Anmeldelse af 
Michael Jannerup

Bunker af stof for politiske nørder i Tim Knudsens sidste bind om danske statsministre

Tim Knudsens imponerende storværk om de danske statsministre afsluttes med et interessant bind, der overbevisende samler op på nyere dansk regeringsførelse, men som ind imellem misser vigtige politiske pointer, skriver Michael Jannerup.

Med Tim Knudsens femte og sidste bind om statsministre gennem tiderne er der bunker af stof for politiske nørder at gå om bord i, skriver Michael Jannerup.
Med Tim Knudsens femte og sidste bind om statsministre gennem tiderne er der bunker af stof for politiske nørder at gå om bord i, skriver Michael Jannerup.Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Michael Jannerup
Statsministeren. Bind 5. Mellem almagt og afmagt 2001-2019
Tim Knudsen Statsministeren 636 sider, Forlaget Samfundslitteratur
636 sider, Forlaget Samfundslitteratur

 

En imponerende arbejdsindsats og intellektuel bedrift er med Tim Knudsens femte bind om statsministre: Mellem almagt og afmagt 2001-2019 nået til sit sidste punktum.

I det afsluttende bind får vi udover en grundig gennemgang af og analyse af Fogh Rasmussen, Thorning-Schmidt og Løkke Rasmussens magtudøvelse som regeringschefer også et enkelt kapitel om Frederiksen som statsminister, samt et efterskrift hvor Knudsen samler op på hele værkets forsøg på at indramme statsministerembedets udvikling. 

Hvis vi spoler frem til Knudsens overordnede konklusion, så opererer han med begrebet "magtvækst" som udtryk for, at statsministerens magt og embede blot vokser og vokser i betydning. Sidste bind sandsynliggør denne pointe fint.

Fogh som den bedst forberedte statsministerkandidat til opgaven, der i årene op til 2001 har planlagt et magtskifte med en politisk drejebog og et gennemarbejdet regeringsgrundlag, som beskytter sit ministerhold, kontrollerer politikudviklingen gennem stærke regeringsudvalg og sætter nye standarder for pressehåndtering, og så frem til Mette Frederiksen der mimer Foghs kontrolgen i sin etparti-regering fra 2019.

Læs også

I tilgift udvider hun staben i Statsministeriet betragteligt, omplacerer embedsfolk efter politisk tæft frem for faglige meritter, og måske mest markant indsætter sin egen ikke-valgte rådgiver direkte i de centrale regeringsudvalg.

Der er som Knudsen konkluderer ingen tvivl om, at statsministerens rolle og magt over årene er vokset, dels på grund af det ydre medie- og offentlighedspres behov for en strammere styring af regeringen, men også som et udtryk for at vælgerstrømningerne har ændret sig i takt med at klasseinteresser er blevet erstattet af mere snævre kortsigtede "markedsinteresser" for vælgergrupper, der er mere eller mindre volatile. 

Eksponentiel magtvækst

Denne udviklingshistorie har meget for sig, men man kan sagtens udfordre "magtvæksten" som en uafvendelig sandhed, som i Knudsens fremstilling næsten efterlader indtrykket af, at statsministeren i al fremtid kun vil vokse sig større og stærkere i magt og betydning.

Embedet hviler ud over statsministerens lederevner, stadig på en række parlamentariske balancer, som alene i denne bogs tidsramme også har været skiftende.

Der er som Knudsen konkluderer ingen tvivl om, at statsministerens rolle og magt over årene er vokset

Michael Jannerup
Forfatter og fhv. forlagschef, Gyldendal

Der er trods alt forskel på en Anders Fogh Rasmussen, der kunne føre stabil blokpolitik sammen med Dansk Folkeparti og havde en historisk svag regeringspartner i de konservative, der især i starten stadig slikkede sårene efter års interne magtkampe, og så Lars Løkke Rasmussens anden periode som statsminister, hvor Venstre havde tabt 13 mandater, og som mindretals- og etparti-regering skulle navigere med det mindst mulige flertal i en borgerlig blok på vej i opløsning.

Man kan også blot tage øjebliks-testen og konstatere, at den ”magtfuldkomne” Mette Frederiksen, som Knudsen primært portrætterer med udgangspunkt i Minksagen, har været nødt til at justere sin anden periode som leder af regeringen, og som netop var tvunget til at forny sit mandat, på grund af hendes for stramme greb om magten.

Selvom Frederiksen stadig indtager statsministeriet nu i en flertalsregering, og som derfor i princippet blot kan trykke speederen i bund på det omfattende regeringsgrundlag, så stiller ledelsen af en regering hen over midten af rød og blå blok simpelthen andre krav til statsministeren internt som leder af regeringen.

Topstyringen er blevet erstattet af bredere inddragelse, for også at kunne favne tidligere indædte ideologiske politiske modstandere, magten er derfor blevet en anden.

Men ret skal være ret, de institutionelle udvidelser af embedet i form af flere rådgivere (dog ikke længere i Ø- og K-udvalg) og flere embedsfolk i Sankt Jørgens Gaard er stadig bevaret. Den slags vækst, har Knudsen en pointe i, er nok kommet for at blive. 

Politisk udviklingshistorie

Selvom 636 sider lyder af meget, er det hele vejen velskrevet formidling som forfatterne leverer.

Forfattere skal stå i flertal, da professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen i dette sidste bind har fået værkets forskningsassistent, post. doc. ved Oxford University, Peter Heyn Nielsen til at skrive dele af kapitlerne om Løkkes første regeringsperiode (2009-11), Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister (2011-15), og Heyn Nielsen står som hovedforfatter til kapitlerne om Løkkes anden periode som statsminister (Venstre-regeringen (2015-16), og VLAK-regeringen (2016-19)). Hverken formidlingen eller analyseniveauet taber flyvehøjde af den grund. 

Heyn Nielsen krediteres også i bogens forord for at have bidraget til researchen i alle fem bind, og uden selv at have læst de foregående bind, så er en af de helt store gevinster ved dette bind den enorme research, der sikrer et imponerende overblik.

Et af de bedste publicistiske argumenter for at bedrive samtidshistorie, er, at "vi" – offentligheden – kollektivt har det med hurtigt at glemme begivenheder og ikke mindst omstændigheder for den politiske ageren, Vi husker i overskrifter, sejre og nederlag, men hvis man skal lære af historien, så må man kende omstændighederne og de ofte slingrede forløb frem til den politiske målstreg.

Det hele skal med, og det får vi her i rigelige mængder. Hvem havde eksempelvis Globaliseringsrådet fra 2004 present? For at styrke konkurrenceevnen nedsatte Fogh i 2004 Globaliseringsrådet, der udover et tværgående ministerudvalg også fik sit eget rådgivende råd med repræsentanter fra både erhvervslivet, fagbevægelse og forskningsverdenen.

Fogh associeres ikke i eftertiden med projektarbejde, og selvom arbejdet ikke for alvor bed sig fast, men dog udmundende i en trepart om livslang uddannelse, viser Knudsen overbevisende med dette og en række andre konkrete eksempler, hvordan Fogh proaktivt brugte sin politiske initiativret til at gå foran og dermed udvide statsministerembedets muligheder, og som blev kendetegnende for hans regeringsperiode.

Styrken i fremstillingen ligger også i, at de aktuelle politiske sager inddrages og dermed tegner en politisk udviklingshistorie parallelt med undersøgelsen af statsministerens embedsførelse.  

Fogh i strakt arm

Når stofmængden er stor, stiller det samtidig store krav til disponeringen af selvsamme, og her går det i de godt 200 sider om Fogh Rasmussen som statsminister knap så gnidningsfrit.

Selvom 636 sider lyder af meget, er det hele vejen velskrevet formidling som forfatterne leverer

Michael Jannerup
Forfatter og fhv. forlagschef, Gyldendal

Den store undladelsessynd er kultur- og værdikampen, som holdes i strakt arm, selvom det fra start af var Foghs faste politiske rettesnor for sit embede. "Smagsdommer"-debatten, som kickstartes i hans første nytårstale, får mindre end én side i fremstillingen.

Det er rigtigt, at Fogh lagde politisk afstand til det image som hulemand, som debatbogen 'Fra socialstat til minimalstat' havde efterladt sig, da han ville gribe magten, men den idépolitiske kamp om danskernes sjæl var stadig midlet til målet.

Blot turde han og Venstre ikke efter nederlaget i 1998 længere tage et fordelingspolitisk opgør med socialdemokratismen, man måtte derfor først ændre danskernes mentalitet i borgerlig retning via kultur- og værdikampen, før man turde tage et opgør med velfærdsstaten.

Denne meget centrale del af Foghs strategi, og dermed nøglen til hans ageren som statsminister afhandles af Knudsen i dobbelt strakt arm, da det først for alvor dukker op til allersidst, og desuden som det eneste sted på de 636 sider lægges i munden på en anden end Knudsen selv, nemlig professorkollegaen Peter Kurrild-Klitgaard.

Et stilskifte der kun bidrager til at understrege, at Knudsen og værdi- og kulturkamp som analysegenstand ikke er gode venner. Helt galt går det med kulturkampen fra Kulturministeriet.

Når stofmængden er stor, stiller det samtidig store krav til disponeringen af selvsamme, og i afsnittet om Fogh Rasmussen går det knap så gnidningsfrit, skriver Michael Jannerup.
Når stofmængden er stor, stiller det samtidig store krav til disponeringen af selvsamme, og i afsnittet om Fogh Rasmussen går det knap så gnidningsfrit, skriver Michael Jannerup.
Foto: Peter Elmholt/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Her skriver Knudsen fejlagtigt om kulturafsnittet i regeringsgrundlaget: "I sidste øjeblik i 2001 fik De Konservative også noget om ulandshjælp og kultur ind i regeringsgrundlaget. Det havde Fogh tilsyneladende glemt."

Faktum er, at Fogh allerede i sin debatbog fra 1993 i detaljer havde formuleret den kulturpolitik, der skulle føres, blandt andet skattefordele for private virksomheder der investerede i kunst, skatteudjævning for udøvende kunstnere og et opgør med Statens Kunstfonds indspisthed, den kulturpolitik som Brian Mikkelsen endte med at føre. 

Normalt en typisk borgerlig mærkesag

I den mindre grelle ende, er der rodet rundt i kronologien omkring regeringens forskellige kanon-tiltag, samt fejlagtigt noteret, at kulturministeren indførte gratis adgang på landets museer, det galt kun for de store statslige museer. 

Men samlet leveres der et glimrende portræt af Fogh som regeringsleder, der indeholder mange interessante detaljer, men den samlede politiske strategi negligeres, og kommer derfor også til at minimere perspektivet i de ellers glimrende analytiske pointer, som Knudsen uddriver af de enkelte politiske aftaler.

Tag for eksempel den store velfærdsaftale fra 2006, der øgede danskernes pensionsalder i takt med den stigende levealder. En langsomt virkende udbudsreform, som Knudsen supplerer med følgende vurdering: "Men der burde også på kort sigt have været skabt et væsentligt større udbud af arbejdskraft, hvis man ville bremse lønstigningerne".

Makroøkonomisk en korrekt betragtning og normalt en typisk borgerlig mærkesag, men ikke i forhold til Foghs strategi hvor det galt om at adskille fordelingspolitik fra værdipolitik.

Med velfærdsaftalens langsomt virkende stramninger lykkedes det ham i stedet at binde Socialdemokraterne til et forlig, som Knudsen selv skriver havde "skabt uro" hos S, men mindst lige så vigtigt, lykkedes det Fogh at holde hulemands-billedet stangen. Om strategien så havde den ønskede effekt på de velfærdsglade danskere, er så en helt anden diskussion. 

Parlamentarisk uerfarenhed

Til gengæld virker grebet med at fokusere på statsministerens lederværktøjer meget overbevisende til at forklare, hvorfor Helle Thorning-Schmidt fremstod som en svag statsminister.

Bogen redegør fint og redeligt for alle de mange politiske kontroverser i perioden; Betalingsringen, DONG-salg, lærerkonflikt etc., men zoomer klogt ind på optakten til hendes regeringstid og de berømte forhandlinger om regeringsgrundlaget.

Forfatterne viser, hvordan Ø-udvalget var det centrale magtfulde regeringsudvalg, og at Thorning-Schmidt ustrategisk valgte at stå udenfor

Michael Jannerup
Forfatter og fhv. forlagschef, Gyldendal

Vi kender forudsætningerne, et stagneret Socialdemokrati med knap 25 procent vælgeropbakning, samt et vingeskudt SF med syv mandaters tilbagegang skal forhandle med Vestager i topform med hele otte nye folketingsmedlemmer og et mandat flere end SF.

Det lykkedes ikke for Thorning-Schmidt i denne afgørende fase at sætte sig i stolen som den stærke retningsgivende leder, og kimen til den vaklende kurs kan nærmest koges ind til følgende to sætninger i regeringsgrundlaget: "Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen".

S og SF's partnerskab omkring først 'Fair forandring' og siden 'Fair Løsning' var hældt i skraldespanden, og Vestager gik ind i regeringsperioden som den egentlige politiske leder. Samtidig viser forfatterne, hvordan Ø-udvalget var det centrale magtfulde regeringsudvalg, og at Thorning-Schmidt ustrategisk valgte at stå udenfor. 

Ambitiøst Gesamtwerk

Samme parlamentariske uerfarenhed kan man ikke tilskrive Lars Løkke som statsminister, men som bogen også fint viser med et hav af eksempler, er det måske i virkeligheden Løkkes styrke som taktiker, der bliver hans svaghed som regeringsleder.

Han agerer bedst i kaos og overraskelser, det redder ham både som Venstres formand, når personsagerne hober sig op, og han skal en tur i kælderen med Kristian Jensen, eller som statsminister når han parlamentarisk var trængt helt op i en krog spændt ud mellem Liberal Alliances krav om topskattelettelser og Dansk Folkepartis afvisning af samme, og fandt et smuthul med etableringen af VLAK-regeringen. 

Men og der er et stort men, for det kaos han selv bereder betyder samtidig, at han aldrig evner at lede strategisk fra front, ikke at vælge er bekendt også et valg, og det ender til sidst nærmest med at opløse regeringen indefra.

LA bliver slidt op på skattespørgsmålet, intern splid i Venstre om udlændingepolitikken, hyppige ministerskift og en statsminister, når han er forberedt til regeringsmøder, er en uforlignelig politisk håndværker, men når han ikke er, lader ministrene spilde deres dyrebareste ressource: tid til at lede landet.   

Der er med andre ord bunker af stof for politiske nørder at gå om bord i, med dette sidste bind om statsministre gennem tiderne, og alt for mange spændende detaljer som der ikke er plads til at omtale her. 

Så fire store A'er til dette afsluttende bind, men seks funklende A'er for ambitionen fra både forlag og forfatter(e) for at berige den politisk interesserede offentlighed med et så ambitiøst Gesamtwerk (bind 1-5), der i mange år vil give historisk klangbund og perspektiv til den løbende diskussion om dansk politik og hvordan magten forvaltes. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Jannerup

PR- og pressechef, Det Kongelige Teater
cand.mag. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 2004)

Tim Knudsen

Forfatter, foredragsholder og professor emeritus, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1978), cand.mag. (Københavns Uni. 1980), lic.adm.pol. (Københavns Uni. 1985)

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024