Bliv abonnent
Annonce
Debat

Tænketank: Vi har brug for en privatlivskommission, inden overvågningen løber løbsk

Vi må ikke forveksle overvågning med tryghed og frihed, som en minister engang ville have os til at indse, skriver Søren Peter Hansen.
Vi må ikke forveksle overvågning med tryghed og frihed, som en minister engang ville have os til at indse, skriver Søren Peter Hansen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
15. maj 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I takt med at teknologien rykker nye grænser for, hvad vi kan, er det fristende at lade "kan vi?" blive det eneste spørgsmål, vi stiller. 

Men det er ikke nok.

I et samfund, der ønsker at være demokratisk, oplyst og retsstatligt, må vi insistere på også at stille det sværere og langt vigtigere spørgsmål: Bør vi?

Det er netop her, behovet for en uafhængig privatlivskommission er. En instans, der kan tage det nødvendige skridt tilbage, kortlægge udviklingen af overvågningssamfundet, analysere de retlige og teknologiske implikationer – og vigtigst af alt: Bidrage til at genetablere en bæredygtig balance mellem vores tryghed som borgere og vores ret til privatliv. 

Overvågning uden grænser underminerer tillid, og den åbner døren for magtmisbrug.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Tillid bør være udgangspunktet. Men den tillid kan kun opretholdes, hvis vi som borgere har sikkerhed for, at statens magtudøvelse sker med både ansvar og respekt. Det kræver klare spilleregler og et etisk kompas.

Manglende demokratisk kontrol

Den aktuelle hastesag om PET-loven er et skræmmeeksempel på det modsatte. 

Loven er ganske vist udskudt et par måneder, men det er langt fra tilstrækkeligt. 

Lovgivning, der griber så dybt ind i vores privatliv, må ikke vedtages over hals og hoved. Vi og vores repræsentanter i Folketinget har brug for tid til en grundig debat – og for en kommission, hvis analyser og anbefalinger kan indgå i beslutningsprocessen.

Udviklingen inden for dataanvendelse og overvågning har i løbet af få årtier fundamentalt ændret vilkårene for privatlivets fred. Staten har i stigende grad udvidet sin adgang til at indsamle og dele oplysninger, ofte uden tilsvarende styrkelse af vores retssikkerhed eller tilstrækkelig demokratisk kontrol.

Og som følge af retsforbeholdet har Danmark en særlig forpligtelse: Vi kan ikke læne os op ad EU’s retsakter, og vi må derfor selv sikre, at anvendelsen af ny teknologi og myndigheders beføjelser sker på et retsstatligt og oplyst grundlag.

Læs også

Etikken skal være rettesnor for overvågningens fremmarch

Her er etikken afgørende - for etik er ikke en privat sag.

Det er vores fælles refleksion over, hvad det gode liv er, og hvordan vi bedst beskytter det. Etikken sætter grænser for magten. Den minder os om, at det, der er teknisk muligt, ikke nødvendigvis er menneskeligt ønskværdigt.

Vi står i en tid, hvor teknologien og overvågningsmulighederne udvikler sig hurtigere, end lovgivningen kan følge med. 

Netop derfor er det nødvendigt med en institution, som ikke blot forholder sig til det aktuelle, men som løbende kan stille de grundlæggende spørgsmål: Hvad betyder det for vores samfund, vores frihed og vores medmenneskelighed? 

Et samfunds sammenhængskraft hviler på fælles regler, ja – men også på fælles værdier.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Tryghed og retssikkerhed hænger nok sammen. En effektiv retspolitik, der beskytter mod kriminalitet og sikrer hurtig og retfærdig straf, er vigtig. Men vi må ikke forveksle overvågning med tryghed – og frihed, som en minister engang ville have os til at indse.

Overvågning uden grænser underminerer tillid, og den åbner døren for magtmisbrug.

Retssikkerheden skal gå forud for statens beføjelser. Det er et klassisk princip, at hjemmet er ukrænkeligt. Derfor må vi klart og tydeligt sige: Indgreb i privatsfæren uden dommerkendelse bør kun ske, hvor det er absolut nødvendigt. Administrative genveje må ikke blive normalen.

Et samfunds sammenhængskraft hviler på fælles regler, ja – men også på fælles værdier. Derfor har vi brug for et nyt pejlemærke: En privatlivskommission, som ikke blot vurderer, hvad vi kan, men som igen og igen tør stille det grundlæggende spørgsmål: Bør vi?

Derfor støtter Tænketanken Prospekt initiativet fra Justitia – (sammen med en række  organisationer og civilsamfundsaktører) - om at der snarest bør nedsættes en privatlivskommission.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026