Debat

Professor emeritus: Hjort-sagen må forventes at få et retsligt efterspil

Folketingets afvisning af en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet efterlader os alle og retssamfundet som tabere. Når immuniteten bortfalder efter et folketingsvalg, har vi endnu til gode at se, hvor sagen ender, skriver Carsten Henrichsen. 

Tilliden til retssamfundet lider et knæk, når retten ikke sker fyldest, fordi staten formenes adgang til at forelægge domstolene anklagen mod Claus Hjort Frederiksen til efterprøvelse.
Konsekvensen er, at princippet om lighed for loven brydes, skriver Carsten Henrichsen.
Tilliden til retssamfundet lider et knæk, når retten ikke sker fyldest, fordi staten formenes adgang til at forelægge domstolene anklagen mod Claus Hjort Frederiksen til efterprøvelse. Konsekvensen er, at princippet om lighed for loven brydes, skriver Carsten Henrichsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Carsten Henrichsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En tidligere embedsmand kalder sagen om Claus Hjort Frederiksens immunitet for ”en hån mod alle statsansatte med tavshedspligt”.

Eksperter fra universitetsverden har vurderet sagen mindre entydigt: Jørn Vestergaard nøjes med at konstatere, at det er ”historisk, at der ikke kan samles flertal om at ophæve immuniteten”, mens Frederik Waage finder det ”nærliggende at tro, at politikeren vil blive tiltalt på et senere tidspunkt”.

Heroverfor har Eva Schmidt rettet en usædvanlig skarp kritik af tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen, som hun mener ”bevæger sig på kanten af retsstaten”. Tilsvarende har Oluf Jørgensen tidligere udtalt, at ”sigtelsen mod Hjort er ude af proportioner”.

Ikke mindst på den baggrund finder jeg selv anledning til at tage bekræftende til genmæle i forhold til den først citerede embedsmand, Christian Høgsbro, som jeg er enig med, og hvis pointe jeg gerne – i opposition til ikke mindst min kollega Eva Schmidt – vil se i et bredere perspektiv.

Til syvende og sidst efterlader Folketingets afvisning af en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet nemlig os alle som tabere – det er tilliden til retssamfundet, som lider et knæk, når retten ikke sker fyldest, fordi staten formenes adgang til at forelægge domstolene anklagen mod Claus Hjort Frederiksen til efterprøvelse.

Konsekvensen er, at princippet om lighed for loven brydes, og at retten ikke håndhæves i forhold til en sag om beskyttelsen af rigets sikkerhed. Det kan næsten ikke være mere alvorligt.

Rigets sikkerhed kompromitteres

Sagen om rejsning af tiltale mod Claus Hjort Frederiksen er i medierne blevet fremstillet som kompliceret, med sammenstød af forskellige tungtvejende hensyn og principper, som vanskeliggjorde den parlamentariske opgave med at tage stilling til ophævelsen af den immunitet, som Claus Hjort Frederiksen nyder som folketingsmedlem.

Princippet om lighed for loven brydes, og at retten ikke håndhæves i forhold til en sag om beskyttelsen af rigets sikkerhed. Det kan næsten ikke være mere alvorligt

Carsten Henrichsen
Professor emeritus i forvaltningsret

Men der er intet kompliceret ved den sag. Folketinget ville gerne vide besked om grundlaget for tiltalerejsningen, hvad der isoleret set er fuldt forståeligt, så meget desto mere som immunitetsreglen netop skal beskytte folketingsmedlemmer mod politisk forfølgelse fra den siddende regering.

Til gengæld udelukker sagens karakter, at den kan behandles i fuld åbenhed. Tiltalen gælder efter det oplyste Claus Hjort Frederiksens tilsidesættelse af den tavshedspligt, der påhviler ham i forhold til statshemmeligheder, som han er blevet bekendt med i sit hverv som minister.

Den pligt er ubetinget og kan af indlysende grunde ikke fraviges. Det gælder selvsagt også i forhold til Folketingets medlemmer. Af samme grund må Folketinget give afkald på nærmere oplysning om tiltalen og dens grunde.

I modsat fald vil der ikke kunne rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, i hvert fald så længe han som MF’er er beskyttet af immunitetsreglen. Den garanti for rettens håndhævelse, som reglerne om sanktionering af tavshedspligten yder, bortfalder dermed. Det er i sagens natur væsentlige samfundsinteresser, der hermed kompromitteres - selve rigets sikkerhed.

Kortslutning af den parlamentariske proces

Kravet om en fuldstændig oplysning af sagen som grundlag for Folketingets stilling var ikke bare umuligt at opfylde. Det var også unødvendigt, da grundlaget – i hovedtræk - allerede var kendt, i og med at Claus Hjort Frederiksen selv havde oplyst, hvad han var blevet sigtet for.

Ironisk nok drejede sigtelsen sig angiveligt om, at Claus Hjort Frederiksen som forhenværende forsvarsminister havde bekræftet oplysninger om et efterretningssamarbejde mellem Danmark og en Nato-allieret partner. Og det var i den åbenlyse hensigt at gå i rette med sin efterfølger på ministerposten, som han mente havde misrøgtet sit hverv ved – foranlediget af en pressemeddelelse fra det uafhængige tilsyn med efterretningstjenesterne - at så tvivl om lovligheden af det omtalte efterretningssamarbejde.

Ironien bestod i, at han selv og hans partifæller nu påkaldte sig reglen om ophævelse af folketingsmedlemmers immunitet med påstand om, at tiltalen var udtryk for politisk – læs regeringens – forfølgelse af hans person. Dette fordi han havde rejst denne kritik, og at det kun ville kunne efterprøves ved en fuldstændig blotlægning af tiltalen tillige med det faktuelle grundlag for samme.

Men dermed kortsluttes den parlamentariske proces. En oplysning af sagen var som sagt ikke mulig, og det fører ingen steder hen ved – som Oluf Jørgensen - at hengive sig til spekulationer om, hvorvidt anklagemyndighedens krav om hemmeligholdelse af tiltalen og dens grunde er rimeligt begrundet. Som om sagen kunne forhandles ekstra-retligt i Folketinget og offentligheden.

Når en tiltale er rejst, er det op til domstolene at afgøre, om den skal nyde fremme, og den akkusatoriske proces, der hermed sættes i gang med anklagemyndighedens forelæggelse af sagen for domstolene, må nødvendigvis foregå for lukkede døre. Her må vi så alle forlade os på, at domstolene foretager en uvildig behandling af sagen i henhold til gældende regler.

Noget andet er, hvis det kan godtgøres, at tiltalen er åbenlyst urimelig, men det er efter min mening på ingen måde tilfældet.

Læs også

En tillidssag

Svaret på det dilemma, som sagen rejste, er, at Folketinget må forlade sig på, at anklagemyndigheden ved behandlingen af de konkrete straffesager er uimodtagelig for politiske direktiver og alene agerer ud fra objektive og saglige grunde.

Det gælder uanset, at det efter loven tilkommer justitsministeren at afgøre, om der skal rejses tiltale i sager af den foreliggende art. For selvfølgelig kan og må der ikke rejses strafferetlig tiltale, uden at der er saglig og objektiv grund til det, og det er en vurdering, som anklagemyndigheden må foretage, og som justitsministeren må tilslutte sig eller afvise, hvis han ikke mener, der er sagligt grundlag for en tiltale.

I mangel på nærmere oplysninger om grundlaget for tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen, kunne folketingsmedlemmerne endvidere forlade sig på deres respektive partiers indstilling med baggrund i den orientering om sagen, som Rigsadvokaten – rent undtagelsesvist og med skyldigt tavshedspålæg – tilbød at give til partiformændene.

Til syvende og sidst - og måske mere afgørende – måtte Folketinget forlade sig på, at det er de uafhængige domstole, som afgør, om der er grundlag for at fælde dom i en sag som den foreliggende. Her er den tiltalte beskyttet af de retssikkerhedsgarantier, som sikres efter dansk retspleje.

I alle tilfælde er det en tillidssag, om Folketinget vil forlade sig på disse garantier, og det plejer normalt ikke at være noget problem, hverken når det gælder anklagemyndighedens vurdering af tiltalespørgsmål, partiernes indstilling til Folketingets sager eller domstolenes afgørelse af de konkrete sager, de får forelagt til prøvelse.

Så alvorligt, som det kan være 

Men er der grund til at tro, at Claus Hjort Frederiksen er skyldig? Ja, det må anklagemyndigheden – med Rigsadvokaten som øverste instans - jo mene, når man vælger at rejse sag. Og det er der – for en rent umiddelbar betragtning – også grund til at antage: Claus Hjort Frederiksen har som nævnt bekræftet eksistensen af et efterretningsmæssigt samarbejde af en helt særlig karakter.

Det kan med sikkerhed antages, at denne bekræftelse rent principielt dækker gerningsindholdet i straffelovens regler om tavshedspligt i forhold til statshemmeligheder, hvor der tales om at ”røbe” tavshedsbelagte oplysninger til uvedkommende.

Det er muligt, at Claus Hjort Frederiksen selv er gået ud fra, at den blotte bekræftelse af allerede foreliggende oplysninger ikke ville være strafbar, men det er i givet fald en retsvildfarelse, som ikke fritager for ansvar

Carsten Henrichsen
Professor emeritus i forvaltningsret

Det er muligt, at Claus Hjort Frederiksen selv er gået ud fra, at den blotte bekræftelse af allerede foreliggende oplysninger ikke ville være strafbar, men det er i givet fald en retsvildfarelse, som ikke fritager for ansvar.  

Selv om oplysningerne om de omtalte efterretningssamarbejde de facto var kendt i forvejen, var de aldrig blevet bekræftet af FET selv, og det gør hele forskellen. Efterretningstjenesterne kommenterer af gode grunde aldrig oplysninger om deres kilder og metoder.

Men her har vi en forhenværende minister, som bekræfter eksistensen af et efterretningsmæssigt samarbejde med oplysning om væsentlige detaljer.

Det er vel så alvorligt, som det kan være, og det kan på ingen måde undskylde denne adfærd, at Claus Hjort Frederiksen har følt sig provokeret af sin efterfølgers håndtering af den tilsynssag, der opstod omkring FET's virksomhed efter, at en whistleblower havde påstået, at FET's aflytninger under det omtalte efterretningssamarbejde var ulovlige.

På kanten af retsstaten

Min kollega Eva Schmidt har anført, at en højtstående embedsmand – Thomas Ahrenkiel, tidligere FE-chef og departementschef i Forsvarsministeriet – selv skulle have bekræftet eksistensen af det omtalte efterretningssamarbejde, hvorfor Claus Hjort Frederiksen ikke kan have forbrudt sig mod nogen tavshedspligt.

Den påstand har hun dog selv efterfølgende dementeret med erkendelse af, at Ahrenkiels udtalelser ikke refererede til det efterretningssamarbejde, som er på tale i den her foreliggende sag.

Alligevel finder hun anledning til at referere den nuværende Rigsadvokat, Jan Reckendorff, for en programerklæring i forbindelse med sin tiltræden i 2018, hvorefter han ville tilstræbe at være ”en aktiv medspiller i forhold til at få implementeret ministeren og regeringens politik". På den baggrund spørger hun, om det mon er det, vi ser nu med Hjort-sagen, og hun svarer selv – bekræftende - med at anklage regeringen for at være ”på kanten af retsstaten”.

Afviser politisk indblanding

Det er dog næppe troligt, at Rigsadvokaten har ladet sig lede af politiske – usaglige – hensyn ved beslutningen om at rejse tiltale mod Claus Hjort Frederiksen. Derimod kunne man nok se programerklæringen demonstreret med den sag, som siden blev rejst mod bandegrupperingen Loyal to Familia som en foreningsdannelse med kriminelt forsæt.

Her nedlagde Rigsadvokaten – overraskende - påstand om foreningens ophævelse ved dom i overensstemmelse med grundlovens derom gældende regler om (grænser for) foreningsfriheden.

Det er dog næppe troligt, at Rigsadvokaten har ladet sig lede af politiske – usaglige – hensyn ved beslutningen om at rejse tiltale mod Claus Hjort Frederiksen

Carsten Henrichsen
Professor emeritus i forvaltningsret

Med denne sag indvarsledes et markant opgør med den hidtidige opfattelse i retsteorien, hvorefter der næppe var grundlag for at føre bevis for et kriminelt forsæt for bander som LTF, uagtet at mange LTF-medlemmer notorisk var blevet dømt for (personfarlig) kriminalitet.

Men det lykkedes som bekendt at få nedlagt forbud mod foreningen – LTF blev opløst ved Højesterets dom i september 2021 - og hvis denne sag var resultatet af en større politisk lydhørhed end hidtil, var der næppe mange der tog anstød heraf.

Desuagtet var Rigsadvokatens – forbeholdsløse - programerklæring måske ikke helt velovervejet. Strafferetlige tiltaler skal som nævnt altid være objektive og sagligt begrundet, og politisk følgagtighed i sådanne anliggender vil være i strid med fundamentale retsprincipper.

Der er da næppe heller nogen særlig grund til at tro, at tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen skulle afspejle et politisk ønske om at komme en regeringskritiker til livs. Regeringen har selv bedyret, at den har holdt sagen – og anklagemyndigheden – ud i strakt arm, og der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at den har været genstand for politisk indblanding.

Tilsvarende har Rigsadvokaten udtalt, at ”(d)et er absurd og baseret på højlydt misforståelse, at der med mig som rigsadvokat skulle være opstået en tilstand, hvor man fra politisk side kan påvirke eller bestille en straffesag. Intet kunne være mere forkert”.

Læs også

Sammenhæng er ukendt

Det vides heller ikke med sikkerhed, om sagen har sammenhæng med de sigtelser, der er rejst mod FE-chefen og andre FE-personer, og som af nogle bliver opfattet som en skandalesag, ikke bare på grund af de usædvanlige sigtelser, men også - og måske nok så meget på grund af den daværende forsvarsminister og regeringens håndtering af sagen.

Det var netop Claus Hjort Frederiksens begrundelse for at stå frem med de oplysninger om efterretningssamarbejdet med udenlandske magter, som sagen mentes at udspringe af.

Justitsministeren Nick Hækkerups senere afgang og forsvarsministeren Trine Bramsens samtidige omplacering til andet ministerium er blevet tolket som et forsøg på at bringe de ansvarlige i sikkerhed, mens tid er. Det må være den slags stof, som konspirationsteorier er gjort af, og hvis sandhedsværdi er lige så tvivlsom, som den er udokumenteret.

Kan bare være et mellemspil

Det er som nævnt forståeligt, at Folketinget gerne ville vide besked om grundlaget for den tiltale, som anklagemyndigheden ønskede at rejse mod den tidligere forsvarsminister. Det ændrer blot ikke ved, at sådanne oplysninger i sagens natur ikke kan gives vidt og bredt, da det vil forskertse selve formålet med en straffesag.

Princippet om lighed for loven brydes, og at retten ikke håndhæves i forhold til en sag om beskyttelsen af rigets sikkerhed. Det kan næsten ikke være mere alvorligt

Carsten Henrichsen
Professor emeritus i forvaltningsret

Det ved alle implicerede, hvorfor afvisningen af ophævelsen af Claus Hjort Frederiksen immunitet, ikke alene vidner om en manglende tiltro til retsvæsenets institutioner, som varsler ilde for folkestyrets sammenhængskraft. Det vidner også om accept af en forskelsbehandling ved den strafferetlige forfølgelse af de implicerede personer, som ikke er en retsstat værdig, specielt ikke hvis resultatet bliver, at en tidligere minister går fri, mens embedsmændene må holde for.

Det sidste taler for at holde tiltalespørgsmålet åbent indtil efter næste folketingsvalg, hvor Claus Hjort Frederiksen har bebudet at han ikke genopstiller, og derfor ikke længere vil være beskyttet af reglen om immunitet. Selv har Claus Hjort Frederiksen – med støtte fra de borgelige partier – antaget, at sagen mod ham måtte opgives.

Det har ministeren dog udtrykkeligt overladt til Rigsadvokaten selv at vurdere, og herfra har Claus Hjort Frederiksen angiveligt fået besked om, at ”sagen fortsætter” ved anklagemyndigheden, hvorfor det må antages, at der kan blive rejst tiltale igen, når Claus Hjort Frederiksen opgiver sit folketingsmandat i forbindelse med det valg, der skal afholdes (senest) i 2023.

Det udtaler Frederik Waage, og den vurdering er jeg enig i.

Hvis det holder stik, er sagen om ophævelsen af Claus Hjort Frederiksens immunitet ret beset blot et mellemspil, hvor vi endnu har til gode at se, hvor sagen ender, når den en dag kommer for retten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frederik Waage

Professor, dr.jur. mso
cand.jur. (Københavns Uni. 2006), LL.M. (College of Europe, 2006)

Eva Smith

Professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Uni., æresdoktor ved Lunds Uni.
cand.jur. (Københavns Uni. 1974), dr.jur. (Københavns Uni. 1986)

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)









0:000:00