Kommune: Teknologi til demente gør varme hænder varmere

Af Birgitte Halle
Koordinator og projektleder, Center for Frihedsteknologi, Aarhus Kommune

Ved hjælp af teknologi kan man trods demens fortsat selv bestemme og have frihed til at bevæge sig, hvor man lyster.

Birgitte Halle
Koordinator og projektleder, Aarhus Kommune

Velfærdsteknologi, frihedsteknologi, robotter, moderne digitale medier, teknologiske hjælpemidler – kært barn har mange navn - og endnu flere potentialer.

Det gælder også for demensramte, der ofte har behov for nærhed, relationsskabelse og identitetsstøtte. Teknologiske løsninger er nemlig ikke distancerende og fremmedgørende. Tværtimod kan teknologien være med til at understøtte pleje- og omsorgspersonale i at skabe et liv, der er værd at leve for mennesker med demens.

Det viser erfaringerne vores arbejde i Aarhus Kommune. Her et par eksempler.

Digitale livshistorier og robotrelationer
Kendskabet til et andet menneskes liv, værdier og præferencer er afgørende for, hvordan man taler til personen, hvad man taler om, hvad man tilbyder personen, og hvornår man vælger at tilbyde det. Denne erkendelse har længe været fremherskende i demensomsorgen og samlet under betegnelsen Livshistorien.

Aarhus Kommune arbejder med et system, hvor virtuelle livshistorier beskrives løbende af personen selv med støtte fra netværk, pårørende og medarbejder. En digital levende fortælling, der beskriver tiden før, nu og i morgen. Det er med til at skabe et levende billede af personen med demens, som kan formidles i billeder, film og tekst til de personer, der skal drage omsorg for vedkommende.

Kendskabet til demens blandt befolkningen har vi også arbejdet for at styrke gennem digitale medier. Vi har udviklet den app-baserede fortælling “Anton og Lakridsmysteriet”, der formidler budskaber om demens og forebyggelse af demens for børn. Børn er nysgerrige og vil vide, hvad der foregår med bedstefar, der har demens. Vi skal tale om problemet, ikke hemmeligholde det. Via tablets kan hele familien derfor læse om Anton og hans bedstefar.

På den måde bruger vi nye, digitale medier til at nå et segment af befolkningen, der måske ikke tidligere har fået forståelsen af, hvad demens er.

I Aarhus Kommune har vi også arbejdet proaktivt for at undersøge mulighederne for at benytte en robot til at træne hukommelsesmæssig svækkelse. Erfaringerne er meget positive. Den lille træningsrobot, Sille, kan på én eller anden måde skabe relationer, der flytter på noget. For selv om demens ikke kan kureres med træning, kan vi knække kurven for antallet af nye tilfælde.

Tryghed til at færdes frit
Ingen teknologi til demensramte uden det gamle argument om, at overvågning er ulovlig. Det bringes ofte i stilling, når man taler om teknologiske løsninger, der skal sikre, at mennesker med demens ikke forlader deres bolig, eller at de kan finde hjem igen, hvis de gør. For det er farligt at forlade sin bolig uden at kunne overskue trafik og almindelig færden.  

Uden teknologiske hjælpemidler ville et nervøst personale konstant skulle være i hælene på den pågældende person. For tryghed er vel det vigtigste? I Aarhus har vi arbejdet med stregkode- og passiv rfid-baserede låseanordninger.

De skaber frihed for personen med demens, og først, hvis man kommer i en situation, hvor forvirringen griber én, vil man blive mødt af venligt personale, der har fundet én via GPS og nu ”tilfældigvis” også var ude at gå en tur samme sted.

På den måde bevares også værdigheden, og ved hjælp af teknologi kan man trods demens fortsat selv bestemme og have frihed til at bevæge sig, hvor man lyster. Og de varme hænder, ja, de bliver kun varmere, når de med hjælp fra teknologien er der at støtte sig til, præcis når behovet opstår.