Debat

DM: Flere kvinder i IT starter med mere teknologiforståelse i folkeskolen

DEBAT: Vi har skabt et samfund, hvor piger ikke interesserer sig for it. Vi bør overveje teknologiforståelse ind i folkeskolen og i øvrigt på alle uddannelsesniveauer, skriver Camilla Gregersen fra fagforeningen DM.

For få piger interesserer sig for it og computere, og de fravælger dermed også fag som
stereotypisk opfattes som drengefag, mener Camilla Gregersen, formand for fagforeningen DM.
For få piger interesserer sig for it og computere, og de fravælger dermed også fag som stereotypisk opfattes som drengefag, mener Camilla Gregersen, formand for fagforeningen DM.Foto: Jacob Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Camilla Gregersen
Formand, DM

It-branchen tiltrækker stadig langt flere mænd end kvinder.

Dermed mister branchen et stort talentpotentiale, når kvinder i stor stil fravælger at arbejde med it.

Det skal vi have ændret.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Skævheder kan skabe bias
Fremtiden bliver endnu mere digital end den hverdag, vi kender i dag – og der er brug for et bredt syn på, hvordan vi kan indrette verden, og der er brug for at få flere talenter i spil.

Det kan have betydning for den måde, samfundet udvikler sig på, hvis det primært er det ene køn, der bidrager til at designe den.

Danske piger er den gruppe i Europa på tværs af køn, der i laveste grad kan forestille sig selv få en karriere inden for it. 

Camilla Gregersen
Formand, DM

Vi kan derigennem producere større ulighed for eksempel ved utilsigtet at skabe algoritmer, der fremmer mandlige ansøgere til et job.

De seneste tal fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse viser, at der i år blev optaget 20 procent flere kvinder på it-uddannelser sammenlignet med 2019, og kvinder udgør dermed 29 procent af de optagne mod 27 procent i 2016, og dermed er der en god udvikling på vej. 

Uddannelsesinstitutionerne gør et stort arbejde for at få flere kvinder til at få øjnene op for de mange muligheder, som en uddannelse inden for it kan give.

Det er godt og rigtigt, når der bliver lavet tiltag med brobygning mellem ungdomsuddannelser og it-uddannelser med et særligt fokus på it. Men sandheden er, at den skæve udvikling begynder langt tidligere.

Forskelle starter i børnehøjde
Når vi taler om ligestilling er fokus ofte på løn og barsel – og med rette! For det er på de områder, at de store samfundsforandringer kan skabes. Men vi skal ikke længere end ind på vores egne børneværelser, før vi kan se den skævvridning, der finder sted.

Det er i dag langt mere socialt acceptabelt, at drenge bruger tid på at spille computer. Tal fra for eksempel Børnerådet viser, at langt flere drenge end piger spiller sammen med andre børn, og mens drengene spiller, fordi det er sjovt, siger de fleste piger, at de spiller, fordi de keder sig.

Hvor drenge typisk spiller simulationsspil, strategispil, byggespil og actionspil, angiver de fleste piger, at de spiller quizspil eller kortspil.

Forskellene har betydning for og siger noget om pigers og drenges tilgang til it og computere. Og opgaven er at få skabt en kultur, der ligestiller synet på drenges og pigers brug af og adgang til computere.

Vi skal med andre ord forsøge at skabe teknologisk ligestilling mellem kønnene, allerede når børnene er ganske små.

Piger drømmer ikke om it-uddannelser
Forskning fra blandt andet Aarhus Universitet viser, at pigernes tiltro til egne evner inden for it ligger langt under drengenes, når de går i 8. klasse.

Der er på samme måde stor forskel på pigers og drenges interesser for området, og på hvad piger og drenge bruger it til i hverdagen. Når pigerne bliver spurgt, om de kan se sig selv have en fremtid inden for it eller computere, er der alt for få, der svarer ja.

Læs også

Faktisk viser ICILS-undersøgelsen fra 2018, at danske piger er den gruppe i Europa på tværs af køn, der i laveste grad kan forestille sig selv få en karriere inden for it. Og forskellene mellem piger og drenge i Danmark er den største blandt alle lande i undersøgelsen.

Samtidig viser undersøgelsen, at pigerne faktisk gennemsnitligt ligger bedre end drengene, når det gælder færdigheder inden for computer- og informationsarbejde.

Pigerne er altså som gennemsnit bedre til at arbejde med computere, men alligevel har vi fået skabt et samfund, hvor for mange piger ikke interesserer sig for it og computere og dermed også fravælger fag som stereotypisk opfattes som drengefag.

It ind i grundskolen
Kulturændringer af den her kaliber kommer ikke af sig selv. Og derfor er vi nødt til at lave strukturelle ændringer, der går i dybden og får alle med.

Et godt sted at begynde er at fremme teknologiforståelse som fag i folkeskolen – ja, som integreret faglighed i alle uddannelser og på alle uddannelsesniveauer.

Der er allerede i dag gang i et treårigt forsøg med faget teknologiforståelse i folkeskolen, men vi bør allerede nu træffe beslutning om, at faget skal være obligatorisk i folkeskolen.

Samtidig vil det være oplagt at overveje at gøre teknologiforståelse til en obligatorisk og sammenhængende faglighed i alle uddannelser og på alle niveauer i uddannelsessystemet.

Jo flere kompetencer, den enkelte har, jo lettere bliver det at skabe den kulturforandring og diversitet, der er brug for, så teknologiforståelse bliver allemandseje, og så vi udvider rammerne for, hvad piger og drenge kan og har interesse for.

Og dermed skaber et arbejdsmarked, hvor både kvinder og mænd vælger uddannelser efter lyst, evner og interesser og ikke ud fra en stereotyp virkelighed baseret på fordomme og en skæv kultur.

Vi kan ændre det, hvis vi vil, og gevinsterne vil være store både ligestillingsmæssigt og jobmæssigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Gregersen

Formand, DM, næstformand, Akademikerne, medlem, Dataetisk Råd
cand.mag (Roskilde Uni. 2004), MBA (SDU. 2018)

0:000:00