Det er ikke altid størrelsen

MANDAGSTRÆNEREN: Stor eller lille? Giganten DI har fået en kurv af Novo, der foretrækker den langt mindre interesseorganisation LIF. Effektiv lobbyisme handler ikke bare om at være stor, men også om at have en homogen medlemskreds, der kan levere det skarpe forhandlingsmandat, skriver Hegelund og Mose.

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Goliath måtte i den forløbne uge bide al skam i sig og komme til David – for at bede om godt vejr ovenpå et fejlslagent medlemsangreb. Der var en del direktør-skår, der skulle klinkes, da Dansk Industris Karsten Dybvad i mandags tog den mentalt lange vej fra Rådhuspladsen og ud til et industrilignende kvarter på kanten af København NV – for at genetablere et rimeligt forhold til den forsmåede brancheorganisation LIF. Det var samtidig en rejse fra DI's übertrendy lokaler til en – for nu at være høflige – noget mere lavmælt scenografi hos interesseorganisationen for den eksport- og forskningstunge medicinalindustri.

Kurven fra Rebien
Forsoningsmødet kom i stand, efter at Altinget har dokumenteret, at DI gennem de seneste måneder har været langt fremme med planer om at blive et konkurrerende talerør for den hastigt voksende og storeksporterende lægemiddelindustri – og dermed sætte LIF ud på et sidespor. Planerne blev forpurret, da LIFs mest prominente medlem – Novos topchef, Lars Rebien Sørensen – skar ud i pap for DI-toppen, at DI på ingen måde ville være i stand til at tage ordentlig vare om lægemiddelindustriens interesser herhjemme.

Der ville være et batteri af temaer inden for blandt andet forsknings-og sundhedspolitik, hvor DI enten ikke er skarp nok eller – af hensyn til andre medlemmer – har grundsynspunkter, der direkte strider mod en række af medicinalfirmaernes interesser. Hvor LIF ønsker flere midler til universiteternes grundforskning, har DI mere fokus på kortsigtet, anvendelsesorienteret forskning. Og hvordan ville DI kunne navigere mellem sin grundfortælling om, at skatten skal ned, og medicinalindustriens ønske om øgede investeringer i den offentlige sundhedssektor, lød den kontante afvisning.

Mindre organisationer grubler
Striden mellem DI og LIF rører ved en generel problemstilling, som optager de mange, der søger indflydelse gennem en organisation: Stor eller lille? Hvor får man mest indflydelse for pengene?

En del mindre organisationer opgiver deres selvstændighed og falder for fristelsen til at søge husly hos de store drenge. Det kan være dyrt og ressourcetungt at styrke dit eget lille sekretariat og få de nødvendige kompetencer og netværk. Det er også mere end svært at lokke en af de tunge ministre til dit årsmøde, den slags der ellers kan imponere medlemmerne. Derfor kan det være fristende at læne sig op ad tunge skuldre, også hvis du som mindre spiller vil være med til at påvirke din branches generelle rammevilkår.

Danske Ark – en brancheforening for rådgivende arkitektfirmaer – er således netop blevet medlem af DI. Det er sket efter lang og grundig forberedelse, hvor forskellige scenarier blev stillet op. DI's konkurrenter hos den anden store erhvervsorganisation, Dansk Erhverv, var også inde i overvejelserne, men det blev altså Rådhuspladsen, der løb af med sejren.

Lobbymæssigt var der ellers en del advarsler i en beslutningsforberedende analyse. Eksempelvis pegede centrale embedsmænd på, at DI's interessevaretagelse kan bære præg af, at man tror, at størrelse kan kompensere for argumenternes styrke. Der blev også advaret om, at Danske Ark kun kan have selvstændige holdninger, hvis det er dagsordener, der ikke er farlige for andre DI-medlemmer.

Et big bang hos lønmodtagerne
Det er ikke kun på erhvervs- og arbejdsgiversiden, at fristelsen til at slå sig sammen florerer. Også toppene i de to lønmodtagergiganter FTF og LO sonderer muligheden for at fusionere. Men hvor en samlet lønmodtagerstemme kan give mening i klassiske arbejdsmarkedsspørgsmål, er det mere tvivlsomt, hvordan et big bang mellem de to hovedorganisationer øger lobbyevnerne. Det er allerede svært at samles om synspunkterne i LO, så hvordan tror man, at det skal kunne lade sig gøre at skaffe fælles fodslag mellem skolelærere, jordemødre og den ufaglærte 3Fer?

Samme udfordring kan Dansk Journalistforbund stå over for. Journalisterne overvejer for tiden en fusion med Forbundet Kommunikation og Sprog og dermed et sammenskudsgilde – med en broget medlemsskare til følge. Interessemæssigt kan den slags stivne i kompromisser, mindste fællesnævner, der er svær at transformere om til en operationel indflydelsesstrategi. Det er samme vanskelige opgave, DI står med, når erhvervsorganisationen af blandt andre borgerlige politikere kritiseres for mest at repræsentere hensigter og ikke noget konkret.

Lobbyscenen har over de seneste 25 år uden den store opmærksomhed forandret sig. Scale matters, men det bliver også stadig mere evident, at der skal leveres konkrete ideer og skarpe løsningsforslag til embedsmænd og politikere. Og at forhandleren skal have et klart mandat fra medlemmerne, så hun kan lave en rask handel – og ikke må undsige den bagefter, fordi et medlemssegment blev fornærmet.

Ekspert på sit felt
Det kan den dygtige, mindre og mellemstore organisation med den homogene medlemskreds. Det handler om at have de rigtige interne processer, kende sine medlemmer, være ekspert på sit eget felt og kunne overraske embedsværk og politikere med brugbare ideer, der samtidig peger ind i tidens samfundsløsninger.

De færreste har erkendt, at lobbyisme er blevet en ledelsesdisciplin, hvor holdet skal spille sammen på nye måder, som kan kræve en anderledes infrastruktur, omfordelte roller og andre kompetencer i foreningens organer. Den erkendelse kan være en del af vejen frem for en række af de i alt 1700 lobby-organisationer herhjemme.

Dybvad og Rebien i Canada
Imens slås store erhvervsorganisationer som DI og Dansk Erhverv fortsat om at kapre nye medlemmer. Når det opleves en kende for aggressivt, må man som Karsten Dybvad af sted og glatte ud over for LIF's direktion.

Om få dage bliver der rig lejlighed til at gøre det samme over for Lars Rebien Sørensen, når de begge deltager i kronprinsparrets officielle tur til Canada. Et af hovedformålene? At slå døren ind for danske medicinalvirksomheder. Dybvad er med i den danske sundhedsdelegation og skal ligesom Novo-direktøren tale sundhed og medicin med canadierne.

Måske et vidnesbyrd om, at DI kan noget, LIF ikke formår: åbne eksportdøre i udlandet.


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk.

Forrige artikel LO's nye ansigt? LO's nye ansigt? Næste artikel Den fejlfri djøf'er Den fejlfri djøf'er
Regeringen skærer ned på ledelsesinitiativer

Regeringen skærer ned på ledelsesinitiativer

KOMPETENCER: Regeringen dropper to initiativer og nedskalerer fire andre tiltag, som skulle styrke offentlig ledelse. Regeringen vil hellere prioritere velfærd og grøn omstilling. Signalværdien bekymrer fagforeninger.