Debat

Børnechef i Danske Bank: Onlinespil gambler med børns pengevaner – Folketingets løsning findes i Europa

Regeringen og Folketinget er i disse dage ved at blive enige om den kommende regulering af onlinespil. En central grundsten for et godt stykke lovgivning kan findes i den tværeuropæiske organisation Pegi, skriver Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank og forfatter til bogen 'Giv dit barn gode pengevaner'.

Det er vigtigt, at vi lærer vores børn og unge gode pengevaner. Selvom spilmarkedet er reguleret, så mangler vi regulering af de
gambling-lignende elementer i onlinespil, skriver Anne Juel Jørgensen.
Det er vigtigt, at vi lærer vores børn og unge gode pengevaner. Selvom spilmarkedet er reguleret, så mangler vi regulering af de gambling-lignende elementer i onlinespil, skriver Anne Juel Jørgensen.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Anne Juel Jørgensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Pan European Game Information, bedre kendt som Pegi, har udviklet et, i mine øjne, meget brugbart Code of Conduct for spiludviklere.

I deres retningslinjer er der god inspiration til, hvordan vi her i Danmark kan skabe et langt bedre grundlag for at klæde vores børn og unge godt på, når de – og det gør de i stigende grad – bliver præsenteret for diverse købsmuligheder i de onlinespil, de spiller. Absolut værd at have med rundt om bordet i bestræbelserne på at opnå bred enighed om nye spilinitiativer.

Behovet for nye, klare rammer er akutte. Vi ved nemlig, at konsekvenserne af at særligt spille onlinespil, som indeholder gambling-lignende elementer, kan være store og med negativt fortegn for børn og unges pengevaner. Og gode pengevaner er nødvendige at lære og udvikle, for vi ser desværre en stigende tendens til, at især børn og unge udvikler ludomani.

Samlet set har 24.500 børn og unge i alderen 12-17 år udfordringer med pengespil, hvoraf cirka 2.600 børn og unge har alvorlige pengespils-problemer. Flere af de helt unge havner i RKI.

Læs også

Mangler regulering af spil-gambling

Det er derfor vigtigt, at vi som forældre – og også meget gerne som undervisning i grundskolen – lærer vores børn og unge om gode pengevaner. Men det er bestemt også enormt vigtigt, at vi i Danmark får nogle helt klare retningslinjer, som spiludviklere kan forholde sig til.

Gode pengevaner er nødvendige at lære og udvikle, for vi ser desværre en stigende tendens til, at især børn og unge udvikler ludomani

Anne Juel Jørgensen
Børne- og ungechef, Danske Bank

For selvom spilmarkedet er reguleret, så mangler vi regulering af de gambling-lignende elementer i onlinespil.

Spiludviklingsbranchen i Europa er i dag præget af en villighed blandt aktørerne til at indgå i frivillige samarbejder, som kan være med til at informere brugerne af onlinespil og deres forældre om, hvilke elementer der indgår i spillene.

Siden 2003 har Pegi stået i spidsen for arbejdet med at aldersklassificere de spil, som udkommer i EU og en række andre lande. Klassificeringen baserer sig ikke på for eksempel sværhedsgrad, men derimod på, hvad der vurderes som passende indhold til aldersgruppen – herunder også børn og unge.

I denne afvejning indgår blandt andet, hvorvidt der kan foretages køb med rigtige penge i spillet.

De producenter og distributører, som benytter Pegi’s klassificeringer på deres produkter, underskriver som en del af aftalen Pegi’s forholdsvis nye Code of Conduct.

Heri fremgår det blandt andet:

"Når tilfældige genstande såsom lootboxes, kortpakker eller lykkehjul er til salg (direkte eller indirekte gennem 'premium in-game' valuta), så skal underskriverne tydeligt informere forbrugerne inden købet om sandsynligheden for at modtage specifikke objekter eller objektkategorier."

Alene en sådan viden ville klæde børn og unge – og deres forældre – godt på i forhold til at træffe mere oplyste valg og gøre det klart, hvad man egentlig betaler for. En anden løsning kunne være at indføre regulering, som helt undgår brug af eksempelvis lootboxes i spil, som markedsføres til børn og unge.

Læs også

Vi har et ansvar

Min opfordring er, at man i de nuværende spilforhandlinger lader sig inspirere af det grundige arbejde, som er foretaget i blandt andet Pegi.

Det er oplagt at lægge nogle af de samme principper til grund for en kommende lovgivning på området. På den måde får man også de aktører, som ikke har ladet sig frivilligt underlægge Pegi’s Code of Conduct, dækket af kravene.

I sidste ende er det vigtigste, at vi tager ansvar for børn og unges digitale opdragelse

Anne Juel Jørgensen
Børne- og ungechef, Danske Bank

I sidste ende er det vigtigste, at vi tager ansvar for børn og unges digitale opdragelse, trivsel og vigtigst af alt sikrer, at de fra en tidlig alder udvikler gode og fornuftige pengevaner.

Vi skal sørge for, at de får den nødvendige information og beskyttelse, så de og deres forældre kan træffe oplyste valg om deres brug af gambling-lignende elementer i onlinespil.

Regulering af onlinespil er et komplekst område, men det er et område, hvor vi ikke kan være ligeglade. Vi har et ansvar for at beskytte vores børn og unge mod de risici, der er forbundet med onlinespil. Især når det kommer til gambling-lignende elementer.

Vi skal sikre, at eksponeringen for gambling-lignende elementer i onlinespil ikke har skadelige konsekvenser for børn og unges pengevaner. Det er et fælles ansvar, jeg håber, bliver tænkt med i de igangværende forhandlinger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Juel Jørgensen

Børne- og ungechef, Danske Bank
Cand.scient.pol (Århus Universitet), MPS i PR & Corporate Communications (Georgetown University)

0:000:00