Stoibers spejderdreng skal gøre EU til en god historie i Danmark

PORTRÆTINTERVIEW: Bruxelles bliver ofte ufortjent syndebuk, mener Paul Mollerup. Som formand for Implementeringsrådet skal han rådgive regeringen om, hvordan EU-regler undgår at spænde ben for dansk erhvervsliv.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Søren Elkrog Friis

I den nationale debat får EU-lovgivning ofte en bismag af overflødigt regelrytteri og administrativt bøvl.

Fakta
Implementeringsrådet
Regeringen har nedsat et EU-implementeringsudvalg, som drøfter sager om implementering af erhvervsrettet EU-lovgivning.

Udvalget rådgives af Implementeringsrådet, som består af en formand, tre særligt sagkyndige medlemmer udpeget af erhvervs-og vækstministeren samt 11 medlemmer indstillet af en række organisationer.
  • Paul Mollerup, adm. direktør for Danske Advokater (formand)
  • Lene Espersen, tidligere minister og nu direktør i Danske Arkitektvirksomheder (særligt sagkyndig)
  • Poul Skytte Christoffersen, bestyrelsesformand i Tænketanken EUROPA (særligt sagkyndig)
  • Dorte Sindbjerg Martinsen, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet (særligt sagkyndig)
  • Tine Roed, dir. i Dansk Industri
  • Kasper Ernest, chef for EU og international afdeling i Dansk Erhverv
  • Fleming Nør-Pedersen, dir. i Landbrug og Fødevarer
  • Henriette Thuen, afdelingschef i Dansk Byggeri
  • Frank Korsholm, afdelingschef i Håndværksrådet
  • Jakob Ullegård, dir. i Rederiforeningen
  • Lars Pram, dir. i Forbrugerrådet TÆNK
  • Christian Sode Haslund, arbejdsmiljøchef i DA
  • Nanna Højlund, næstformand i LO
  • Per Bremer Rasmussen, dir. i Forsikring og Pension
  • Ane Arnth Jensen, dir. i Realkreditrådet
Implementeringsudvalget:
  • Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (formand)
  • Udenrigsminister Kristian Jensen
  • Skatteminister Karsten Lauritzen
  • Justitsminister Søren Pind
  • Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen
  • Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt
  • Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt
  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen

Men hvis alle EU-lande implementerede EU-lovgivningen på den mest hensigtsmæssige måde, kunne man slippe for knap en tredjedel af den administrative byrde.

Foto: Lars helsinghof /Altinget

En byrde, som for langt størstedelens vedkommende skyldes ineffektiv national implementering, mens kun en meget lille andel af problemerne kan tilskrives, at medlemslande går længere, end EU kræver.

Vi behøver ikke at opfinde alting selv. Sæt nu, at nogen har opfundet en supersmart digital løsning til et eller andet, hvorfor så ikke bare stjæle med arme og ben?

Paul Mollerup
Formand for Implementeringsrådet

Det er en del af den erfaring, som Paul Mollerup har høstet fra fem år i det såkaldte Stoiber-udvalg (opkaldt efter formanden Edmund Stoiber), som har til opgave at rådgive Kommissionen om, hvordan administrative byrder i EU kan reduceres.

Overimplementering er netop ikke EU’s problem, det er en national sygdom

Paul Mollerup
Formand for Implementeringsrådet
Foto: Lars Helsinghof/Altinget

"Der er et kæmpe stort rum – ikke kun for at undgå overimplementering, men måske i højere grad for at lave en hensigtsmæssig implementering, som i sig selv lever op til de politiske målsætninger i et direktiv, men på en måde, som er mindre byrdefuld for virksomhederne," siger han.

Er portugiserne smartere end os?
Paul Mollerup er til daglig administrerende direktør i Danske Advokater.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget

I slutningen af februar vil den 49-årige økonom også være at finde for bordenden, når Implementeringsrådet mødes for første gang.

Rådet skal rådgive de otte ministre i Implementeringsudvalget om, hvordan erhvervsrettet EU-lovgivning bliver skrevet ind i dansk lov, uden at danske virksomheder pålægges strengere krav end i andre EU-lande.

Paul Mollerup er med andre ord manden, som skal hjælpe regeringen med at indfri ambitionen om at undgå overimplementering.

Selv definerer han opgaven som en trebenet øvelse.

For det første skal implementeringsrådet vurdere, hvordan nye retsakter mest hensigtmæssigt kan implementeres i dansk lov. Findes der for eksempel allerede dansk lovgivning, som opfylder samme funktion eller bør ændres, så man ikke risikerer dobbeltregulering?

For det andet skal der laves nabotjek.

"Vi behøver ikke at opfinde alting selv. Sæt nu, at nogen har opfundet en supersmart digital løsning til et eller andet, hvorfor så ikke bare stjæle med arme og ben? Det oplever vi de mest overraskende steder. For eksempel er Portugal det sted, hvor den digitale udbudsportal har været mest automatiseret," siger Paul Mollerup.

Danmark skal spilles tidligt klar på banen
For det tredje er det rådets opgave at sikre tidlig interessevaretagelse. Med andre ord at sikre, at unikke danske forhold eller særlige interesser ikke bliver overset, mens lovarbejdet står på i Bruxelles.

"Det handler om at få spillet sig tidligt klar på banen for at sikre, at særlige danske interesser ikke bliver overset i lovarbejdet. På den måde tror jeg, at man kan undgå mange ærgrelser," siger han.

Erhvervs-og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har som formand i implementeringsudvalget håndplukket Paul Mollerup til at lede det rådgivende organ.

I 2012 trådte han ud af Stoiber-udvalget for at blive medlem af Virksomhedsforum, som rådgiver regeringen om erhvervsrettet afbureaukratisering.

En post, som nu bliver vekslet til formandskasketten i implementeringsrådet.

Dem nede i Bruxelles er faktisk os selv
Paul Mollerup er stærk tilhænger af det europæiske projekt og har aldrig stemt nej til en folkeafstemning om EU-spørgsmål.

"Jeg forsøger at have et dybt nuanceret syn på EU, men jeg synes grundlæggende, at der er rigtig mange ting, som er kommet ud af det europæiske projekt, som er super værdifulde for os som land og som folk," siger han.

Han får ondt i maven, når han hører historier om svig, ødselhed og dårligdomme i EU.

"Den her internationale organisationslammelse, som man af og til hører om, den er jo ikke klædelig. Men min tilgang til den slags ting er, at man ikke kan tillade sig at stå og kritisere uden samtidig at prøve at lave om på det. Det er simpelt hen for billigt," siger han.

Det er i det hele taget for nemt at skyde skylden på "dem nede i Bruxelles", når EU-lovgivning viser sig at være besværlig, mener Paul Mollerup.

"Noget af det mest forstemmende, som jeg vil gøre rigtig meget for at få reduceret, er idéen om, at der er os i Danmark og dem nede i Bruxelles. Det er en distancering, som handler om, at vi ikke er en del af EU. Men det er vi jo, vi er også en del af dem, som stiller forslagene og træffer beslutningerne," siger han.

Altid beredt
Bag den EU-kyndige økonom gemmer sig et fuldblods organisations- og foreningsmenneske.

Efter eget udsagn har Paul Mollerup mange effektive timer i døgnet, som han i dag blandt andet bruger som formand for bestyrelsen i Folkekirkens Nødhjælp.

Men i mange år har han brugt fritiden som spejderleder i KFUM. Ud over fællesskab og friluftsliv gav spejderbevægelsen ham en unik tidlig lederuddannelse.

"Det handler jo om at disponere sin tid og vide, hvor man har sine ting. Alle de her helt banale ting, som gør en god leder, er noget, man lærer helt tidligt i spejderbevægelsen. Det nytter jo ikke noget, at man ikke ved, hvor tingene ligger i rygsækken, når man skal finde dem i mørke," fortæller Paul Mollerup.

Selv om ringbindene står i perfekt orden på kontoret på Vesterbrogade, vil han ikke betegne sig selv som perfektionist.

"Men jeg synes, at man har en forpligtelse til at være ordentlig forberedt, og den forpligtelse kan godt holde én vågen engang imellem," konstaterer han.

En national sygdom
Det danske nej til afstemningen om retsforbeholdet i december var en ærgrelse. Både personligt og på vegne af dansk erhvervsliv.

"Det er tankevækkende at tale med folk udefra, som mener, at danskerne her havde en fantastisk mulighed for at vælge noget til uden nævneværdige omkostninger. Derfor kan det være svært at forstå, hvad det egentlig var, vi sagde nej til," siger han.

Flere af de øvrige ja-partier har kritiseret Venstre for selv at have næret den EU-skepsis, som kom til udtryk ved folkeafstemningen. Blandt andet gennem fokus på overimplementering og velfærdsydelser til andre landes EU-borgere.

Læs også: Selvransagelse i Venstre: EU har været for meget syndebuk

Regeringen erkender også selv, at de har været for gode til at gøre EU til syndebuk og fremover skal være bedre til at "tale EU op".

Men Paul Mollerup mener sagtens, at man kan bekæmpe overimplementering uden samtidig at bestyrke EU-skeptiske danskere i deres opfattelse.

"Det oplever jeg ikke som et dilemma. Overimplementering er netop ikke EU’s problem, det er en national sygdom," forklarer han.

Prygelknabe for nationale dårligdomme
Fra EU's side bruges der mange kræfter på at fortælle medlemslandene, hvordan de undgår at overimplementere, understreger han.

"Der er jo ikke nogen nede i Bruxelles, som har et særskilt ønske om at gøre EU mindre populært. De er udmærket klar over de image-problemer, de har, og er selvfølgelig kede af at se sig selv som prygelknabe for alle nationale dårligdomme. Og det er ganske enkelt ikke rigtigt," siger han.

Højt sat kommer 40 procent af erhvervslivets administrative byrder fra EU.

"Men for det første er der altså stadig 60 procent, som kommer hjemmefra. Og for det andet kan man diskutere, om de 40 procent ikke i vidt omfang fortrænger noget regulering, som vi ellers ville have nationalt," siger Paul Mollerup.

Overimplementering kan være OK
Ud over Paul Mollerup består implementeringsrådet af tre særligt sagkyndige – heriblandt den tidligere minister og konservative formand Lene Espersen – samt repræsentanter for 11 organisationer, hvoraf flertallet har rod i erhvervslivet.

Det har blandt andet udløst kritik fra græsrodsmiljøet og miljøorganisationer, som føler sig udelukket fra det rådgivende organ.

Læs også: Her er medlemmerne i regeringens implementeringsråd

Den nye formand tager kritikken med ro.

"Jeg forholder mig til, at rådet har den sammensætning, det nu engang har – og i øvrigt havde, da jeg blev gjort til formand. Jeg har naturligvis respekt for, at der er en overrepræsentation af erhvervsorganisationer og arbejdsmarkedet, fordi det er erhvervsregulering, vi snakker om, men jeg synes også, at det er væsentligt at lytte til de andre synspunkter, der måtte være," siger han.

Det er dog ikke sådan, at det for enhver pris skal undgås at gå længere i dansk lovgivning, end EU kræver.

"Der kan være helt legitime politiske begrundelser for at gå længere, end EU kræver. Men så skal man sige det højt, klart og tydeligt og tage debatten, om det er det, man vil. Det må ikke komme som en tyv i natten, det er en væsentlig pointe," slutter Paul Mollerup.

Dokumentation

Blå bog - Paul Mollerup

  • Født 1966
  • Opvokset i Sorgenfri og Vedbæk
  • Bor i Virum med hustruen Birgitte og børnene Jakob på 17, Ida på 14 og Mads på 10 år
  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1993
  • Studentereksamen fra Pearson College i Canada og senere økonomistudier på McGill University i Canada

Karriere

  • 2009: Administrerende direktør i Dansk Advokater
  • 2007-2009: Administrerende direktør for Håndværksrådet
  • 2002-2007: Administrerende direktør for FDB
  • 2001-2002: Afdelingschef VKR Holding
  • 1997-2001: Kontorchef i Kulturministeriet
  • 1995-1997: Ministersekretær i Statsministeriet
  • 1993-1995: Fuldmægtig i Finansministeriet

Det bruger han også tiden på

  • Medlem af Virksomhedsforum 2012-2015, som rådgiver regeringen om erhvervsrettet afbureaukratisering,
  • Sad fra 2008 til 2012 som eneste dansker i det såkaldte Stoiber-udvalg (EU's High Level Group on Administrative Burdens), som rådgiver Kommissionen om reduktion af administrative byrder i EU.
  • Formand for bestyrelsen i Folkekirkens Nødhjælp siden 2014, har været næstformand siden 2007.
  • Tidligere spejderleder i KFUM Spejderne, hvor han har været engageret i 25 år.
  • Løber og kører mountainbike, når tiden tillader det.
  • Bruger gerne ferien på ski eller med vandrestøvler i fjeldet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paul Mollerup

Adm. direktør, Danske Advokater, formand, Erhvervslivets EU- og Regelforum, bestyrelsesmedlem, Stenbroens Jurister, tidl. bestyrelsesformand, Folkekirkens Nødhjælp
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00