Embedsmænd risikerer straf, selv hvis Inger Støjberg går fri

Når Rigsretten mandag afsiger dom i sagen mod Inger Støjberg, bliver der sat et punktum for den tidligere minister: skyldig eller frifundet. Men for sagens centrale embedsmænd vil dommen kun være et semikolon.

Fem af dem risikerer at skulle igennem endnu en undersøgelse – og denne gang med potentielt alvorlige konsekvenser som forflyttelse, degradering eller fyring.

Alt efter hvordan Rigsrettens dom lyder, kan det blive aktuelt at indlede såkaldt tjenstlige undersøgelser mod fem af de embedsmænd, der ifølge Instrukskommissionen kan stilles til ansvar for deres ageren i sagen. Enkelte af dem kan endda risikere sanktioner, selv hvis Inger Støjberg skulle blive frifundet.

Fjerde undersøgelse af sagen

Hvis der åbnes tjenstlige undersøgelser, vil det være fjerde gang, disse embedsmænd skal medvirke i en oprulning af sagen. Først blev den undersøgt af Ombudsmanden, så kom Instrukskommissionen og senest sagen ved Rigsretten. I de to sidstnævnte har embedsmændene været indkaldt som vidner.

Næsten uanset hvilke fejl og forsømmelser, de fem embedsmænd har begået, er den meget lange og opslidende årrække med konstante undersøgelser – og latente trusler om karrieremæssige konsekvenser – en høj pris at betale.

Og det er en pris, som uundgåeligt vil få en del dygtige unge jurister, økonomer og andre faggrupper til at overveje, om en karriere i staten er drømmejobbet, når man både kan finde højere løn og lavere arbejdstid uden for Slotsholmen – vel at mærke uden samme risiko for at tilbringe en håndfuld år i en lang undersøgelse.

Det er ikke et argument for at droppe de tjenstlige undersøgelser, hvis der er belæg for dem. Skal der være tillid til systemet, må der også være konsekvenser, hvis embedsfolk svigter deres opgave. Men det er måske et argument for, at det politiske system kigger indad og overvejer, om det selv har været med til at sætte embedsmændene i en situation, hvor det blev for svært for dem at udføre deres job.

Disse fem risikerer kritik

De fem embedsmænd, der får kritik i Instrukskommissionens rapport er:

Line Skytte, fhv. afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lykke Sørensen, fhv. afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet

Jesper Gori, fhv. kontorchef i Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lene Linnea Vejrum, fhv. vicedirektør i Udlændingestyrelsen

Ditte Kruse Dankert, fhv. kontorchef i Udlændingestyrelsen

Hvad de mere præcist bliver kritiseret for, kan du læse i denne artikel, men for både Lykke Sørensen og Jesper Gori gælder, at de efter Instrukskommissionens mening kan drages til ansvar for at have bidraget til at give forkerte svar til både Ombudsmanden og til Folketinget. Netop det forhold indgår ikke direkte i tiltalen mod Inger Støjberg, så her kan embedsmændene for så vidt komme til at stå alene tilbage med ansvaret for de forkerte svar til Folketinget.

Mekanikken er, at den tjenstlige undersøgelse vil blive nedsat af regeringen (formelt den minister, hvorunder de pågældende embedsmænd er ansat), sandsynligvis med en landsdommer i spidsen. Den vil komme med anbefalinger om sanktioner, som regeringen formentlig vil følge. Det er dog sket, at der er blevet iværksat hårdere sanktioner end anbefalet af en tjenstlig undersøgelse. Det var i den såkaldte blødersag, hvor en embedsmand blev forflyttet, selv om undersøgelsen kun havde anbefalet en irettesættelse. 

Andre embedsmænd går fri 

Fire af de fem embedsmænd (alle andre end Jesper Gori) risikerer at blive stillet ansvar for iværksættelsen og administrationen af den ulovlige praksis. Den kritik bortfalder selvsagt, hvis Rigsretten når frem til, at der slet ikke foregik noget ulovligt. Men hvis Rigsretten fastholder, at der foregik en ulovlig adskillelse af de berørte par, må man forvente, at der skal gennemføres en tjenstlig undersøgelse af embedsmændenes ansvar for ulovlighederne. Måske også, selv om retten måtte vurdere, at Inger Støjberg ikke selv kan klandres og derfor ender med at blive frifundet.

Det hører med til billedet, at en række andre embedsmænd muligvis også ville risikere en undersøgelse, hvis de fortsat arbejdede i staten – det gælder for eksempel fhv. departementschef Uffe Toudal Pedersen og Inger Støjbergs fhv. spindoktor Mark Thorsen.

Politikere ville "gå til kanten" 

Sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks var kulminationen på en lang årrække, hvor et bredt flertal i dansk politik var enige om at ”gå til kanten” af de internationale konventioner, herunder FN’s menneskerettigheder.

Det udsprang af et helt legitimt politisk ønske om at stramme den danske udlændingepolitik, så det f.eks. blev nemmere at udvise kriminelle udlændinge, sværere for udlændinge at få opholdstilladelse og familiesammenføring i Danmark osv.

Men det satte også embedsværket i en vanskelig situation: For på den ene side har samtlige danske regeringer haft en officiel politik om at respektere og overholde de konventioner, Danmark er med i. På den anden side har de altså ønsket at gennemføre regler eller love, der i praksis måske ikke helt flugtede med de samme konventioner.

For at løse denne cirklens kvadratur kunne man ofte høre ministre tale om, at de var villige til at ”løbe en procesrisiko”. Altså: de var villige til at træffe beslutninger, selv om de godt vidste, at de muligvis ville tabe en efterfølgende sag ved Menneskerettighedsdomstolen eller EU-domstolen.

Jura er fyldt med elastik

Præcis den formulering anvendte Inger Støjberg ifølge flere vidner i Rigsretten også i den konkrete sag om adskillelse af unge asylpar.

For embedsværket betyder det, at de på den ene side skal arbejde loyalt for ministerens ønske om at strække lovens elastik til det yderste – men at de på den anden side fortsat har pligt til at sige fra og advare ministeren, hvis elastikken strækkes derud, hvor det er klart ulovligt.

Hvis det handlede om fartgrænser, var det nemt. Hvis man går til kanten af fartgrænsen på motorvejen, kører man 130 km/t, hverken mere eller mindre. Men jura er ikke en eksakt videnskab. Så spørgsmålet om, hvornår man balancerer på kanten, og hvornår man er gået for langt, vil ofte være en vurdering uden noget entydigt svar.

Det er tydeligt i Støjberg-sagen: to af de embedsmænd, der risikerer tjenstlige undersøgelser, er netop Lykke Sørensen og Jesper Gori, som begge adskillige gange advarede Inger Støjberg om, at hendes ønske om en undtagelsesfri ordning ikke ville være lovlig. Lykke Sørensen kritiseres for, at hun ikke gjorde mere for at standse den ulovlige praksis, og de kritiseres begge for, at de efterfølgende bidrog til at dække over sagens rette sammenhæng.

Læren af Støjberg-sagen

Mandag falder der dom i sagen mod Inger Støjberg. Rigsretten vil afgøre to ting. For det første om der er foregået noget ulovligt i sagen. For det andet om Inger Støjberg i givet fald vidste eller klart burde have vidst, at der foregik noget ulovligt.

Uanset om Inger Støjberg kendes skyldig i den konkrete anklage, så var hun og den daværende regering – bakket op af et bredt flertal i Folketinget – gennem flere år med til at sætte deres egne embedsmænd i en umulig situation.

Hvis det bliver en del af læren af Danmarks sjette rigsretssag, vil den ikke have været ført forgæves.