Professor: Regeringens grundlag har præcis den digitale indsigt, den danske debat har manglet

Og ambitionen er ikke klemt ned i ét kapitel. AI og digitalisering gennemsyrer stort set hele grundlaget – fra sundhed og erhverv over et mere fleksibelt arbejdsliv til kultur, retssamfund og forsvar, hvor droner, data og AI nu står centralt. Regeringen har droppet berøringsangsten over for teknologien. Det er rigtig positivt. 

Men hvor regeringen rammer rigtigt på digital suverænitet, mangler der stadig at blive slået to slag – omvæltningen på arbejdsmarkedet og kampen for, at digitaliseringen ikke bliver buret inde. 

Nedsæt en egentlig AI-kommission

Regeringen ser rigtigt, når den taler om, at AI kan øge velstanden med 30-60 milliarder kroner over ti år. Men den taler mest om gevinsten og alt for lidt om transformationen. 

Vi står over for et paradigmeskift. Det, der begyndte som assistenter, der hjalp os til at blive bedre, er nu blevet agenter, der overtager selve arbejdet.

Der er tidligere kommet maskiner, der var stærkere og hurtigere end os – denne gang er de klogere og kan tage dybere intellektuelle spadestik, end vi kan. Det vil ramme middelklassens kontorjob først, og for den enkelte, der bliver sat uden for arbejdsmarkedet, er det en personlig tragedie. 

Regeringen har droppet berøringsangsten over for teknologien. Det er rigtig positivt. 

Jan Damsgaard
Professor, Institut for Digitalisering, CBS

Jeg tror ikke på varig massearbejdsløshed – historisk har ingen teknologi ført til langvarig strukturel ledighed, og i Danmark har vi den sjældne luksus af fuld beskæftigelse, mangel på arbejdskraft og en demografisk udfordring, der gør AI til en stødpude snarere end en bombe.

Men overgangen kan blive brat, og det er den egentlige opgave. 

Regeringsgrundlaget nævner en sporskiftefond og en produktivitets- og konkurrenceevnekommission. Det er ikke nok.

Vi har brug for en egentlig AI-kommission, der får mandat til at se på hele kæden – hvilke jobfunktioner forsvinder, hvilke opstår, hvordan vi omskoler i tide, og hvordan vores samfundskontrakt holder, når produktiviteten afkobles fra antallet af hænder. Det er en national prioritet på linje med klima og forsvar. 

Gør teknologiforståelse til et bærende fag

Regeringen vil styrke teknologiforståelse i folkeskolen og hæve aldersgrænsen for sociale medier til 15 år uden forældredispensation. Det første er rigtigt og burde gå endnu videre – også op igennem ungdomsuddannelserne. Det andet er forståeligt, men forfejlet. 

At forbyde unge sociale medier minder lidt om at forbyde teenagesex – hensigten er god, men effekten udebliver. De unge bruger rigtig meget tid på platformene, og det gør de uanset, hvilken aldersgrænse vi skriver i loven.

Den brugbare vej er at lære børn og unge at begå sig på medierne – og at forstå de forretningsmodeller, der ligger bag.

Hvorfor er feedet indrettet, som det er? Hvem tjener på din opmærksomhed? Hvad er en algoritme, og hvad vil den have af dig? Teknologiforståelse er ikke et fag om at kode; det er et kompas til at gennemskue de digitale systemer, vi alle lever i.

Den dannelse er et stærkere værn end et forbud, der alligevel omgås. Forbud giver os som forældre og samfund en god følelse i maven og et sus af handlekraft, men løser ikke problemet.  

Øremærk techskatten til opbygning af en techindustri

Regeringen vil gå forrest i EU med hårdere regulering af techgiganterne og en techskat, der skal indbringe 1 milliarder kroner om året. Her må vi skelne skarpt. 

Reguleringen i sig selv skaber ikke flere danske eller europæiske techvirksomheder. EU har i tyve år uddelt en byge af bøder og bygget sindrige regler i et forsøg på at beskytte borgerne – og står alligevel med en udsat befolkning og uden væsentlige styrkepositioner inden for chipdesign, software, cloud eller AI.

Lovgivning bygger ikke en industri. 

Regeringen har taget et stort og vigtigt skridt ved at lade AI og digitalisering gennemsyre hele sit grundlag. 

Jan Damsgaard
Professor, Institut for Digitalisering, CBS

Beskatningen kan derimod blive klog – hvis provenuet bruges rigtigt. Lad os lære af forsvarsindustrien. Når et land køber kampfly for milliarder, kræver det modkøb – leverandøren skal lægge produktion, viden og kompetencer i køberlandet. Det skaber balance og opbygger kapacitet.

Præcis sådan bør en techskat tænkes. Pengene fra de globale giganter skal ikke forsvinde i det store statslige hul, men målrettet geninvesteres i opbygningen af en dansk og europæisk techindustri, der kan stå på markedsvilkår.

Ikke et babylonisk "Fortress Europe" af hjemmelavede anden rangs komponenter, men robuste teknologier, der kan hamle op med konkurrencen i den virkelige verden. 

Omsæt suverænitetsambitionen til en konkret strategi 

På suverænitetsdagsordenen rammer regeringen plet. Grundlaget tør sige det højt, som alt for få har turdet – at det er en grundlæggende sårbarhed, at nogle få techgiganter uden for Europa kontrollerer de kritiske teknologier, ikke mindst kunstig intelligens.

Og det helt rigtige greb er, at regeringen kobler suveræniteten til demokratiet. Øget europæisk digital og teknologisk autonomi handler i sidste ende om at kunne sikre vores europæiske demokratier. Det er præcis den indsigt, den danske debat har manglet. 

EU-perspektivet er lige så rigtigt. Danmark kan ikke hævde digital suverænitet alene – vi er hverken Kina eller Rusland, og det giver ingen mening at hægte os af den globale teknologiske udvikling.

Derfor er det klogt, når regeringen vil styrke EU's digitale indre marked, gradvist udvikle egne europæiske løsninger og investere i fremtidens teknologier og forskningen bag. For suverænitet er ikke det samme som at stå alene – det er evnen til at stå fast, når det bliver svært og stadig levere. 

Og grundlaget rammer kernen – det handler om kapabilitet. Om at vide, hvor vi er låst, at kunne stille krav og at bruge arkitekturer og indkøbsaftaler, så vi kan skifte komponenter ud uden at knække driften.

For den største enkeltstående trussel mod Danmark og danske virksomheder er netop, at kontrolknappen for vores digitale infrastruktur sidder koncentreret hos nogle få store techgiganter uden for Europa.

At regeringen nu sætter handlefrihed og ægte styrkepositioner øverst, er den mest opløftende nyhed i hele grundlaget. 

Lad ikke digitaliseringen blive buret inde

Opgaven er nu landet hos Christina Egelund (M), der bliver forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister. Den nye regering har valgt at lægge digitaliseringen sammen med to andre ressortområder.

Det er for så vidt fint – Egelund kender feltet, og hun har som fungerende digitaliseringsminister selv talt skarpt om, at vi må insistere på digital suverænitet og tage politisk kontrol over de data, teknologier og den infrastruktur, vores samfund i stigende grad afhænger af.

Faren er, at digitaliseringen bliver buret inde i et ministerium, der først og fremmest tænker uddannelse og forskning.

Jan Damsgaard
Professor, Institut for Digitalisering, CBS

På lige det punkt har vi en minister, der allerede har forstået den vigtigste pointe. 

Men digitalisering er ikke kun et uddannelses- og forskningsmæssigt anliggende. Det rækker meget længere – økonomisk, konkurrencemæssigt og socialt. Det handler om vækst, om virksomhedernes konkurrenceevne, om arbejdsmarkedets fremtid og om sammenhængskraften i samfundet.

Derfor er faren, at digitaliseringen bliver buret inde i et ministerium, der først og fremmest tænker uddannelse og forskning, mens de digitale spørgsmål burde fylde på tværs af hele regeringen – i Finansministeriet, i erhvervspolitikken og hos statsministeren selv. 

Det er nu, vi skal se, om elastikken holder. Regeringen har taget et stort og vigtigt skridt ved at lade AI, suverænitet og digitalisering gennemsyre hele sit grundlag. Nu mangler bare modet til at slå de to sidste slag.