Hvis spørgetimen var en obduktion, viste den, at FE-sagen er politisk død

En historie, som Berlingske oprullede i weekenden, og som Støjberg forsøgte at bruge til at profilere sig på det, hun ellers blev dømt for i rigsretten.

Det virker formegentlig godt i kredsen af hendes egne – også potentielle – vælgere. Men udlændingepolitik er ikke – og har ikke været det i årevis – et effektivt slagvåben mod Mette Frederiksen.

Pernille Vermund forsøgte sig også med udlændingepolitikken, men med udgangspunkt i de tilråb, der har været i de pro-palæstinensiske demonstrationer, der har været i København siden Hamas' terrorangreb 7. oktober. Men ligesom hendes efterfølgende spørgsmål om vindmøller i Vadehavsområdet var det ikke rigtig noget, der bed på statsministeren.

FE-sagen er politisk død

Det er en vigtig pointe i FE-sagen, at dens folkelige bundtræk ikke er særlig stort.

Kompliceret jura, mange delsager i den store sag, afgjort på forskellig måde fra byretten over landsretten til Højesteret om et samarbejde mellem sikkerhedstjenesterne i Danmark og USA, de fleste bakker op om, er svært at omsætte til slagkraftig politik og retorik.

Det er selvfølgelig også derfor, Liberal Alliance og Konservative prøver at pode FE-sagen på minksagen, som netop havde en stærk folkelig appel i store dele af det borgerlige Danmark. Det, der udfordrer den taktik, er dog, at minksagen efter folketingsvalget sidste år er et overstået kapitel.

Efter alt at dømme er det eneste, der kan få FE-sagen til at blive et politisk problem for Mette Frederiksen, hvad der måtte komme frem i en fremtidig undersøgelse.

For indeværende – og i hvert fald med spørgetimen som målestok – er FE-sagen politisk død.

Den konklusion understøttes af, at hverken SF, Enhedslisten eller Alternativet ofrede tid på FE-sagen under spørgetimen.

Dermed brød de to sidstnævnte partier helt med den tværpolitiske alliance, der ellers manifesterede sig fredag, hvor hele oppositionen (bortset fra SF) gik sammen om en pressemeddelelse, der kræver FE-sagen undersøgt langt bredere med rod i granskningsudvalget.

Dragsted fik et stød ind

SF og Enhedslisten gik i stedet i kødet på fordelingsnøglen i regeringens 2030-plan.

SF-formand Pia Olsen Dyhr spurgte til forholdet mellem besparelserne i kommunerne og de lovede skattelettelser. Her var svaret fra Mette Frederiksen, at besparelserne var en del af inflationsbekæmpelsen, men at som inflationen ebber ud, vil man netop bruge penge på velfærd de kommende år.

Der var en skarpere æg for statsministeren at skære sig på i Pelle Dragsteds (EL) spørgsmål. For er skattelettelserne til dem med lav og moderat indkomst ikke meget lavere – 150-200 kroner om måneden – end for dem med højere indkomster, som får over 10.000 kroner om året?

Ét er for en socialdemokratisk formand at opgive modsætningen mellem skattelettelser og velfærd. Noget andet er, hvor mange S-vælgere, der synes, det er alletiders, at hun decideret lyder som en Venstre-mand

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Det havde Mette Frederiksen sværere ved svare direkte på. I stedet henviste hun til gini-koefficienten i det skattepolitiske forslag, som viser, at uligheden i samfundet ikke bliver større nævneværdigt større. Men altså heller ikke mindre.

Interessant nok kunne man i den udveksling høre Mette Frederiksen gentage to klassiske Venstre-refræn: "Det skal betale sig at arbejde", og at der skal være mærkbar "forskel på at have et arbejde og være på overførselsindkomst".

Ét er for en socialdemokratisk formand at opgive modsætningen mellem skattelettelser og velfærd, som har gjort ondt på Venstre i årtier. Noget andet er, hvor mange S-vælgere, der synes, det er alletiders, at hun decideret lyder som en Venstre-mand.

Messerschmidt skød sig selv i foden

Spørgetimens mest bemærkelsesværdige udveksling handlede også om fordelingspolitik og 2030-planen – og med DF-formand Morten Messerschmidt i en usædvanlig rolle som ham, der skød sig selv foden.

Messerschmidt har gjort et stort nummer ud af at relancere DF som pensionisternes parti. Og det var også fra den bastion, han gik til angreb på statsministeren.

For mens regeringen uddeler skulderklap i form af større og mindre skattelettelser til det arbejdende folk, hvad bliver der så tilbage til pensionisterne?

In casu pensionisten Ebert, som var del af Socialdemokratiets valgkampagne sidste år. Havde Mette Frederiksen overhovedet besøgt ham for nylig? Eller var han glemt, som alle andre pensionister er blevet glemt af statsministeren?

Her henviste Mette Frederiksen både til forhøjelsen af ældrechecken, lønløftet, der skal gøre det mere attraktivt at blive sosu, og de øvrige investeringer, der dækker det demografiske træk fra 2030-planen. Og så havde hun faktisk besøgt Ebert for nylig.

Spørgetimens mest bemærkelsesværdige udveksling handlede også om fordelingspolitik og 2030-planen – og med DF-formand Morten Messerschmidt i en usædvanlig rolle som ham, der skød sig selv foden

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

"Jeg synes faktisk, statsministeren skylder Ebert – eller det kan godt være, at han er fuldblodsmedlem af partiet, så han er måske ligeglad med, hvordan hele kører – men jeg synes, statsministeren skylder folkepensionisterne en undskyldning," responderede Messerschmidt.

Med ét havde han forvandlet Ebert fra at være symbol på de ofre, han talte på vegne af, til en socialdemokratisk skurk og apparatjik. Altså et personangreb på ham, han ellers lige havde defineret som stakkels og svag – og som ikke engang var tilstede til at forsvare sig.

"Man kunne starte med at tale respektfuldt om alle ældre," svarede Mette Frederiksen opbragt, hvorefter hun fortsatte:

"Det vil jeg også opfordre Dansk Folkepartis formand til at gøre. Det er en mærkelig måde at tale om en navngiven person, der sidder på et plejehjem i Danmark."

Av-av. En lille ting, ganske vist. Men selv små ting kan blive store, hvis det bliver klippet til en video på Facebook.

Under alle omstændigheder bliver det et problem for Messerschmidt, hvis han efterlader det indtryk, at kampen for pensionisterne mest er valgt af taktiske årsager og ikke af dybtfølt solidaritet med de ældste medborgere.

Konklusion: SVM-regeringen og statsministeren har mange problemer. Men den direkte konfrontation med oppositionen er ikke et af dem.