Lisbeth Bech-Nielsen
 svarer 
Morten Bødskov

Lisbeth Bech-Nielsen (SF) spørger erhvervsministeren, Morten Bødskov, hvilke overvejelser der ligger bag at lade DI, DE og Forbrugerrådet Tænk indstille medlemmer til bestyrelsen i Dansk Standard

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 106, Spørgsmål 1
Vil ministeren redegøre for, hvilke overvejelser der ligger bag at lade DI, DE og Forbrugerrådet Tænk indstille medlemmer til bestyrelsen i Dansk Standard, og herunder oplyse, hvorfor der ikke laves en model, hvor også en organisation, der repræsenterer arbejdstagerne, gives indstillingsret?

Svar fra mandag den 8. maj 2023
Gældende praksis for udpegning af bestyrelsen til Fonden Dansk Standard er fastsat i fondens egne vedtægter. Dette lovforslag fastsætter rammerne for styringen af det nationale standardiseringsorgan, som i dag er Fonden Dansk Standard. Ifølge lovforslaget udpeger erhvervsministeren fremover medlemmer til bestyrelsen, heraf fire efter indstilling fra hhv. Dansk Industri, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet Tænk og det nationale standardiseringsorganisation.

En indstillingsret er ikke et udtryk for repræsentation af specifikke interesser, men er i stedet en sikring af kompetencer og den erfaring, som er nødvendig i en professionel bestyrelse. Dansk Industri, Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk deltager aktivt i det nationale, europæiske og internationale standardiseringsarbejde, med medlemmer og på egen hånd med ressourcer, og har en stor kontaktflade med virksomheder og organisationer, der arbejder med standardisering. De vurderes på denne baggrund at kunne indstille kandidater med profiler, som vil have de kompetencer, der er behov for i bestyrelsen for det nationale standardiseringsorgan.

Ifølge lovforslaget kan erhvervsministeren derudover udpege to medlemmer. Det giver mulighed for at tage højde for manglende kompetencer og profiler i bestyrelsen - herunder kendskab til forhold for lønmodtagere.

Med lovforslaget gives derudover hjemmel til at nedsætte et Advisoryboard, som har til hensigt at inddrage danske interessenter i forhold til standardisering bredt – helt som tilfældet er i dag i Standardiseringspolitisk Forum. Fagbevægelsen er repræsenteret her, og kan fortsat bidrage med perspektiver vedr. standardisering, der varetager deres interesser.
0:000:00