Jakob Ullegård: Pas på den politiske korrekthed

Af Jakob Ullegård
Crown Prince Frederik Scholar, Harvard Kennedy School

Midt i december ramte en dansk tsunami mine sociale medier.

CBS havde kluntet reageret på en klage over, at der var blevet sunget ”Den danske sang er en ung blond pige” på skolen. Det fik både folk og nyhedsmedier til at reagere voldsomt, så selv jeg fra Boston følte, at der blev tærsket langhalm nok på sagen.

Desværre er den – i mine øjne – fejlagtige reaktion fra CBS et udtryk for et snigende problem, som jeg også oplever fylder i USA.

Nemlig at den politiske korrekthed og frygten for at træde nogen over tæerne har taget overhånd i en sådan grad, at det er skadeligt for studiemiljøet.

Tag bare sagen fra Københavns Universitet, hvor en underviser i biologi ikke kunne vise statistik over mænd og kvinder i sine timer, uden at nogle studerende følte sig krænket. Heldigvis gik dekanen ind i sagen, så det ikke spandt ud af kontrol.

Når jeg læser om Københavns Universitets nultolerance over for krænkende adfærd, så ser jeg ikke desto mindre afsættet til nye påberåbte krænkelser, klager og indsnævring af den frie, akademiske tanke.

Jakob Ullegård
Crown Prince Frederik Scholar, Harvard Kennedy School

Men når jeg læser om Københavns Universitets nultolerance over for krænkende adfærd, så ser jeg ikke desto mindre afsættet til nye påberåbte krænkelser, klager og indsnævring af den frie, akademiske tanke.

Jeg frygter, at det over tid kan få skadelig effekt – ganske som det er sket over tid i USA. 

En dans på æggeskaller 
Herovre starter det allerede i folkeskolen. Min 12-årige søn undrede sig over, at man på hans skole slet ikke bemærkede julen, men blot talte om den forestående ”Holiday Season” eller ”Winter Break”.

Jul var som støvsuget ud af sproget for ikke at træde børn (og måske især deres forældre) fra andre religioner over tæerne. Som han konstaterede: ”Jul her er ligesom Voldemort i Harry Potter – alle forholder sig til det, men ingen tør sige navnet”.

Det gælder såmænd også her på Harvard Kennedy School, hvor jeg flere gange har oplevet diskussioner køre af sporet, fordi studerende pludselig påberåber sig at være blevet krænket. Uanset om debatten kommer på sporet igen, er skaden sket, og underviseren bevæger sig næppe derhen igen.

Konsekvensen er, at flere professorer skal ”danse på æggeskaller” i deres undervisning. Det vil sige, at de hele tiden skal pejle efter, om nogen nu også bliver stødt af emner, udtryk eller diskussioner.

Det er på ingen måde fremmende for en god akademisk debat.

Jeg havde glæden ved at læse på samme skole for 17 år siden og må desværre konstatere, at diskussionerne er mere blodfattige i dag, fordi der i mindre grad er plads til anderledes eller provokerende tænkning.

Gode eksempler leder vejen
Heldigvis er der veje ud. Tag University of Chicago, som virkelig står vagt om ytringsfriheden. Her fik alle nye studerende i 2016 et et-sides velkomstbrev, som understregede, at den frie debat er altafgørende for skolen – også selv om det til tider kan give stød til nogle studerende: 

"… You will find that we expect members of our community to be engaged in rigorous debate, discussion, and even disagreement. At times this may challenge you and even cause discomfort." 

"Our commitment to academic freedom means that we do not support so-called 'trigger warnings', we do not cancel invited speakers because their topics might prove controversial, and we do not condone the creation of intellectual 'safe spaces' where individuals can retreat from ideas and perspectives at odds with their own.”

Det kan i parentes bemærkes, at University of Chicago er i den globale topfem, hvad angår antal Nobelpristagere fra skolen, og ikke i topti, når det gælder midler.