Professor: Det offentlige skal ikke være værdipolitisk spydspids i kampen mod big tech

Debatten om digital suverænitet i det offentlige glider alt for let over i en moralsk disciplin: Så må vi bare droppe big tech.
Det kan give et kortvarigt sus af handlekraft. Men i staten, regionerne og kommunerne er pointen ikke at være værdipolitisk spydspids.
Pointen er at levere stabile ydelser til borgere og virksomheder – også når der er driftspres, sikkerhedshændelser, nye krav og geopolitisk uro.
Her er det afgørende at skelne mellem uafhængighed og suverænitet. Uafhængighed er at stå alene. Suverænitet er at kunne stå fast.
Man kan godt være uafhængig og svag: stå uden for de store økosystemer, men samtidig mangle skala, support, kompetencer, robust drift og sikkerhed.
Og man kan omvendt godt være afhængig, men stærk, hvis afhængigheden er bevidst, kontraktligt håndteret, indtænkt arkitektonisk og organisatorisk trænet. Det offentlige bør ikke jagte renhed. Det bør jagte handlefrihed.
Symbolsk gevinst med produktivitetstab til følge
Derfor bliver det problematisk, når ambitionen bliver at komme hovedkulds ud af big tech, før der er styr på tech-stakken. Vi har allerede set, hvordan det kan se ud i praksis: Når værktøjer ikke matcher arbejdsgange, integrationer og supportapparat, bliver regningen betalt i hverdagen.
Gevinsten beskrives ofte i symbolske termer, mens konsekvensen kan være produktivitetstab, flere supporthenvendelser, uklare arbejdsgange, flere specialløsninger – og et eksploderende kompetencekrav.
Hvis man spreder sig ud over en broget buket af eksotiske værktøjer, som ingen kan drive sikkert og som øger kompleksiteten i support og sikkerhed, så får man ikke handlefrihed – man får driftsrisiko.
Jan Damsgaard
Professor, Institut for Digitalisering, CBS
Digitaliseringsministeriets eget forsøg med LibreOffice illustrerer pointen. Ambitionen om mindre afhængighed er forståelig, men ministeriet har også åbent sagt, at man må kunne rulle tilbage, hvis det bliver for bøvlet i praksis.
Det er ikke et nederlag – det er en realistisk erkendelse af, at kontorlaget ikke er en app, man bare skifter. Og Region Midtjyllands farvel til LibreOffice og Aarhus Kommunes planer om at udfase Officepakken peger i samme retning. Det er muligt at skifte, men det er ikke gnidningsfrit
Spredning skaber ikke suverænitet
Det er også her, mange suverænitetsdebatter ryger i grøften: Man tror, at spredning i sig selv skaber suverænitet.
Men hvis man spreder sig ud over en broget buket af eksotiske værktøjer, som ingen kan drive sikkert, som ikke hænger sammen, og som øger kompleksiteten i support og sikkerhed, så får man ikke handlefrihed – man får driftsrisiko.
Open source kan fungere glimrende, men kræver ofte markant mere intern it-kompetence og professionel drift, hvis det skal være stabilt i stor skala.
Det er ikke et argument imod open source. For ja, som privatperson findes der ofte alternativer, der fungerer fint, og der findes gode guider til at skifte. Men det offentlige driver ikke en privat værktøjskasse.
Det offentlige driver et produktionsmiljø. Her er "kontorpakken" ikke bare tekstbehandling; den hænger sammen med adgangsstyring, sagsgange, arkivering, samarbejde på tværs, compliance og driftssikkerhed.
Gidsler i en kamp mod big tech
Når man skifter "øverst i stakken" uden at have styr på identitet, dokumentstandarder, integrationer, sikkerhedsdrift, uddannelse og support, kan man ende med at blive mere uafhængig af én leverandør – men samtidig mere svag som organisation, fordi driften bliver mere skrøbelig og arbejdslivet mere friktionsfyldt.
Derfor bør digital suverænitet i det offentlige forstås som kapabilitet, ikke som holdning. Kapabilitet er evnen til at styre sin tech-stak, så man kan skifte retning uden at knække driften.
Det offentlige må gerne skubbe tech markedet i en bedre retning. Men det skal ske ved at bygge styring, standarder og handlefrihed.
Jan Damsgaard
Professor, Institut for Digitalisering, CBS
Det handler om at vide, hvor man er låst – og hvor man kan skabe udskiftelighed uden at forringe kerneleverancen. Det handler om at kunne stille krav, ikke bare vælge alternativer.
Og det handler om at træne omstilling: kunne køre videre i reduceret tilstand, kunne flytte data uden at miste kontekst og historik, og kunne genetablere kritiske funktioner inden for en realistisk tidshorisont.
Det offentlige må gerne skubbe tech-markedet i en bedre retning. Men det skal ske ved at bygge styring, standarder og handlefrihed – ikke ved at gøre medarbejdere og borgere til gidsler i en kamp, der mest af alt bliver en protestsang mod noget, vi ikke selv har bygget.
Suverænitet er ikke at stå alene. Suverænitet er at kunne stå fast, når det bliver svært – og stadig levere.
Artiklen var skrevet af
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Ugens digitalchef: Sådan bruger vi kunstig intelligens i sundhedsvæsenet
- Lektor: Det svækker demokratiet, når debatten om AI foregår bag Marienborgs lukkede døre
- Det er symbolpolitik, når politikere vil forbyde sociale medier for unge, mens de selv har et absurd overforbrug
- Årets vinder af Dataetikprisen er fundet



















