Energi- og it-koncern: Loven spænder ben for åbne data i forsynings- og energisektoren

Selv om Danmark har teknologien – eller hurtigt kan tilpasse den – til at tage klimagevinster hjem med det samme, så gør vi det kun i begrænset omfang. Det gælder i særdeleshed i energi- og forsyningssektoren.

Ofte er problemet, at vi mangler det datagrundlag, som gør os i stand til at se CO2-potentialet i at koble sektorer sammen. Flere års kortlægninger af potentialer i eksempelvis bygningsmassen, fjernvarmesystemet og spildevand er ikke blevet fulgt af et lovgrundlag, der gør de nødvendige og tilstrækkelige data tilgængelige.

Konsekvensen er en virkelighed, hvor hver enkelt sektor kæmper med at optimere egne bidrag, mens få kæmper for de konkrete bidrag ved kobling af sektorer. Og det er et problem for os alle sammen: Hvem skal sikre, at vi prioriterer klimaets interesser over de andre særinteresser, der er på spil i hver sektors perspektiv?

Forsyningsdata er infrastruktur
Vi må som samfund se på forsyningsdata som infrastruktur. Nøjagtig som vi ser det for andre samfundsrelevante data. Det betyder, at data til rådighed for én skal være til rådighed for alle. Det giver udfordringer med databeskyttelse og GDPR, men der findes i dag teknologier til at regulere adgange til data i overensstemmelse med lovgivningen, og ofte er anonymiserede eller syntetiske* data tilstrækkelige til at kunne optimere systemerne og hente væsentlige CO2-effekter – og så er dét problem løst.

Så spørgsmålet er, hvordan vi får adgang til data og mulighed for at bruge den, uden lovgivningen spænder ben for os.

I dag er situationen sådan, at vi har gode, tilgængelige data om elsektoren, mens data for fjernvarme, vandforbrug, spildevand, affald, bygninger med mere i udgangspunktet kun er tilgængelige i de enkelte selskaber.

Flere års kortlægninger af potentialer i eksempelvis bygningsmassen, fjernvarmesystemet og spildevand er ikke blevet fulgt af et lovgrundlag, der gør de nødvendige og tilstrækkelige data tilgængelige.

Lars Bonderup Bjørn og Carl-Erik Vesterager
Hhv. administrerende direktør for EWII og vicedirektør i KMD

Selv hvis vi ville, har vi ikke nok overblik over data til at kunne bruge dem konstruktivt. Selskaberne er ikke forpligtet til at tilvejebringe og dele data i standardiseret og sammenhængende form i de øvrige sektorer, som vi ser det i elsektoren.

Det benspænd hindrer adgangen til at kunne kombinere data – og dermed erhverve sig en reel forståelse af sammenhænge i produktion, distribution og forbrugsmønstre i de øvrige sektorer og på tværs af sektorer. Det har igen den følgeeffekt, at det er ganske vanskeligt at udvikle løsninger for el-, vand- og varmeforbruget, der både reducerer CO2 og giver borgerne en let og ubesværet hverdag.

Datadrevet grøn omstilling
Som samfund bør vi derfor stille nogle basale krav til forsyningsdata: 

• Data skal indsamles i synkrone sekvenser og i alle sektorer. I dag bliver data hentet med forskudte intervaller, men det vil være meget mere brugbart at synkronisere: Når data for elforbruget hjemtages hver 15. minut, så skal data for vand, varme, spildevand og så videre ligeledes hjemtages hvert 15. minut.
   
• Data skal gøres tilgængelige i et nationalt laboratorie, som gør det muligt for alle – fra store veletablerede spillere til dynamiske iværksættere – at afprøve og udvikle løsninger. Det giver den hurtigste vej til væsentlige CO2-gevinster.

Datafrisættelsen skal ses på linje med andre store nationale satsninger. Adgang til sektorkoblede forbrugs- og bygningsdata kan skabe grundlaget for national konkurrencedygtighed og sætte et eksempel, som er let at genskabe for andre lande. Vi kan på den måde blive et foregangsland for datadrevet grøn omstilling gennem sektorkobling.

* Syntetiske data skabes ved, at et datasæt køres igennem et matematisk program, som lægger støj på datasættet. På den måde kan de syntetiske data ikke henføres til konkrete personer og samtidig bibeholder de en form, som gør dem valide. Det giver mulighed for at dele data uden at gå på kompromis med datasikkerheden.