Forfatter: Kan Sundhedsstyrelsen mon lugte den brændende platform?

DEBAT: Der skal mere viden om, hvad den store brug af smartphones betyder for borgerne, mener forfatter Imran Rashid. I værste konsekvens fører brugen til et boom af psykiske lidelser, og Sundhedsstyrelsen må på banen hurtigst muligt, skriver han.

Af Imran Rashid
Forfatter og innovationschef på privathospitalet Aleris-Hamlet

Vi lever i en tid, hvor globale techfirmaer gennem smartphones og softwarealgoritmer påvirker flere milliarder af menneskers adfærd på daglig basis. Det til trods for at ingen kender til konsekvenserne af denne massive digitale påvirkning af mennesker på længere sigt.

Gennem researchen til min bog ’SLUK – kunsten at overleve i en digital verden’ har jeg anvendt min dobbelte viden som både speciallæge i almen medicin samt innovationschef til at afdække de sandsynlige konsekvenser af den voldsomme udbredelse af personnær teknologi gennem det seneste årti.

En udvikling, der på blot 10 år har medført, at tre milliarder mennesker i dag går rundt med supercomputere i hænderne og dagligt interagerer med medieplatforme, som ofte kender brugerne bedre, end de kender sig selv.

Startende fra et overvejende positivt teknologisk udgangspunkt har min voksende indsigt i, hvad det egentlig er, vi har gang i, gjort mig ret bekymret. For dykker man ned i, hvad forskerne i disse år begynder at afdække om konsekvenserne af digitaliseringen, er der meget, der tyder på, at vi kan være ved at sende en hel generation ud i et liv fyldt med digitale følgesygdomme såsom stress, søvnbesvær og koncentrationsbesvær.

Masser af konsekvenser
For nyligt beskrev en amerikansk generationsforsker ligefrem iGen-generation – de børn, der er født mellem 1995-2012 – som en generation på randen af den største mentale sundhedskatastrofe i årtier.

En række andre forskningsresultater viser på samme måde, at der kan være en lang række helbredsmæssige problemer forbundet med et ukontrolleret forbrug af såvel smartphones som sociale medier. Alt lige fra udbredte søvnproblemer, øget selvmords- og depressionsrater blandt unge til en vækst i opmærksomhedsforstyrrelser og stresssymptomer hos børn.

WHO har desuden udtalt, at de i 2020 mener, at stress vil udgøre den andenstørste sygdomsbyrde i verden – kun overgået af hjerte-kar lidelser. Stress kan i høj grad relateres til hjerner, der ikke restituerer tilstrækkeligt, konstant er ’på’ og som måske overbelastes af et grænseløst arbejdsliv, hvor analytisk informationsbearbejdning fylder størstedelen af ens vågne timer.

Hvor er Sundhedsstyrelsen?
Problemet er selvsagt, at udviklingen både er gået så stærkt, har været så invasiv og samtidigt så massiv i sin udbredelse, at ingen har kunnet følge med.

Men en ting, der undrer mig voldsomt, er, hvor den ansvarlige myndighed Sundhedsstyrelsen er henne i diskussionen - deres formålsparagraf taget i betragtning?

’Sundhedsstyrelsens opgave er at fremme folkesundheden og skabe gode rammer for sundhedsvæsnet i Danmark. Vi rådgiver kommuner og regioner og kommer med anbefalinger, retningslinjer og handleplaner. Vi arbejder både i det helt store perspektiv, hvor vi sætter rammerne for sundhedsvæsnet og overvåger fx radioaktiv stråling. Men vi arbejder også med det nære sundhedsvæsen og rådgiver borgere og patienter om forebyggelsesinitiativer og sund livsstil mv.’ (Kilde: sst.dk)

På baggrund af researchen i min bog har jeg derfor følgende tre konkrete nedslagspunkter, som jeg mener, at Sundhedsstyrelsen snarest bør få rettet fokus på, hvis intentionen om at kunne fremme folkesundheden og skabe relevante forebyggelsesinitiativer skal kunne håndhæves:

1. En målrettet og fokuseret indsats for hurtigt at kunne tilvejebringe den nødvendige viden om, hvad den massive udbredelse af personnær teknologi egentlig betyder for mennesker på et biologisk, psykologisk og socialt plan. 


2. En hastig omsættelse af denne forskning til konkrete og praktiske initiativer, der eksempelvis kan klæde sundhedspersoner som jordemødre, læger og sundhedsplejerske på til eksempelvis bedre at kunne rådgive forældre i forhold til en sundere omgang med smartphones, tablets og sociale medier. 


3. Et markant større fokus på, hvordan digitaliseringen i samfundet kan gøres sundere - i stedet for et til tider enøjet fokus på, hvordan man kan digitalisere sundhedsvæsenet mest muligt.

En national indsats er nødvendig

Jeg har fuld respekt for, at man ikke kan forvente, at en offentlig myndighed skal kunne foregribe de potentielle skadesvirkninger af en så massiv samfundsudvikling, som de seneste 10 år har medført, fordi ting naturligvis tager tid.

En institution med et nationalt sundhedsansvar er selvfølgelig nødt til at have evidente beslutningsgrundlag for at kunne udvise rettidig omhu og prioritere sine indsatser optimalt. Men sporene skræmmer desværre.

Konsekvenserne af ikke at kunne følge med teknologiens indflydelse på befolkningens adfærd kan dog være ret drastiske. Et eksempel fra nyere tid er tilslutningen til HPV-vaccinen, hvor kombinationen af en enkelt kritisk TV-udsendelse godt bistået af ekkokamrene og filterboblerne på de sociale medier har ført til et fald i vaccinetilslutningen fra 90 procent til under 25 procent på mindre end 5 år.

I resten af Skandinavien ligger tilslutningsprocenten til samme vaccine på omkring 70 procent.

Med dette indlæg ønsker jeg egentlig blot at påpege, at vi i Danmark inden for en kort årrække risikerer at se en nærmest epidemisk vækst i antallet af mennesker med psykiske lidelser. Lidelser, som med stor sandsynlighed vil kunne henføres til et ukritisk og ureguleret forbrug af smartphones og sociale medier.

Måske går det ikke så galt, men hvis jeg bare har tilnærmelsesvist ret, så er en effektiv og tværsektoriel indsats på nationalt niveau ikke bare ønskværdig – men voldsomt påkrævet og desuden underlagt et enormt tidspres den massive udbredelse taget i betragtning.

Forrige artikel Sikkerhedsdirektør: Cyber-kriminalitet skal på den politiske dagsorden Sikkerhedsdirektør: Cyber-kriminalitet skal på den politiske dagsorden Næste artikel Iværksætter: Vi må forhindre, at fagbevægelsen kvaser deleøkonomien Iværksætter: Vi må forhindre, at fagbevægelsen kvaser deleøkonomien
Gavner AI borgeren eller systemet?

Gavner AI borgeren eller systemet?

Hvem vinder, når det offentlige tager kunstig intelligens i brug? Er det borgerne, som kan blive betjent hurtigere, og mere præcist og kvalificeret – eller bliver det snarere myndighederne, der kan overlade kontakten med borgerne til chatbots, og lade maskinen om at træffe afgørelser?