Debat

Genitor: En kastreret kat er ikke løsningen på de vilde problemer, samfundet står overfor

Sigge Winther stiller en skarp og kritisk diagnose af et politisk system på steroider, og han giver et tankevækkende bud på en løsning, som han desværre navngiver Entreprenørstaten. Måske vi skal tale om et entreprenørsamfund i stedet for entreprenørstat, skriver Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard.

Når vi læser interviews med Sigge Winther, kommer vi til at tænke på Rüdiger Altmann, der engang sagde, at staten ligner en kastreret kat. Den bliver stadig tykkere, men den savner potensen, skriver Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard.
Når vi læser interviews med Sigge Winther, kommer vi til at tænke på Rüdiger Altmann, der engang sagde, at staten ligner en kastreret kat. Den bliver stadig tykkere, men den savner potensen, skriver Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Henning Meldgaard
Tina Overgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sigge Winther Nielsen (SWN) er på vej med en ny bog, og han er i den sammenhæng blevet interviewet i Berlingske 14. maj og i Politiken 15. maj.

De vilde problemer kan ikke løses af staten – heller ikke i form af en entreprenørstat.

Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard
Partnere, Genitor

Begge interviews er meget spændende læsning. SWN stiller en skarp og kritisk diagnose af et politisk system på steroider, og han giver et tankevækkende bud på en løsning, som han desværre navngiver Entreprenørstaten.

I de to interviews peger SWN på, at vi står overfor en række vilde problemer; store bøvlede problemer, som er dybt komplekse og viklet ind i hinanden. Det er eksempelvis at få indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet; at få løftet folkeskolens sidste 20 procent, der ikke kan regne og læse; at få vendt den faldende sociale mobilitet; at få håndteret folkesundheden og at få tacklet klimakrisen.

Samtidig med at problemerne bliver vildere, så bliver løsningerne mere letkøbte. Det politiske system er på steroider, og Christiansborg, centraladministrationen og medierne har ikke tid til at komme i dybden med reformer eller undersøge, om reformer virker ude i samfundet.

Den bliver stadig tykkere, men den savner potensen
Sigge Winther peger på Entreprenørstaten som løsningen. Entreprenørstaten er opdateringen af vores demokrati til de vilde problemer, vi står overfor, og den ligger i forlængelse af retsstaten, velfærdsstaten og konkurrencestaten.

Civilsamfundet skal spille en helt afgørende rolle – en så afgørende rolle, at vi måske skal tale om et entreprenørsamfund i stedet for en entreprenørstat.

Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard
Partnere, Genitor

SWN refererer til præsident Eisenhower, der i 50’erne – efter at russerne havde opsendt Sputnik – sagde, at USA var nødt til at satse på en kæmpestor uafhængig enhed DARPA, der skulle samle landets bedste hoveder på tværs af erhvervslivet, universitetsverdenen og civilsamfundet om et månelandingsprojekt. (DARPA, der står for Defense Advanced Research Projects Agency, består i dag af 220 embedsmænd, der leder mere end 250 forsknings- og udviklingsprogrammer).

Når vi læser interviewene med SWN, kommer vi til at tænke på den tyske publicist Rüdiger Altmann, der engang sagde, at staten ligner en kastreret kat. Den bliver stadig tykkere, men den savner potensen.

Selvom staten har vist sig potent i håndteringen af coronakrisen, og selvom staten måske ikke bliver tykkere, så mener vi, at Altmann måske alligevel har en pointe. De vilde problemer kan ikke løses af staten – heller ikke i form af en entreprenørstat. Et dansk DARPA med 220 regeringsembedsmænd i spidsen for mere end 250 forsknings- og udviklingsprogrammer får ikke indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet, ligesom det heller ikke får håndteret folkesundheden.

Civilsamfundet her skal spille en helt afgørende rolle
Vi tror, at Sigge Winther har en meget rigtig pointe, der handler om, at vi står overfor problemer, der kun kan løses i et samspil mellem civilsamfundet, den private sektor og den offentlige sektor.

Vi tror også, at civilsamfundet her skal spille en helt afgørende rolle – en så afgørende rolle, at vi måske skal tale om et entreprenørsamfund i stedet for en entreprenørstat.

Statsministeren efterlyste i sin første åbningstale en grundlæggende debat om velfærdssamfundet.

Den har vi til gode. Den må meget gerne handle om entreprenørsamfundet, og den kan hente god inspiration i publikationen ”Aarhuskompasset – Mindre system. Mere borger”, som Aarhus Kommune har udgivet sammen med Mandag Morgen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sigge Winther Nielsen

Stifter og direktør, tænketanken INVI – Institut for vilde problemer, oplægsholder
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010), ph.d. i statskundskab (Københavns Uni. 2013)

0:000:00