Udspil på vej: Regeringen vil regulere unges brug af sociale medier

Skal Fie Laursen pålægges et redaktørlignende ansvar på sociale medier i stil med de presseetiske regler? Skal der etableres et etisk regelsæt, som influencere og bloggere skal overholde? Og skal der laves særskilte, nationale regler for, hvornår techgiganter som Facebook og Youtube skal fjerne ulovligt indhold?
Det bedste ville være, at vi har en eller anden regulering herhjemme, som er fæstet ved lov. Men hvor langt ned i detaljen, den skal gå, synes jeg er et svært spørgsmål, da der kan være ytringsfrihedsdilemmaer.
Karina Lorentzen-Dehnhardt
IT-ordfører, SF
Det er nogle af de spørgsmål, som to arbejdsgrupper skal forsøge at levere deres bud på i de næste par måneder.
DF har foreslået en lov, der pålægger sociale medier at fjerne billeder af skadeligt indhold inden for 24 timer.
Flere partier vil undersøge muligheden for at forbyde de såkaldt streaks på Snapchat, hvor børn dagligt skal sende beskeder til hinanden for at holde en stime af billeder kørende, der er virtuelt udtryk for deres venskab.
Og flere partier har tidligere villet forbyde reklamer fra influencere om kosmetiske operationer, fordi Fie Laursen i januar reklamerede for brazilian butt lift på sin Instagram.
Emnet er også havnet på sundhedsministerens bord, fordi Ellen Trane Nørby har bedt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), om de såkaldte snapstreaks udgør en risiko for børns sundhed og udvikling.
Løsningsforslagene skal munde ud i et regeringsudspil, der har til sigte at skærme børn og unge fra ulovligt indhold på sociale medier, samt placere et ansvar hos de store, internationale spillere på området for det indhold, som børn og unge møder på deres platforme.

















