udsatte borgere til gode her og nu. For at løse de mere grundlæggende udfordringer med digital eksklusion er der dog brug for større tiltag. Vi håber, at vores anbefalinger kan give ministeren inspiration til fremtidige udspil. Dem er der brug for.
Indsigt
- Karina Lorentzen Dehnhardt spørgerHvilke initiativer vil ministeren tage, så Danmark også får ført sager mod techgiganterne?

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Peter Skaarup spørger Rasmus StoklundHvilke redskaber anvender myndighederne til at forebygge radikalisering via sociale medier?
- B 84 Anvendelse af kunstig intelligens i forbindelse med behandling af ansøgninger om dansk indfødsret (Udlændinge- og Integrationsministeriet)Fremsat
- L 111 Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens (Digitaliseringsministeriet)1. behandling
- L 96 Lov om leje (Social- og Boligministeriet)1. behandling
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Nu er regeringsgrundlaget her: Det lagde de fire partiledere vægt på
- ChatGPT er ved at ødelægge vores sprog. Vi bør skamme os over at bruge det
- S efter nye Palantir-dokumenter: Ingen grund til kritik af Forsvarets indkøb
- Microsoft: Danmark bliver ikke mere klimavenligt eller suverænt af at vende datacentrene ryggen



















