Skærmforskrækkelsen er kørt af sporet

Den seneste måneds tids intense debat om børn og skærmforbrug har været fyldt med forslag om forskellige forbuds- og reguleringsinitiativer.

Alt muligt bliver hældt ned i den store, sorte gryde og blandet op med frygt, skræk og frustrationer over manglen på gode svar på, at et stigende antal børn og unge mistrives, på en stigende usikkerhed og bekymring for børnenes koncentrationsevne og deres enorme tidsforbrug på skærmene og en manglende indsigt i, hvordan sociale platforme og computerspil skaber afhængighed hos vores børn og unge.

Der er ganske enkelt brug for at stoppe op og få en mere nuanceret debat. For at tale andre løsninger end forbud, trusler og fordømmelser. For at komme til den erkendelse, at de voksne generationers erindringer om skolebøger, tegnehæfter og blyant og papir ikke er en del af de næste generationers naturlige miljø, ligesom drejeskivetelefonen, brevposten og skrivemaskinen ikke er det.

For at komme til den erkendelse, at vi tager noget vigtigt fra de unge, deres sociale livline, hvis vi ikke taler os ordentligt til rette med dem om, hvornår og hvordan de så bruger den livline.

Kan vi spole tiden tilbage? Nej, men vi har en forpligtelse til at hjælpe og lære børn og unge, hvordan deres digitale liv bliver et godt liv, og ikke et liv, der fører til ensomhed, mistrivsel eller manglende digitale forståelseskompetencer. I den henseende hjælper det ikke at gøre skærmene og brugen af dem til skurken.

De er her, og de kan ikke forbydes væk. Vi har selv introduceret børnene og de unge til skærmene, fra de var ganske små, og parkeret dem foran en iPad, mens der blev lavet aftensmad. Vi har selv vist det dårlige eksempel ved at tage mobilen med til middagsbordet eller morgenbordet. Vi har selv taget telefonen med til udflugter, der skulle være afsat til børnetid.

Måske i en form for afmagt søger også forældrene ned ad forbudsvejen i forhold til deres børn for dog at vise handling

Lisbeth Knudsen

Skærmene ud af skole- og daginstitutioner lød det fra undervisningsminister Mathias Tesfaye (S), som så alligevel landede fornuftigt på benene med nogle kommende anbefalinger til skoler og daginstitutioner i stedet for lovgivning. Dem har vi til gode at se om nogle måneder.

Statsminister Mette Frederiksen (S) satte også ild til skærmdebatten ved at proklamere en "meget, meget stor sammenhæng" mellem mistrivsel blandt børn og unge og deres brug af skærme.

"Det er jo ikke trafikken, der er det farligste for børn nu. Det er den her," sagde statsministeren og pegede med sin iPhone i spørgetimen i Folketinget. Men hvad var lige svaret på udfordringen? Forbud eller fornuftig opdragelse til doseringen af skærmforbruget?

Udenlandske rapporter om mentale konsekvenser af overdreven skærmforbrug og alvorlig tab af koncentrationsevne hos de yngre generationer har set dagens lys og skabt bekymring.

Eksperterne er uenige. ”Vi har en del studier, der peger på, at børn, der har meget skærmtid, har mistrivsel. Men forskningsmæssigt har vi ikke belæg for at sige, at overordnet mistrivsel kun skyldes skærmene. Det har vi ikke,” siger Aida Bikic, der selv har forsket i computerspils og skærmtids påvirkning af børns og unges psyke, til Politiken.

Håndteringen af børnenes skærmforbrug er topemne hos alle forældre, der søger rundt efter brugbare guidelines eller gode forbilleder. Mange forældre kæmper med at forstå, hvad der foregår i børnenes sociale verden og at forstå de teknologier og digitale tilbud, som driver dem og alle os andre ind i en hel ny hverdag og i et mere fragmenteret familiesamvær.

Måske i en form for afmagt søger også forældrene ned ad forbudsvejen i forhold til deres børn for dog at vise handling. Men vejen er ofte brolagt med konflikter, for skærmene er flyttet ind hos vores børn og deres kammerater, og de har ovenikøbet blot kopieret vores egne dårlige vaner som voksne.

Lad os give den fuld gas med fornuftig, læringsbåret, it-understøttet undervisning

Lisbeth Knudsen

Lad os lige prøve at stoppe op og finde ud af, hvem og hvad, der bør reguleres i vores fælles ”rum”, og hvad der skal reguleres derhjemme. Lad os skille den passiviserende og afhængighedsskabte dårlige brug af skærme fra den hensigtsmæssige brug af det enorme potentiale, som de nye teknologier givet os i forhold til at indhente ny viden og fantastiske oplevelser, vi bliver klogere af.

Lad os lige prøve at få nuanceret diskussionen om børns og unges generelle trivsel og lade være med at give skærmene hele skylden. Det er alt for simpelt på den måde at udpege en nem skurk. Det er måske den manglende opdragelse til en god brug af skærmene, der er problemet.

Det er de børn, der i forvejen kæmper med ensomhed og diagnoser, som også risikerer at mistrives med skærmene, fordi de måske er uden for fællesskabet. Men der er en manglende indsigt i, hvad de sociale platforme i dag spiller for en rolle i børnenes og de unges relationer.

For børnene og de unge er skærmlivet en ny norm, som vi ikke bare lige kan tage fra dem. Men vi kan lære dem at håndtere den fornuftigt, og det er mig totalt ubegribeligt, at vi midt i al frustrationen og bekymringen over skærmene ikke tager fat i læringsdelen.

Lad os give den fuld gas med fornuftig, læringsbåret, it-understøttet undervisning. De spændende undervisningsmaterialer i dag har mange platforme at udkomme på, og de er med til at lære børn og unge, hvad deres generations teknologier kan mønstre til indlæring med høj kvalitet og interaktivitet.

Det kræver selvfølgelig alt sammen dygtige lærere og en masse pædagogiske og didaktiske overvejelser, men lad det nu være op til lærerne og skolerne at styre det i stedet for at slå fast, at skærmene bare ikke må fylde for meget i skole og fritidstilbud.

Og lad os ligeledes give den fuld gas med at få indført teknologiforståelse eller digital dannelse som fast fag i folkeskolen. Nu har den sag ventet i årevis på en afklaring, mens vi har lyttet til endeløse diskussioner blandt fagfolk og politikere, om det nu skal være et selvstændigt fag i folkeskolen eller teknologiforståelse bør være et element i alle fag.

Det er fuldkommen ubegribeligt, at der på den ene side rejses krav om at mindske brugen af skærme i folkeskolen af frygt for, at børnene bliver ukritiske skærmjunkies, når man på den anden side ikke vil give børnene en solid opdragelse til fornuftig skærmbrug og til at navigere mere sikkert i et digitalt miljø.

Folketingets digitaliseringsudvalg er kommet med en klokkeklar anbefaling til digitaliseringsministeren og undervisningsministeren. Kunne vi så ikke komme videre nu? Ligesom børnene ikke skal være forsøgskaniner for tech-industrien, så skal de vel heller ikke være det, fordi vi ikke kan finde ud af at uddanne dem helt fra små til at få et fornuftigt forhold til det, som skærmene og det digitale liv kan tilbyde.

I Digitaliseringsudvalgets beretning hedder det:

"Børn og unge skal rustes til at kunne begå sig i det digitaliseret samfund. Skolerne spiller her en afgørende rolle, og teknologiforståelse anbefales indført som obligatorisk timesat fag i grundskolen i samarbejde med skolernes parter. Samtidig skal lærerne klædes bedre på, og der bør igangsættes en betydelig efteruddannelsesindsats, ligesom teknologiforståelse bør indføres som et selvstændigt fagområde på læreruddannelsen."

Kære Mathias Tesfaye, lyt nu til det gode råd og i stedet for at forbyde skærmene, så giv børnene en uddannelse til at begå sig ordentligt på dem, hjælp dem dog med at styre deres forbrug, så de ikke bliver afhængig af dem. Hjælp dem dog med at forstå, hvordan skærmene i afmålte doser kan bruges rigtigt og til stor nytteværdi også for deres læringsproces og uddannelse.

Hvad skal der så lovgives om? Der tales meget om at hæve aldersgrænsen for adgangen til de sociale platforme fra 13 til 15 eller 16. Det kan muligvis begrænse gruppepres i en klasse, hvis alle forældre er enige om en senere debut, men jeg tvivler på, at der kan laves et sikkert system for aldersverifikation.

Skærmene er ikke skurken, når mobilen klæber til børnene. Det er os voksne og vores dårlige vaner, som de efteraber

Lisbeth Knudsen

Jeg tror, vi skal gå opdragelsesvejen i stedet for forbudsvejen. Lave aktive skærmpolitikker i skoler og daginstitutioner og give forældrene gode redskaber til at styre, hvad der skal foregå i fritiden og derhjemme. Etablere teknologiforståelse som et fast fag i folkeskolen og give lærerne en grundig efteruddannelse i at lave den uddannelsesindsats. Give forældrene et kursus i teknologiforståelse med, hvis de har lyst til det, så de kan mestre dialogen med deres børn på anden måde end ved at udstede forbud i afmagt.

En anden ting er den afhængighedsskabende effekt, som ligger i meget af den software, der udvikles hos tech-virksomhederne til både børn og unge. Det er selve forretningsmodellen, at vi skal blive lidt længere, og der skal indsamles så meget data på os som muligt.

Her bør der lovgives i forhold til producenterne, så det bliver langt mere gennemskueligt, hvad der foregår, og hvilke muligheder man har som forældre til at lukke af for bestemt indhold.

Skærmene er ikke skurken i forhold til de børn, der mistrives. Det er os voksne, der efterlader dem alene med deres iPad eller mobil, og som ikke ser dem mislykkes i deres forsøg på at finde rundt i livet.

Skærmene er ikke skurken, når børn bruger fire timer om dagen med en mobil eller andre skærme. Det er os voksne, der ikke giver dem opmærksomhed, giver dem alternative tilbud om fysisk leg eller andre kammeratskaber end det gaming-universet kan tilbyde.

Skærmene er ikke skurken, når mobilen klæber til børnene. Det er os voksne og vores dårlige vaner, som de efteraber. Skærmene er ikke skurken, når børn og unge kæmper med at navigere i den digitale verden.

Det er os voksne, der ikke giver dem redskaber til at lære at begå sig der, så de i stedet for selv må finde vej og skabe deres egne normer for, hvad der er rigtigt og forkert på nettet. For slet ikke at tale om, at børnene og de unge allerede skaber egne forholdsregler mod vold, porno og seksuelle tilnærmelser på nettet, som de lærer selv at håndtere i en al for ung alder, fordi de voksne ikke følger nok med i børnenes aktiviteter.

Skærmene er skurken, når tech-selskaberne anvender afhængighedsskabende algoritmer, når de ulovligt indhøster data på vores børn for at kunne sælge dem forskellige produkter, eller når de etablerer forskellige spil, som hele tiden kræver, at man spiller med – uanset om det er klokken to om natten eller fem om morgenen. Her skal skurken findes og de rigtige lovgivningsmæssige rammer etableres.

Måtte skærmdebatten dog snart komme tilbage på sporet og blive præget af en mere nuanceret diskussion og af konkret handling i stedet for slag i luften.