Debat

DE og FTF: Hæv ambitionerne for offentligt-privat samarbejde

DEBAT: Det offentlige og det private igangsætter dagligt fælles projekter. Men de gode erfaringer fra én kommune bliver alt for sjældent spredt til andre kommuner, skriver Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv, og Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Der er behov for en national enhed for offentligt-privat samarbejde (OPS), skriver Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv, og Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
Der er behov for en national enhed for offentligt-privat samarbejde (OPS), skriver Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv, og Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Klarskov og Bente Sorgenfrey
Hhv. adm. direktør i Dansk Erhverv og formand for FTF

Søren er sygeplejerske og elsker sit arbejde, men han har længe været frustreret over hjælpemidlerne til inkontinente ældre. Nu har han fået en idé, som kan gøre behandlingen smartere for de ældre og for ham selv, men han ved ikke rigtig, hvem han skal gå til for at få udviklet og udbredt ideen.

Katrine er iværksætter og har udviklet et nyt it-system, der kan forbedre sagsbehandlingen i kommunerne. En mindre kommune er gået med til at teste og videreudvikle programmet, og resultaterne er gode: Sagsbehandlingen er hurtigere og fejlene færre. Katrine drømmer om at sælge programmet til andre kommuner, men hun ved ikke helt, hvordan hun gør.

Spild af ressourcer 
Søren og Katrine er arketyper på driftige ildsjæle med ideer og løsninger, der kan forbedre den offentlige velfærd, skabe vækst og arbejdspladser. Dem er der heldigvis masser af i Danmark, både i det private og offentlige, men desværre er det mere undtagelsen end reglen, at gode, innovative løsninger, som afprøves i én kommune, spreder sig til andre kommuner.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Der er behov for en national enhed for offentligt-privat samarbejde (OPS), der kan samle viden og kompetencer, skabe overblik, sikre volumen og åbne døre.

Jens Klarskov og Bente Sorgenfrey
Hhv. adm. direktør i Dansk Erhverv og formand for FTF

Det er spild af ressourcer. Både menneskelige og økonomiske. Det offentlige og det private igangsætter dagligt fælles projekter, laver udbud og partnerskaber, men de gode erfaringer bliver alt for ofte til små solopræstationer, hvor musikken ikke kan høres på den anden side af kommunegrænsen. Det er Danmark for lille til, og vi vil tillade os at være lidt mere ambitiøse på vegne af det offentlige og private.

Forstærkeren skal sættes til samarbejdet mellem det offentlige og private. Vi skal bevæge os fra solopræstationer til en symfoni med internationalt potentiale. Der skal være mere samspil, gode erfaringer skal opsamles og deles, og fejl og uforløst potentiale skal minimeres. Det kan skabe langt bedre løsninger i Danmark og mulighed for eksport af danske velfærdsløsninger. Heldigvis er der en nærliggende løsning, som kan få os et langt stykke ad vejen.
 
Opret en national enhed for OPS
I mange kommuner, regioner og ministerier er der opbygget hjælpefunktioner, der skal sikre det bedst mulige samarbejde mellem det offentlige og private. Intentionerne er gode, men indsatsen er ukoordineret, og hjælpefunktionerne på tværs af landet og forvaltningsenheder spiller ikke sammen. Tværtimod overlapper de, og resultatet ligner en omgang kluddermor. Der er simpelthen behov for en generel oprydning og samling i én stærk fælles indsats. 

Intentionerne er gode, men indsatsen er ukoordineret, og hjælpefunktionerne på tværs af landet og forvaltningsenheder spiller ikke sammen.

Jens Klarskov og Bente Sorgenfrey
Hhv. adm. direktør i Dansk Erhverv og formand for FTF

Der er behov for en national enhed for offentligt-privat samarbejde (OPS), der kan samle viden og kompetencer, skabe overblik, sikre volumen og åbne døre. Dertil skal medarbejderne i enheden kende de førende private eksperter på området samt koordinere og vejlede kommuner, regioner, stat, medarbejdere og virksomheder om konkurrenceudsættelse, innovation, partnerskaber og internationalisering af for eksempel velfærdsløsninger.

Den nationale OPS-enhed skal sikre, at der skabes værdi på alle tre bundlinjer: for borgerne, det offentlige og det private.

Hvad skal sådan en enhed egentlig?
Konkurrenceudsættelse er den mest udbredte form for offentligt-privat samarbejde. Generelt oplever vi, både i Dansk Erhverv og FTF, at udbud fra det offentliges side i alt for høj grad har haft fokus på pris, mens kvalitet og innovation har fyldt meget mindre.

Der findes mange gode og frugtbare eksempler på udbud, hvor det offentlige har sparet penge eller fået nye løsninger ved at overdrage opgaver til det private. Der er desværre også udfordringer og konkrete eksempler på lav kvalitet og dårlig økonomi, hvilket desværre på hjemmeplejeområdet har resulteret i konkurser blandt private leverandører. I tilfælde af konkurrenceudsættelse, der indebærer virksomhedsoverdragelse af medarbejderne, viser al erfaring, at en god proces for overgangen fra offentlig til privat er en vigtig faktor i et succesfuldt samarbejde.

Innovative udbudsformer 
Vi ved, at brug af innovative udbudsformer indtil nu har været meget begrænset. Den nye udbudslov, der trådte i kraft 1. januar 2016, åbner for endnu flere muligheder for at anvende fleksible udbudsformer. Hvis innovationskraften skal i spil, er det nødvendigt, at mulighederne formidles, og at kommuner, regioner og stat får bedre adgang til den viden, vejledning og redskaber, der kan føre til, at kvalitetsprodukter, der er billigere på lang sigt, kan vinde et udbud over produkter, der er billigere her og nu.

Medarbejderne i den offentlige sektor har – som det tænkte eksempel med Søren – ofte ideer eller viden, der kombineret med erfaring fra den private sektor kan skabe udvikling i det offentlige og vækst i det private. Den nationale OPS-enhed bør have overblik over gode erfaringer på området og over juraen (såsom rettigheder til innovation), så medarbejderne dirigeres hen til de rette private eksperter. Endelig bør de såkaldte offentligt-private innovationsprojekter (OPI) på tværs af landet samles for at skabe større projekter, der gør samarbejdet økonomisk attraktivt for private at tage del i, og som munder ud i en reel udvikling i det offentlige og ikke blot pilotprojekter.

Skru op for volumen
Næsten 90 procent af landets pensionsselskaber har investeret i offentligt-private partnerskaber (OPP) i udlandet. Kun 45 procent af dem investerer det selv samme i Danmark. Hovedproblemet er, at OPP-projekterne simpelthen er for små. Et lægehusbyggeri til for eksempel 50 millioner kroner kræver næsten lige så omfattende kontrakter som et infrastrukturprojekt til fem milliarder kroner. Dermed er omkostningerne relativt større, og dermed bliver interessen for at lave et OPP-projekt også mindre.

Skal der sikres flere pensionsinvesteringer i Danmark, er det vigtigt, at der sker en større koordinering af OPP-projekter på tværs af landet for eksempel ved at samle 10 lægehusbyggerier i en række kommuner i et OPP-projekt. OPS-enheden skal bidrage ved at etablere et nationalt overblik – en pipeline – for OPP, der samler og koordinerer OPP-projekter på tværs af myndigheder.

Samarbejder kan skabe eksportsucceser
Vi bør have langt større ambitioner for samarbejdet mellem det offentlige og private. Det er eksempelvis nærliggende, at man kan eksportere dansk velfærd til udlandet – og tjene penge hjem til Danmark på det.

Der bliver flere og flere ældre i Vesten og i lande som Kina og Japan. Det danske hjemmemarked er et oplagt springbræt for serviceeksport og udvikling af velfærdsteknologi, som kan eksporteres.

Et solidt hjemmemarked er helt afgørende, hvis danske virksomheder skal have afsæt for international succes. Falck og Danske Diakonhjem er to gode eksempler på virksomheder, der med afsæt i det danske marked har bevæget sig ud i verden. Dem skal der være flere af, og det skal en national OPS-enhed sikre ved at skabe gunstige rammevilkår for eksport og bidrage til at styrke den danske indsats for at fremme velfærdsteknologi og serviceeksport. OPS-enheden skal være med til at løfte ambitionsniveauet og sikre, at vi udnytter samarbejdskulturen, ildsjælene og innovationskraften til at skabe en ny dansk styrkeposition gennem offentligt-privat samarbejde.

I både Dansk Erhverv og FTF er vi overbeviste om, at der vil være en stor samfundsmæssig gevinst ved at styrke og øge samarbejdet mellem det offentlige og det private. Vi tror på, at en national OPS-enhed, der understøtter ambitionerne for Danmark, sygeplejersken Søren og iværksætteren Katrine, er en del af løsningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bente Sorgenfrey

fhv. næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), vicepræsident, i den europæiske fagbevægelse ETUC, næstformand, Europabevægelsen, næstformand Professionshøjskolen Absalon
pædagog (Frøbel Højskolen 1978)

Jens Klarskov

Seniorrådgiver, Rud Pedersen, formand for Specialisterne
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00