Grete Christensen: Den offentlige aftalemodel er asymmetrisk

DEBAT: Der er brug for at nedsætte et udvalg, som skal kigge på, hvordan den danske aftalemodel kan tilpasses den offentlige sektor. Der skal rettes op på den nuværende magtasymmetri, der tilgodeser politiker-arbejdsgiver-dobbeltrollen, skriver Grete Christensen. 

Af Grete Christensen
Formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd

På dette tidspunkt for et år siden var Danmark truende nær en storkonflikt i den offentlige sektor. Det lykkedes i sidste øjeblik at afværge konflikten, men forløbet viste, at den danske aftalemodel i den offentlige sektor har nogle svagheder og begrænsninger.

Konfliktniveauet i den offentlige sektor har de seneste mange år været højere end i den private sektor.

Egentligt er det ikke så mærkeligt, for den offentlige sektor er underlagt stramme økonomiske vilkår, samtidig med at selve konstruktionen af den danske aftalemodel har det svært med at finde sig til rette i den offentlige sektor.

Den danske aftalemodel blev historisk designet til den private sektor, og her fungerer den godt. Selvom modellen på overfladen har samme udformning på det offentlige arbejdsmarked, er der alligevel en række afgørende forskelle.

Jeg mener, der er brug for et fælles udvalgsarbejde, hvor vi og arbejdsgiverne igangsætter et forløb, der kulegraver, hvad der skal til, for at den danske model kan blive funktionsdygtig i den offentlige sektor. De to vigtigste emner at tage fat på er magtasymmetri og en fair løn. 

Offentlig aftalemodel er politiseret
Der skal skabes en bred erkendelse af, at den offentlige aftalemodel er politiseret. Den danske aftalemodel i den offentlige sektor hviler på et demokratisk grundlag.

Det er selvfølgelig et flertal på Christiansborg, der bestemmer, hvor stor den offentlige sektor skal være, og hvor mange penge der er at forhandle om. Men de folkevalgte politikere er også arbejdsgivere, og det kan være en svær dobbeltrolle af balancere.

Et folketingsflertal kan beslutte besparelser, som skal hentes ved direkte forringelser af de ansattes ansættelsesvilkår. I så fald gør man indhug i noget, som skulle være aftalt mellem parterne. Det vil sige, at man bruger sin rolle som lovgiver inden for rammerne af aftalemodellen, hvilket betyder, at der opstår en asymmetri i magtforholdet.

Magtasymmetrien kan også komme til udtryk ved strejke og lockout, hvor en konflikt har store økonomiske konsekvenser for arbejdstagerorganisationerne, hvorimod arbejdsgiverne sparer lønkroner. Arbejdsgiverne har ved en omfattende lockout mulighed for at tvinge organisationerne økonomisk i knæ.

Arbejdsgiverne fremfører ofte, at de til gengæld er underlagt et folkeligt pres, fordi de ikke leverer den ydelse, borgerne forventer. Dette pres ligger imidlertid mindst lige så meget på de ansatte.

Lønbesparelser bør øremærkes
Mens parterne på det private arbejdsmarked skyder virksomhedernes indtjening ind på bordet, så er det en langt mere abstrakt politisk kapital, som kommer i spil under konflikter i det offentlige. Politikeres omdømme og de ansattes strejkefonde er to meget ulige størrelser.

De offentlige arbejdsgiveres besparelser på lønkontoen under strejke og lockout bør øremærkes til formål, som de folkevalgte ikke selv kan fastlægge. Ved OK18 stillede Sundhedskartellet derfor et forslag om, at hvis arbejdsgiverne igangsætter lockout, skal de sparede lønkroner genanvendes til service og velfærd.

Sygeplejerskerne har varslet og også gennemført en række strejker gennem de seneste 25-30 år, og de har alle handlet om løn, som jo ved nærmere eftersyn grundlæggende handler om anerkendelse for det arbejde, som man leverer. Og dermed ligner konflikterne gennem de seneste årtier og forløbet omkring OK18 i sin grundsubstans hinanden.

Ved OK18 var det igen lønudviklingen i den offentlige sektor og oplevelsen af en lønudvikling, der matcher udviklingen i den private sektor, der var et centralt og samlende udgangspunkt for musketereden.

Kig mod det svenske Medlingsinstitut
Da konflikten blev optrappet, og forhandlingerne blev henlagt til Forligsinstitutionen, var det vanskeligt at finde saglige og nøgterne holdepunkter i drøftelserne om de økonomiske rammer for et forlig. Eksempelvis forlod arbejdsgiverne på et tidspunkt de sædvanlige forudsætninger for beregning af OK-rammen, og vi stod pludselig med hver vores tal og fortolkninger af lønudviklingen.

I Sverige har man etableret ”Medlingsinstitutet”, som et stykke ad vejen kan sammenlignes med den danske forligsinstitution, men som ud over konkret konfliktmægling også har ansvaret for de officielle lønstatistikker, følger lønudviklingen og holder øje med ligelønnen og dermed er med til at sætte fokus på nogle af de spændinger og udfordringer, der findes på arbejdsmarkedet.

Jeg tror, at et udvalg eller institut af denne karakter under Forligsinstitutionen vil betyde, at vi kan undgå nogle af de konfliktfyldte diskussioner om løngab og lønudvikling i Danmark. Udvalget skal både bruges af parterne i fællesskab under forhandlinger og af Forligsmanden som hjælperedskab ved sammenbrud i forhandlinger.

Forrige artikel Professor: Ministerierapport viser en trend mod et mere politiseret embedsapparat Professor: Ministerierapport viser en trend mod et mere politiseret embedsapparat Næste artikel Claes Nilas: Seks trin der gør mandag til ugens bedste dag Claes Nilas: Seks trin der gør mandag til ugens bedste dag
Djøf omfavner S-opgør med new public management

Djøf omfavner S-opgør med new public management

STYRING: Socialdemokratiet ønsker et principielt opgør med den udskældte ledelsesfilosofi new public management. Det er den helt rigtige vej at gå, og masser af vinde blæser da også allerede i den retning, påpeger fagforeningen Djøf.