Debat

IMS: Forestillingen om det liberale demokrati er i fare

Økonomisk støtte til uafhængige medier er ikke nok i sig selv. Det er nu, at verdens ledere, virksomheder og borgere skal stå vagt om den frie presse, der er så afgørende, hvis vi vil fastholde demokratiske rettigheder, skriver Jesper Højberg. 

Vi må i langt højere grad investere globalt i frie, uafhængige medier som et offentligt gode, der står som en afgørende grundpille for sunde, fredelige samfund, skriver Jesper Højberg.
Vi må i langt højere grad investere globalt i frie, uafhængige medier som et offentligt gode, der står som en afgørende grundpille for sunde, fredelige samfund, skriver Jesper Højberg.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Jesper Højberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En ny verdensorden defineres netop nu.

De værdier, der kendetegner vores demokrati, står over for mørke, undertrykkelse og en enorm brutalitet. I 2021 var vi vidne til en deprimerende indskrænkning af frihed over store dele af verden: 70 procent af jordens befolkning bor nu i lande med autoritære ledere.

De sidste 18 måneder har budt på ufattelige menneskelige tragedier i Afghanistan, en tilbagevenden til diktatur i Myanmar og krig i Europa med det russiske angreb på Ukraine. Meget af den fremgang, vi har set over de seneste årtier, er sat tilbage.

Selve forestillingen om liberalt demokrati er i fare, og når vi ser på de tilbageværende sårbare demokratier, vinder populisme og polarisering frem, mens tilliden til regeringer, offentlige institutioner og medier forsvinder.

Spises af med propoganda

Men tillid er en afgørende faktor, hvis vi skal fremme fred og demokrati. Så når kvalitetsjournalistik svækkes, og offentligheden spises af med propaganda eller ufrie medier, forstærkes den demokratiske krise.

Globale beslutningstagere i demokratiske samfund må og skal tage ekstraordinære greb i brug.

Jesper Højberg
Direktør, IMS

Kort sagt er demokratiet under stærkt pres og god journalistik en del af løsningen. Hos IMS har udviklingen krævet nye svar på de kriser, hvor medier har mødt ekstrem undertrykkelse og forfølgelse.

Rundt om i verden er der stadig frie, publicistiske medier, som kæmper for at opretholde befolkningens adgang til information selv under ekstreme omstændigheder.

For eksempel har det burmesiske medie Mizzima udvidet antallet af læsere, lyttere og seere med 400 procent efter kuppet sidste år, og unge journalister er ivrige efter at slutte sig til holdet – også selvom det kan have enorme personlige konsekvenser.

De insisterer på at gøre deres arbejde, og folket i Myanmar insisterer på deres ret til pålidelige nyheder, mod alle odds. For der, hvor vi ikke kigger hen, undertrykkes frie stemmer og den uafhængige presse.

Kvalitetsjournalistik har brug for støtte

Mit budskab er, at det bredere medieudviklingssamfund og regeringer må tage det lange lys på og steppe op, så vi kan sikre, at den gode kvalitetsjournalistik overlever. Det er i offentlighedens interesse. Overalt i verden må medie efter medie dreje nøglen om på grund af økonomiske vanskeligheder.

Vanskeligheder, der ofte er skabt af restriktiv lovgivning og globale techvirksomheders forretningsmodeller – mens journalister forfølges eller i værste fald bliver dræbt for at udføre deres pligt.

Læs også

Globale beslutningstagere i demokratiske samfund må og skal tage ekstraordinære greb i brug. For mens de fleste konflikter er lokale, er tendenserne med undertrykkelse og demokratiske tilbageskridt globale, og de truer os alle.

Jeg er blevet opmuntret af at se de skandinaviske lande gå med i Media Freedom Coalition, som er en sammenslutning af lande, der samarbejder om at beskytte frie medier. Nu er det tid til handling.

Big Tech paradokset

Civilsamfundet, organisationer, regeringer og ikke mindst big tech skal yde mere end retorisk støtte til menneskerettigheder og demokratiske værdier.

Vi har ikke råd til at lade det lys, der bærer sandhed og troværdig information, slukkes.  

Jesper Højberg
Direktør, IMS

De skal handle og presse på for at skabe langsigtede løsninger, der sikrer levedygtige medier og det, vi kalder "infrastruktur af almen interesse". At vi alle har adgang til uafhængig information, som ikke styres via platforme, der kontrolleres fra få magtfulde kontorer, udemokratisk og med profit for øje.

Vi arbejder i øjeblikket med Udenrigsministeriets Tech for Democracy-initiativ om at bringe ledere fra big tech-virksomheder og talspersoner for det ukrainske mediesamfund sammen for at tackle disinformation og udforske, hvordan big tech kan være med til at fremme uafhængig journalistik i kontekst af krig. Det er ét eksempel på den type global handling, med lokale konsekvenser, vi gerne ser mere af.

På en bredere skala arbejder IMS for at identificere nye langsigtede løsninger for, hvordan vi – og de frie medier – kan udvikle nye platforme og initiativer, der har offentlighedens interesse i centrum.

Vi tror stærkt på en samarbejdende tilgang, og over tiden har vi udviklet solide partnerskaber med en stor og mangfoldig gruppe af medie- og civilsamfundspartnere.

Vi kan ikke løse noget ved at fastholde et dansk eller skandinavisk blik, men må forankre vores arbejde i lokale partneres erfaringer, så vi har viden fra konflikter og undertrykkende miljøer over hele kloden, som vi kan stille til rådighed.

IMS ruster sig til urolige tider

2021 har været en massiv udfordring, hvor vi har måttet omstille vores arbejde, og blandt andet har ansat 36 nye medarbejdere, så vi nu tæller i alt 45 nationaliteter.

Vi har tilført kompetencer indenfor for eksempel forretningsudvikling i medierne, tech samt disinformation, og vi fortsætter med at udvikle vores lokale tilstedeværelse.

IMS' mandat med at sikre journalisters beskyttelse, give befolkninger adgang til kvalitetsjournalistik og fremme et miljø, hvor ytrings- og pressefrihed trives, har aldrig været vigtigere.

Vi spørger os selv, om den nuværende model for støtte til frie medier er bæredygtig, og om den i sig selv vil kunne beskytte den troværdige journalistik. Jeg tror på, at vi i langt højere grad må se på globalt at investere i frie, uafhængige medier som et offentligt gode, der står som en afgørende grundpille for sunde, fredelige samfund.

Vi har ikke råd til at lade det lys, der bærer sandhed og troværdig information, slukkes.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Højberg

Adm. direktør, International Media Support (IMS)
Antropolog, diplomuddannelse (Journalisthøjskolen)

0:000:00