Når det "tunge kavaleri" sendes ind, bliver det dyrt. Men én kommission stikker helt af fra de andre

Undersøgelseskommission om Skat har allerede kostet mere end 200 millioner, og afhøringerne fortsætter i juni. "Det er ikke overraskende, at den bonger ud," siger professor i forvaltningsret Michael Gøtze.

Mere end 250 afhøringer vil have fundet sted, når kommissionen afleverer sin beretning næste år. Her ses Kristian Jensen efter sin afhøring i 2020. 
Mere end 250 afhøringer vil have fundet sted, når kommissionen afleverer sin beretning næste år. Her ses Kristian Jensen efter sin afhøring i 2020. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Claudia Steenhard

Undersøgelseskommissionen om Skat er den dyreste af sin slags i ti år. Til og med 2021 har den kostet 209,6 millioner kroner.

Det viser en ny liste over undersøgelseskommissioner, ekspertudvalg, sagkyndige udvalg og arbejdsgrupper nedsat i perioden 2012-2021 fra Finansministeriet.  

Kommissionen vil til sommer have udført omkring 250 afhøringer, hvor flere vidner har fået bisidder beskikket. Mere end 56 millioner filer har været endevendt. 

Kommissionens formand, Michael Ellehauge understreger, at der er tale om en "overordentligt omfattende opgave." 

"For at løse den usædvanligt store opgave har vi etableret et sekretariat, der er gearet til det," siger han og peger desuden på omkostninger forbundet med bisiddere og suppleanter. 

Dobbelt så dyr som nummer to

Undersøgelseskomissionen om Skat har allerede kostet mere end dobbelt så meget som den næstdyreste, Tibetkommissionen II.

Listen, der er udarbejdet for Finansudvalget viser udvalgene og kommissionernes samlede udgifter over en tiårig periode. I alt har der været udgifter for 1,063 milliarder kroner. 

Undersøgelseskommissionen om Skat, der forventes at afgive beretning i 2024, står således allerede for mere end en femtedel af udgifterne det sidste årti. Kommissionen er fortsat i gang med arbejdet og skal netop til at afhøre en række centrale vidner i sagen.

Kommissionen er sat i verden i 2017 for at undersøge og redegøre for handlingsforløbet omkring implementeringen og nedlukningen af det digitale inddrivelsessystem EFI. i 2018 nedsatte Justitsministeriet en tillægskommission, der skulle se nærmere på udbytteskatteområdet. 

Du kan se listen over de kommende afhøringer i kommissionen her.  

De dyreste kommissioner og udvalg 2012-2021
  1. Undersøgelseskommissionen om SKAT (2017-nu): 209,6 millioner
  2. Tibetkommissionen II (2018-2022): 96,2 millioner
  3. Klimarådet, herunder Klimadialogforum: 85,6 millioner
  4. Enhed Teledatasagen (2019-2021): 79, 6 millioner
  5. Grønt Udviklings-og Demonstrationsprogram (GUDP) (2021): 62,2 millioner  
  6. Statsløsekommissionen (2011-2015): 48,6 millioner
  7. Skattesagskommissionen (2011-2014): 32,9 millioner
  8. International Center for Forsknings i Økologiske Fødevaresystemer (ICROFS) (2022): 29,8 millioner
  9. Tibetkommissionen I (2015-2017): 27,9 millioner
  10. Irak-og Afghanistankommissionen (2012-2015): 21,3 millioner

Suppleanter og bisiddere har være dyre 

Det er særligt kommissionens dobbeltbemanding, der trækker prisen op, mener professor i forvaltningsret, Michael Gøtze.

I lyset af den omfattende opgave og den lange proces, har man valgt at have suppleanter for hver af kommissionens tre faste medlemmer. Alle suppleanterne skal være orienterede og klar til at træde ind, skulle et medlem falde fra, som det skete med dr. jur. Søren Højgaard Mørup, der blev indstillet som højesteretsdommer og måtte træde ud af kommissionen.  

Den slags dobbeltbemanding har man ikke set før, fortæller Michael Gøtze. 

"Man har faktor to på kommissionen. Kombineret med at den er langvarig og kaster det helt store net ud, gør det den meget dyrere," siger han.

Men det er ikke usædvanligt eller overraskende, at det er omkostningsfuldt. 

"Kommissioner er jo i udgangspunktet dyre, fordi det er det tunge kavaleri. De er som en flot Rolls-Royce, der ruller skinnende ud af garagen. Den er dyr i drift," siger Michael Gøtze og uddyber:

"Selve kommissionen koster penge, bistandssekretariatet koster penge. Mange af dem, som skal ind og afgive forklaring har bisidder med, som jo også skal betales."

Undersøgelseskommissionen om Skat

Undersøgelseskommissionen om SKAT blev nedsat i 2017 for at undersøge og redegøre for forløbet omkring implementeringen og nedlukningen af det digitale inddrivelessystem, Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI). 

Efter gentagne forsinkelser og fejl måtte SKAT i 2015 lægge systemet i graven for et trecifret millionbeløb. EFI’s utilstrækkelighed nåede at betyde, at milliarder af skattekroner aldrig blev inddrevet, og at borgere uretmæssigt fik inddrevet forældet gæld. 

Kommissionen skal blandt andet undersøge skiftende ministre og ministeriers rolle i beslutningsprocesserne og kortlægge beslutningsgrundlaget for de centrale aktører. 

Som reaktion på udbytteskatte-sagen i 2015, valgte Justitsministeriet at nedsætte en tillægskommission i april 2018, der skulle undersøge udbytteskatteområdet. 

Er det pengene værd? 

Blå blok har tidligere kritiseret undersøgelseskommissionerne for at være for dyre, omfattende og uden effekt. Tidligere departementschef Jørgen Rosted har i Altinget argumenteret for, at de svækker tilliden til regeringsførelsen. Michael Gøtze selv har også ytret sin kritik af undersøgelsernes virkning.  

"Når kommissionen er færdig og har skrevet sine mange bind, så er virkeligheden jo en anden i dag, end den var for ti år siden i Skat," siger Michael Gøtze og fortsætter: 

"Kunne man have brugt de mange millioner på noget mere fornuftigt? Det er for tidligt at komme med svar på det. Men der er selvfølgelig nogen, der stiller et helt berettiget spørgsmål om det."

Det helt store spørgsmål om kommissionen er, ifølge Michael Gøtze, om den undersøger noget, som på en måde er historie, eller noget, der stadigvæk har relevans. 

"Jeg vil da håbe meget på, at det er det sidste," siger han.  

Kommissionens formand Michael Ellehauge har ikke ønsket at svare på, hvorvidt kommissionens arbejde vil kunne stå mål med udgifterne.

"Jeg kan dog pege på, at de forhold, kommissionen undersøger, angår hele den offentlige gældsinddrivelse og problemstillingen med uretmæssig udbetaling af refusion af udbytteskat. Undersøgelsesfeltet angår derfor offentlige værdier til mange milliarder kroner," siger han.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Ellehauge

Landsdommer, Vestre Landsret, formand, Undersøgelseskommissionen om Skat
ph.d. (Aarhus Uni.)

0:000:00