Debat

Venstre må slå udbudsautopiloten fra

REPLIK: Øget udbud til private vil ikke automatisk fremme den danske eksport af velfærdsteknologi. Det er snarere samarbejdet mellem det offentlige og det private, vi skal have styrket, skriver Benny Engelbrecht (S) i en replik til Claus Hjort Frederiksen (V).
Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kommunerne har uden skyggen af tvivl de bedste følehorn for, hvad det er meningsfuldt at sende i udbud - så det gavner deres borgere.

Benny Engelbrecht (S)
Erhvervsordfører

Af Benny Engelbrecht (S)
Erhvervsordfører 

Fadøllet er knap blevet dovent efter dette års Folkemøde på Bornholm. Og igen i år har det været en herlig, intens oplevelse med super engagerede mennesker i dialog og debat om ethvert tænkeligt emne.

Programmet kan bedst beskrives som et væg-til-væg-tæppe. Tæt pakket fra tidlig morgen til sen aften, alle dagene. En umulig præstation at nå bare én brøkdel af alle de spændende arrangementer.

Personligt nåede jeg for eksempel ikke forbi Klostergården til den debat om eksport af velfærdsteknologi, der heldigvis efterfølgende er blevet detaljeret beskrevet her på Altinget d. 13. juni 2014. Fra den debat er Claus Hjort Frederiksen (V) blevet citeret for at have kaldt regeringens eksportpolitik for hyklerisk. Derfor er det jo så glimrende, at jeg får lejlighed til at tage debattråden op her.

Udbud er ikke løsningen på alt
For åbenbart, så mener Venstres chefstrateg Hjort Frederiksen, at nøglen til at få sat yderligere skub bag eksporten af velfærdsteknologi er at få fastsat et mål for udbud til private i kommunerne.

Personligt har jeg svært ved at følge tankegangen. Helt overordnet mener jeg ikke, at det er at tage det kommunale selvstyre alvorligt, hvis vi centralt, i bedste formynderstil, begynder at sætte mål for, hvor meget kommunerne skal sende i udbud. Kommunerne har uden skyggen af tvivl de bedste følehorn for, hvad det er meningsfuldt at sende i udbud - så det gavner deres borgere.

Og at øget udbud til private så lige præcis skulle være løsningen i forhold til at fremme eksporten af velfærdsteknologi, det har jeg meget svært ved at se logikken i. For har vi jo netop at gøre med et område, hvis internationalt eftertragtede kvalitet på store stræk bygger på årelange gode erfaringer fra den offentlige velfærd, som vi eksempelvis har gode folk som løfter så flot på plejehjem og hospitaler.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Offentligt-privat samarbejde skal styrkes
Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, og som flere andre i denne debatstafet har fremhævet - også Venstres erhvervsordfører Kim Andersen i sit indlæg - ja så hælder jeg til, at det er samarbejdet og partnerskabet mellem det offentlige og det private, vi skal have styrket. For det er jo i samarbejdet, at vi i Danmark kan noget helt særligt.

Er der en lære, vi kan drage på tværs af de mange forskellige offentlige og private partnerskaber, der allerede er i fuld gang, så synes jeg da, at der er al god grund til, at vi får en samling på de værdifulde erfaringer.

Og hvis de har fundet på snedige og samlende tiltag i udlandet, så er det da oplagt, at vi får set nærmere på dem, hvis det kan styrke eksporten på det velfærdsteknologiske område herhjemme. Men at løsningen bare skulle være mere privat - det lugter ærlig talt lidt af Venstreautopilot.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

0:000:00