Djøf: Drop fordomsfulde generaliseringer om djøf'erne

REPLIK: Djøf'erne er lige så forskellige som resten af samfundet. Og fortællingen om et elitært broderskab, der hver dag går på arbejde for at overtage verden, har ikke hold i virkeligheden, skriver formand i Djøf, Lisa Herold Ferbing, i en replik til forsker Brian Degn Mårtensson.

Af Lisa Herold Ferbing
Formand for Djøf

Hvad har Mette og Kurt til fælles? Jo, de er begge medlemmer af Djøf. Og så arbejder de i den offentlige sektor. Den ene på en uddannelsesinstitution, den anden i det kommunale skolevæsen.

Nå ja, og så har de til fælles, at de ikke er en del af en ”selverklæret elite, der på vellønnet vis har sat sig på alle centrale poster og derfra udråber deres sandhed til en undrende offentlighed”, som Brian Degn Mårtensson i sidste uge svang sig op til på Altinget.

Trættende i længden
Det er naturligvis ærgerligt, at Mette og Kurt ikke passer ind i fordommene og den højstemte patos. For der er jo saft og kraft i at sammenligne djøf'erne med den katolske kirke før Reformationen og i samme ombæring klistre en masse etiketter i panden af tusindvis af mennesker.

Men helt ærligt: En debatform, der grundlæggende bygger på grove og generaliserende udsagn om djøf'erne, er trættende i længden.  

Den eneste reelle fællesnævner for djøf'erne er, at de tilfældigvis har taget en samfundsvidenskabelig eller erhvervsøkonomisk uddannelse. Og så vil de i øvrigt gerne gøre et godt stykke arbejde, hvad enten de arbejder i den private (det gør de fleste) eller den offentlige sektor.

Men hvornår blev det en forbrydelse mod menneskeheden?

Fortællingen om djøf'ernes elitære broderskab 
Jeg har været formand for Djøf i seks år og aktiv i foreningen siden midtfirserne. Gennem årene har jeg talt med tusindvis af djøf'ere. De læser de samme aviser som andre, ser X Factor om fredagen, arbejder i store og små virksomheder, kommuner, styrelser, sygehuse, gymnasier, skoler.

Nogle tjener en god løn, andre betaler ikke topskat. Nogle er glødende venstreorienterede, andre er ultraliberale. De kommer i alle aldre. Bor i lejlighed, villa og kolonihavehuse.

Djøf'erne er i det store hele lige så forskellige som resten af samfundet.

Jeg kan godt forstå, hvis det er frustrerende med al den normalitet, der ikke lige passer ind i fortællingen om djøf'ernes hemmelige og elitære broderskab. Men sådan kan virkeligheden jo skuffe.

Til gengæld er jeg glad for, at vi har Mette, Kurt og alle de andre djøf'ere, der hver dag går på arbejde – ikke for at overtage verden – men for at gøre den til et bedre sted.

Forrige artikel Stephanie Lose: Styrelser skal flyttes ud, hvor erhvervsklyngerne er Stephanie Lose: Styrelser skal flyttes ud, hvor erhvervsklyngerne er Næste artikel Kronik: Smitter spindoktoren regelrytteren med mistillid? Kronik: Smitter spindoktoren regelrytteren med mistillid?
  • Anmeld

    Claus Christensen · Underviser

    DJØF-eliten må vise sit værd

    Så længe mange borgere har en fornemmelse af, at den administrative elite ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundet i forhold til de omkostninger, der er ved dem, så har DJØF et problem. Man er nødt til åbent at forklare befolkningen, hvordan embedsmænd, kommunale ledere og politikere, som for en stor del også er DJØF'ere, skaber værdi for samfundet..... Jeg synes ikke, kritikken går på den enkelte DJØF'er, som sikkert yder et godt stykke arbejde indenfor de givne rammer, og som bruges som stråmand af
    Ferbing. .....Man er nødt til at generalisere og forenkle, hvis man meningsfuldt skal diskutere sammenhænge i en kompleks størrelse som samfundet. Det er kun rimeligt at diskutere graden af topstyring og indretningen af samfundet i øvrigt... Vi, der arbejder på gulvet - og ofte må finde os i DJØF-udtænkte kontrolsystemer - har krav på at få at vide, hvad vi får for skattekronerne..... Samfundsøkonomerne - som også er en del af DJØF-eliten - vil sikkert kunne opgøre, at DJØF'erne står for x antal mia. kr. af BNP, men gad vide om ikke korthuset ville skvatte sammen, hvis de store danske virksomheder, vi reelt lever af, forlod landet..... Befolkningen har intet imod eliten, hvis den viser sit værd. Det er derfor, de fleste har det fint med, at topsportsfolk tjener kassen: De viser konkret, hvad de kan..... DJØF har en væsentlig opgave i at vise, at eliten er alle pengene - herunder fiktive fratrædelsesgodtgørelser - værd.

  • Anmeld

    Henrik · Blogger og kommentator

    Man høster som man sår...

    Det er lettere komisk at konstatere, at man helst vil nuanceres når man selv skal beskrives, men bestemt ikke går af vejen for generaliseringer når man foretager samfundsmæssige analyser. Dér skorter det bestemt ikke på manglende nuancering...

    Man høster det man sår, og i den forbindelse kan vi alle konstatere, at politiseringen af statistik har gjort, at man i dag er gået langt forbi anstændighedens grænse i ambitionen om at gå forrest ind i et konkurrencesamfund hvor individet tromles af en DJØF-tone, som netop er grundlaget for modstanden imod standen.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Lidt ydmyghed ville klæde ridefogederne

    DJØF ville have godt af at melde sig ind i en af hovedorganisationerne. Så ville man have en chance for a vise hvor ansvarlighed og solidaritet skal ligge.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    ....ar generalisere.....

    .... og at miskreditere udvalgte befolknings- eller arbejdsgrupper er forsimplende og for let købt.
    Nu er det åbenbart DJØF'ernes tur? Det er pludseligt altsammen deres skyld, påstår man uden egentlig at have indsigt i de meget forskelligartede opgaver disse bestrider. Til andre tider er det landmændene, lærerne, flygtningene, politikerne, de unge utilpassede, folk, der bor i bestemte boligområder, de arbejdsløse, pensionisterne, forældrene osv, der står for skud.
    Hvorfpr denne søgen efter syndebukke?
    Vi er jo forskellige som mennesker er hver især store eller små drivhjul i et komplekst samfund, hvor vi har brug for hinanden.
    Vi har som borgere brug for forskellige kompetencer.... for dygtige, forskellige håndværkere, jurister, arbejdsmænd, pædagoger, lærere, kassedamer, hjemmehjælpere, rengøringsfolk, politikere....der tager deres arbejde og deres liv alvorligt, hvad enten de arbejder i det private eller det offentlige. Hvorfor skal det nedgøres?
    ....
    Tja. Vi lever i et dejligt land.... hvor Janteloven desværre blomstrer: "Du skal ikke tro, du er noget !"....??
    ....
    Derfor er det så befriende at følge med i, at man i disse dage oplever et sammenhold i overenskomstforhandlingerne. imellem de forskellige medarbejdergrupper i det offentlige.. Det er den tværfaglige samarbejdsform, der skal til, for at få vores samfundshjul til at snurre.
    Go' vind med sammenholdet....for sammenhængskraften vores samfunds skyld.

  • Anmeld

    Lise Kok

    @Claus Sønderkøge

    DJØF er i en hovedorganisation: AC - sammen med alle de andre akademiske fagforeninger.