Debat

Krifa til HK: I må vælge imellem jeres modsatrettede argumenter

HK's argument om, at tværfaglige fagforeninger hverken kan eller vil tage ansvar, er slidt og forkert. I kan ikke klandre os for ikke at have nok overenskomster og samtidig blokere dem, der vil samarbejde med os, skriver Søren Fibiger Olesen.

Simon Tøgern fra HK påstår, at de har moderniseret sig helt uden at slå folk med den røde fane, men så længe han fortsat bruger diskursen med rigtige, forkerte og snyltere, er det lige nøjagtigt det, som han gør, skriver Søren Fibiger Olesen.
Simon Tøgern fra HK påstår, at de har moderniseret sig helt uden at slå folk med den røde fane, men så længe han fortsat bruger diskursen med rigtige, forkerte og snyltere, er det lige nøjagtigt det, som han gør, skriver Søren Fibiger Olesen.Foto: Pressefoto
Søren Fibiger Olesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

HK's Simon Tøgern skriver i et indlæg i Altinget, at HK arbejder på at knække den faldende medlemskurve ved at modernisere sig.

Men det er ikke ligefrem et nyt og frisk argument fra sektorformandens side, når han siger, at tværfaglige fagforeninger hverken kan eller vil tage ansvar. Tværtimod er argumentet både slidt, træt – og slet og ret forkert.

Meget kan man sige om argumenterne, der mest af alt minder om en plade, der er gået i hak - men moderne er de ikke

Søren Fibiger Olesen
Bestyrelsesformand, Krifa

I og andre FH-fagforeninger kan ikke på den ene side brokke jer over, at vi ikke tager ansvar i partssystemet, når I samtidig gør alt for, at det ikke kommer til at ske. Eller klandre os for ikke at have nok overenskomster og samtidig blokere dem, der gerne vil samarbejde med os.

Det er simpelthen to modsatrettede budskaber, og jeg synes snart, at I må vælge, hvilket et I vil bruge. Meget kan man sige om argumenterne, der mest af alt minder om en plade, der er gået i hak – men moderne er de ikke.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at Simon Tøgern ikke bruger al sin energi på fortsat at knække kurven, som han omtaler fra Faos-rapporten.

Han påstår, at hans organisation har moderniseret sig helt uden at slå folk med den røde fane, som sektorformanden selv udtrykker det, men så længe han fortsat bruger den her diskurs med rigtige, forkerte og snyltere – så er det jo lige nøjagtigt det, som han gør.

Skift "rigtig" og "forkert" ud med relevans og trivsel
Jeg synes, at det er forfriskende at høre Mona Juuls (K) tanker om den danske model.

At hun rent faktisk tør udfordre på en saglig måde, som har lønmodtagerne i centrum, og ikke hverken politikerne eller fagforeningerne.

Jeg har et forsigtigt håb om, at alt den her snak om "rigtig" og "forkert" en dag bliver skiftet ud med et fokus på relevans og trivsel

Søren Fibiger Olesen
Bestyrelsesformand, Krifa

Det er ikke længe siden, at jeg i Altinget kom med et forslag til, hvordan en modernisering af arbejdsmarkedsmodellen kunne se ud, så den er tidssvarende, og så mere end en halv million danskere, som har brugt deres ret til frit at vælge fagforening, også høres.

Vi har i Krifa mere end 600 specialister, der hver dag tager ansvar og arbejder for vores medlemmers arbejdslyst. Vi er der for dem, når de har juridiske udfordringer, men vi er der i særdeleshed også for dem, når trivslen halter, og det knaser i arbejdslysten.

Vi arbejder for gode vilkår på arbejdsmarkedet for danskerne og for vores medlemmer, vi tegner overenskomster, og vi forsker i danskernes arbejdslyst. Ligesom vi hele tiden gør vores ypperste for at være relevant for vores mere end 190.000 medlemmer.

Det har vi tænkt os at blive ved med, og jeg har et forsigtigt håb om, at alt den her snak om "rigtig" og "forkert" en dag bliver skiftet ud med et fokus på relevans og trivsel – til glæde for lønmodtagerne, virksomhederne og samfundet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)

Simon Tøgern

Fhv. sektorformand, HK/Privat
reprokopist (KTS. 1983)

0:000:00