Flertalsregeringen har siddet i et år. Hvornår finder den politisk mod til at bruge sin magt?

Et tredje eksempel kan findes i den nylige regeringsrokade, som lod vente på sig i fem dage efter Venstres landsmøde. Angiveligt fordi Troels Lund Poulsen forsøgte at presse statsministeren til at give Venstre indrømmelser. Tilsyneladende forgæves, men nu overtager finansminister Wammen (S) til gengæld ansvaret for den grønne omstilling og kan tilmed få ekstra rådgiverassistance.

Evnen til at bruge magten gælder ikke alene i forhold til regeringens indre liv, men også i forhold til Folketinget.

Det bedste eksempel er afskaffelsen af store bededag, hvor regeringen tromlede opposition, fagbevægelse og 470.000 underskrifter. Vi har flertallet og viljen til at bruge det, var regeringens utvetydige signal.

Regeringen har muligheden. Den har magten. Men indtil nu har den manglet den nødvendige beslutsomhed til også at bruge magten til at forandre. 

Jacob Bruun

Selvom store bededag gav regeringen vælgermæssige knubs, så har det disciplineret oppositionen til at sænke deres krav. Oppositionen har måttet vænne sig til, at deres mandater blot er minimale indrømmelser værd.

Finanslovsaftalen er et godt eksempel. Småpenge til undervisningsmateriale i folkeskolen, varmepumper, skattefradrag for vinduespudsning og udgivelsen af et magasin om danske veteraner var tilstrækkeligt til at sikre en historisk bred aftale med opbakning fra 11 ud af 12 partier. Ingen bobler over af glæde, men "lidt er jo bedre end ingenting", synes at være oppositionens anerkendelse.

Samme afmagt anes i den parlamentariske kontrol med flertalsregeringen. Regeringen bruger systematisk flertallet til at kvæle ministerstorme i opløbet.

Almindeligvis kunne ministertaburetten havde vaklet under klimaministeren, da historien om åbent-dør-ordningen blev oprullet. Under miljøministeren, da iltsvind i de danske farvande pludselig var på alles læber. Eller under forsvarsministeren, da Folketinget blev fejlinformeret om indkøb af israelsk artilleri.

Ministrene sidder endnu – altså bortset fra Ellemann, der sparkede taburetten væk under sig selv. Folketinget kan reelt ikke holde ministre ansvarlige for hverken skidt eller kanel, så længe de tre regeringspartier holder sammen.

Det er ingen overraskelse, at en flertalsregering betyder en ny parlamentarisk hverdag. Det kunne være godt – især hvis det betød, at regeringen indfriede egne ambitioner om at træffe vanskelige beslutninger, som reformerer og fremtidssikrer.

Det er ingen sag at bruge løs af en bugnende statskasse. Heller ikke, selvom en lille del af det bugnende overskud bruges til skattelettelser.

Jovist, væksten i den offentlige udgifter bliver højere end nogen af regeringspartierne på forhånd havde ønsket, men fraværet af enhver form for vanskelige beslutninger gør, at finanslovsaftalen i bedste fald kan betegnes som kedelig og i værste fald som uambitiøs.

For os, der havde rigtigt store forhåbninger til SVM, har det første år været en kæmpe skuffelse. Spørgsmålet er, om der har været tale om startvanskeligheder, eller om idéerne og beslutsomheden bare ikke rækker?

Jacob Bruun

Og listen af beslutninger, som ikke lige så godt kunne være truffet af en veldrevet mindretalsregering, er desværre kort.

Flypassagerafgiften bliver højere end nogen af partierne havde foreslået. Indgrebet mod koranafbrændinger blev til virkelighed. Ligeså gør top-top-skatten. De ting havde været langt sværere at gennemføre med mindretalsregeringer, men i det store billede er det vel småting.

For os, der havde rigtigt store forhåbninger til SVM, har det første år været en kæmpe skuffelse. Spørgsmålet er, om der har været tale om startvanskeligheder, eller om idéerne og beslutsomheden bare ikke rækker?

I den kommende tid bliver det spændende at se, om regeringen reelt har politisk mod.

Tør regeringen tage et opgør med KL, Danske Regioner og de offentlige ansattes fagforeninger for at sikre en nødvendig modernisering af velfærden, så den ikke bare bliver dyrere, men reelt også bedre?

Tør regeringen tage et opgør med de store erhvervsorganisationer og velorganiserede særinteresser for at fjerne sektorspecifikke støtteordninger og erstatte dem med tiltag, som forbedrer Danmarks konkurrenceevne bredt?

Tør regeringen sætte sig udover angsten for at blive opfattet som udlændingepolitiske slappere og gøre det nødvendige for at sikre, at vi kan tiltrække den uundværlige udenlandske arbejdskraft fremover?

Tør regeringen gøre det nødvendige for at sikre grøn omstilling – også selvom befolkning, bønder, bilejere og erhvervsbosser vil opleve de enkelte indgreb som ubehagelige? 

Regeringen har muligheden. Den har magten. Men indtil nu har den manglet den nødvendige beslutsomhed til også at bruge magten til at forandre.