Debat

Dataforening: Behov for tættere offentlig-privat samarbejde om fritstilling af offentlige data

Åbne, offentlige data kan være med til at løfte opgaven med den grønne omstilling, men det kræver både fælles-offentligt samarbejde og styrket offentlig-privat samarbejde og dialog, skriver Bo Fristed.

Der er brug for at etablere et mere struktureret samarbejde på tværs af det offentlige og private om offentlige data, mener Bo Fristed, formand for den kommunal-regionale dataforening, Open Data DK, og CIO i Aarhus Kommune.
Der er brug for at etablere et mere struktureret samarbejde på tværs af det offentlige og private om offentlige data, mener Bo Fristed, formand for den kommunal-regionale dataforening, Open Data DK, og CIO i Aarhus Kommune.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Bo Fristed
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Frie, offentlige data er blevet italesat som rygraden i den digitale, grønne omstilling, og forskellige virksomheder og brancheorganisationer som Dansk Erhverv og IT-Branchen efterspørger flere åbne, offentlige data for at kunne udvikle grønne løsninger.

Vi oplever, at der i overvejende grad er en villighed hos offentlige myndigheder til at fritstille data.

Dog har vi i det offentlige behov for klart udtrykte behov for offentlige data, og hvordan konkrete data kan skabe værdi, hvis de fritstilles.

Vi oplever, at der i overvejende grad er en villighed hos offentlige myndigheder til at fritstille data

Bo Fristed
Formand, Open Data DK og CIO, Aarhus Kommune

Det offentlige har en lang række data, som det kræver betydelige ressourcer at fritstille. Der skal derfor være en tydelig efterspørgsel og værdi ved at prioritere udstilling af data.

Skal baseres på efterspørgsel
Vi hilser derfor velkommen til de konkrete efterspørgsler på åbne data om forsyning udtrykt af Dansk Erhverv i Altinget og i en rapport fra Tekniq tidligere på året.

Konkrete efterspørgsler og eksempler på business cases med de offentlige data er afgørende i arbejdet med at prioritere hvilke data, der fritstilles.

Open Data DK er en forening af kommuner og regioner, der samarbejder om at udstille offentlige data. En stor del af foreningens arbejde ligger i at understøtte udstillingen af data, herunder også at skabe mere dialog mellem det offentlige og det private om, hvilke data, der vil give værdi at prioritere til udstilling.

Selvom vi ved, at erhvervslivet efterspørger flere data for at understøtte den grønne omstilling, har det offentlige brug for mere viden om, hvilke data, det omhandler.

Omvendt ved vi, at det kan være en udfordring for nogle virksomheder at gennemskue, hvilke data der faktisk findes i det offentlige.

Derfor ser vi et behov for øget dialog mellem det offentlige og det private om offentlige datas potentialer.

Offentlig-private eksperimenter
Sidste år gennemførte vi i Open Data DK et pilotprojekt, der gennem dialog mellem offentlige og private aktører undersøgte potentialerne i at frigive offentlige data på energiområdet.

Selvom vi ved, at erhvervslivet efterspørger flere data for at understøtte den grønne omstilling, har det offentlige brug for mere viden om, hvilke data, det omhandler

Bo Fristed
Formand, Open Data DK og CIO, Aarhus Kommune

Her var konklusionen klar: Der er potentiale for værdiskabelse med åbne data fra energiområdet, både for det private og det offentlige.

Dog blev der i denne proces også identificeret nogle udfordringer med at løfte denne dagsorden. Det kræver blandt andet et tættere fælles-offentligt samarbejde for at kunne omsætte resultaterne til handling i interessant nok skala.

I år udfører vi derfor et større innovationsprojekt i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Erhvervsstyrelsen, KL og Danske Regioner.

Her skal offentlige og private aktører sammen eksperimentere med offentlige mobilitetsdata for at undersøge deres potentiale i den grønne omstilling, hvis de fritstilles.

Projektet skal undersøge, hvordan vi gennem offentlig-privat dialog og samarbejde kan afdække offentlige datas grønne værdipotentiale og dermed skabe grundlag for udvælgelse af data til udstilling.

Projektet skal derudover afdække, hvordan vi kan skabe en varig, fælles-offentlig indsats på dette område.

Erhvervslivet spiller vigtig rolle
For at en varig indsats skal fungere, kræver det blandt andet, at der etableres et mere struktureret samarbejde og dialog på tværs af det offentlige og private om offentlige data.

Og her spiller erhvervslivet også en vigtig rolle i forhold til at være med til at definere, hvilken organisering dette samarbejde kan følge – og ikke mindst være aktive medspillere i dialogen om, hvilke konkrete data, der kan skabe værdi, hvis de fritstilles.

Vi hilser efterspørgsler som Dansk Erhvervs velkommen og inviterer erhvervslivet til at komme med input til, hvordan et styrket, offentlig-privat samarbejde om flere åbne data, kan se ud.

Vi har som del af det igangværende innovationsprojekt henvendt os direkte til en række erhvervsorganisationer med henblik på at få input til et muligt styrket samarbejde. Vi ser frem til dialogen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00