Nordic Dialogue: Det politisk neutrale embedsværk er en myte

Regeringens ansættelse af tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) som "særlig diplomatisk repræsentant" i udenrigstjenesten har ikke overraskende stødt på voldsom modstand blandt udenrigsministeriets ansatte og de akademiske interesseorganisationer omfattende Djøf og DM.

Noget kunne tyde på, at opfattelsen og omtalen af det politisk neutrale embedsværk er gået hen og blevet lidt af en myte, som embedsværket og dets interesseorganisationer har vanskeligt ved at affinde sig med

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Hovedanklagen går på, at statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen med udnævnelsen af en politiker gør op med traditionen om et politisk neutralt embedsværk, og at det vil kunne vanskeliggøre fastholdelse og rekruttering af personel til udenrigstjenesten, hvis de attraktive stillinger uden stillingsopslag går til politikere som led i en regeringsdannelse eller rokade eller studehandler i politiske aftaler.

At vi i Danmark har et politisk neutralt embedsværk, som vil være i stand til at bistå og rådgive den til enhver tid valgte regering og uafhængig af partifarve, er ganske rigtigt unikt og noget, som gennem tiderne oftest fremhæves som en styrke og forudsætningen for opretholdelse af et professionelt embedsværk.

Historien hører fortiden til
Hvorvidt man er tilhænger eller modstander af statsministerens plan om i helt særlige situationer at kunne foretage politiske udnævnelser til udenrigstjenesten, er sagen uvedkommende. Hvad derimod bør få opmærksomhed er argumentet om det politisk neutrale embedsværk.

Meget eller noget kunne tyde på, at opfattelsen og omtalen af det politisk neutrale embedsværk er gået hen og blevet lidt af en myte, som embedsværket og dets interesseorganisationer som Djøf og DM har vanskeligt ved at affinde sig med og erkende.

Af samme årsag italesætter man til stadighed historien om den unikke danske model og det politisk neutrale embedsværk om end det hører fortiden til. Alligevel fremstiller embedsværket gerne sig selv som grundpillen i den danske forvaltningstradition.

Opgøret begyndte med Nyrups særlige rådgivere
At den danske forvaltningstradition er under forandring, begyndte dog ikke med Mette Frederiksens valg af Kristian Jensen som særlig diplomatisk repræsentant.

Mette Frederiksens ansættelse af yderligere politiske årsværk og oprettelse af politiske sekretariater i stadig flere ministerier viser blot på ny og med al tydelighed, at den danske statsadministration og forvaltningstraditioner er under fortsat forandring

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Opgøret med den danske forvaltningstradition begyndte allerede tilbage i 1993 med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) introduktion af "særlige rådgivere" og som efterfølgende regeringer ikke har vist interesse for at ændre på eller bringe til ophør.

Hvor Anders Fogh Rasmussen (V) ganske vist var modstander af Poul Nyrup Rasmussens brug af politiske rådgivere, gjorde han selv brug af samme mulighed i 2001, hvor han rykkede ind i Statsministeriet.

Også Kristian Jensen har ytret sig kritisk om ikke stillingsbetegnelsen som særlig politisk rådgiver, men derimod stigningen i antallet af politisk ansatte i statsadministrationen.

Således kritiserede han i et interview til Politiken 13. oktober 2011 daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at politisere den statslige administration ved at udvide brugen af særlige rådgivere, og at man i Venstre havde "et klart loft på, at hver minister maksimalt kunne have en særlig rådgiver, fordi vi gerne ville holde fast i traditionen om, at danske embedsmænd er upartiske", som han udtrykte det.

Bertel Haarder der næsten blev generalkonsul
Ansættelsen af tidligere folketingsmedlem Kim Andersen for partiet Venstre til stillingen som Danmarks generalkonsul i Flensborg tilbage i 2017 fik også dengang embedsværket til at protestere.

Oprindelig var posten tiltænkt det mangeårige folketingsmedlem og tidligere minister Bertel Haarder (V) fra Venstre som led i en regeringskabale, hvor han måtte overlade kirke- og kulturministeriet til Mette Boch fra Liberal Alliance.

Idet Bertel Haarder var uvidende om bevæggrundene og opsigelsen af den daværende generalkonsul Henrik Becker-Christensen, valgte han at takke nej til opgaven, hvorefter denne blev slået op. Om det var den bedste kandidat, som fik jobbet, eller om det lå i kortene, at stillingen skulle besættes af en politiker, skal være usagt.

Partisoldater og politiske udnævnelser
Ikke desto mindre vidner de omtale eksempler på, at det efterhånden såkaldte politisk neutrale embedsværk bliver stadig mere politiseret, og det er, uanset om man kan lide at høre det eller ikke.

Mette Frederiksens ansættelse af yderligere politiske årsværk og oprettelse af politiske sekretariater i stadig flere ministerier viser blot på ny og med al tydelighed, at den danske statsadministration og forvaltningstraditioner er under fortsat forandring.

Partisoldater vil med sandsynlighed og i stigende omfang indtage Slotsholmen, ligesom flere politiske udnævnelser vil komme til at finde sted.

Udfordringen for det klassiske embedsværk er at finde sig rette under de nye omstændigheder og gøre sig selv om end ikke uundværlig, så uundgåelig.