Tidligere KL-direktør: Regeringens nærhedsreform kræver partnerskaber

Af Grete Tarpgaard
Cand.scient.adm. og tidligere direktør for Kommunernes Landsforening

Siden de første moderniseringsprogrammer i 80’erne har de borgerlige regeringer domineret tænkningen om, hvordan den offentlige sektor skal moderniseres.

De S-ledede regeringers dagsordener har ikke afveget væsentligt fra den retning, som Schlüter-regeringerne satte.

Men det skal der laves om på nu. S-regeringen har klart markeret, at der skal tænkes helt nyt.

Den vil ikke nøjes med en light-model af de borgerlige programmer.

Dagsordenen er at reformere den offentlige sektor med en ”Nærhedsreform”. Indtil videre har vi hørt om nærhed som en universel værdi, der skal gennemsyre regeringens reformer.

De S-ledede regeringers dagsordener har ikke afveget væsentligt fra den retning, som Schlüter-regeringerne satte.

Grete Tarpgaard
Cand.scient.adm. og tidligere direktør for Kommunernes Landsforening

Men vi har endnu til gode at se et egentligt udspil.

Kommunalbestyrelserne frygter viceværtrolle
I mellemtiden kan det udspil til en selvstyrereform, som Socialdemokratiet gik til valg på, måske give en ide om, hvad der venter.

I udspillet er velfærdsinstitutionerne det centrale omdrejningspunkt.

Børnehaver, skoler, plejehjem med videre skal have et større økonomisk og fagligt råderum. De skal frigøres for unødvendig styring og bureaukrati og kun ledes ud fra få overordnede mål. Til gengæld skal tilsynet med institutionerne styrkes.

Men regeringen bør ikke kun tænke i nyt indhold. Der er også brug for en anden proces end tidligere.

Mange tiltag i de moderniseringsprogrammer, der gennem årene er udtænkt i centraladministrationen, er løbet ud i sandet, fordi det manglede medejerskab hos aktørerne ikke var foreneligt med den lokale virkelighed.

Arbejdet med ”Nærhedsreformen” bør derfor involvere de relevante aktører fra start til slut.

For kommunerne er det i udgangspunktet sød musik, at velfærd og nærhed igen er kommet på den politiske dagsorden. Men en massiv fokus på kommunernes kerneopgaver og indretning rummer også en risiko for, at kommunalbestyrelserne kommer til at sidde tilbage med sorteper.

Specielt hvis slutfacit bliver stramme økonomiske rammer og offentlige institutioner, der ledes mere eller mindre løsrevet fra den kommunale økonomi og øvrige opgaveløsning.

Kommunalbestyrelserne frygter at ende i en viceværtrolle i forhold til børnehaver, skoler, plejehjem med videre, der betragtes som kommunale kronjuveler.

Fornyelsen står stille
Siden kommunalreformen i 2007 har kommunerne ellers haft førertrøjen på og er gået foran i at udvikle nye bud på, hvordan den offentlige sektor kan udvikles og moderniseres.

Medens fornyelsen i staten har stået stille, har kommunerne levet op til et gammelt mantra om, at udvikling vokser nedefra.

Kommunerne har eksperimenteret med nye modeller for afbureaukratisering, styring, hvordan demokratiet kan udvikles, hvordan samarbejdet med borgerne og medarbejderne kan udvikles, hvordan der kan opbygges tillid og social kapital, hvordan der kan ledes efter verdensmålene og så videre.

Kommunerne ligger derfor inde med konkrete, afprøvede løsninger og erfaringer; om hvad der skal til, hvad der virker og hvad der ikke virker.

Det kan derfor undre, at kommunerne mere eller mindre passivt har ventet på, at skiftende regeringer skulle sætte scenen for den offentlige modernisering.

Især når der var mulighed for i forening at bruge fornyelsesforspringet og de konkrete erfaringer til at spille offensivt ud med kommunale sigtelinjer og bære dem ind på den nationale politiske scene.

"Nærhedsreform" og "Sammenhængsreform"
Regionerne har haft en anden tilgang.

De har været dygtige til at få fortalt historierne om hospitalernes moderniseringstiltag og til at dokumentere deres resultater siden kommunalreformen.

Regionerne er ligesom kommunerne udfordret på at få skabt sammenhæng i løsningerne på tværs af fag, ydelser, institutioner og sektorer. Sammenhæng i patientbehandlingen. Sammenhæng mellem regionernes indsatser. Og sammenhæng til kommunernes opgaver på sundhedsområdet.

Der er derfor al mulig grund til, at regeringens ”Nærhedsreform” fastholder noget af arvegodset fra VLAK-regeringens ”Sammenhængsreform”, der netop satte fokus på at skabe større sammenhæng i de offentlige services til borgerne.

I fagbevægelsen er der naturligvis stor tilfredshed med regeringens fokus på velfærd, fornyelse af den offentlige sektor og vilkårene for medarbejderne.

Forhåbningen er, at der denne gang bliver realiteter bag ordene om mere tillid til de offentligt ansatte.

Et mål, som den tidligere hovedorganisation for de fagprofessionelle grupper, FTF, satte sig i spidsen for under SR-regeringen.