Bliv abonnent
Annonce
Om  
Gitte Gylling Hammershøj Olesen

Cowi henter direktør for bæredygtighed internt

24. februar 2023 kl. 08.25

Ingeniør- og arkitekturrådgivningsfirmaet Cowi går målrettet efter at strømline sin bæredygtighedsindsats.

Et velkendt ansigt ved navn Gitte Gylling Hammershøj Olesen skal som direktør stå i spidsen for den satsning på tværs af alle danske forretningsområder.

Det meddeler virksomheden i en pressemeddelelse.

Gitte Gylling Hammershøj Olesen glæder sig til at tage fat på arbejdsopgaverne og er "enormt beæret og glad for tilliden".

”Bæredygtighed er blevet et grundvilkår i alle løsninger, vores kunder efterspørger, og kun ved at bygge en robust organisation op omkring det, kan vi sikre, at vi også fremadrettet tilbyder markedets mest integrerede bæredygtighedsrådgivning,” udtaler hun.

Gitte Gylling Hammershøj Olesen kom til Cowi i januar 2022 som markedsdirektør for Bæredygtighed og Grøn Omstilling i byggeri- og industri-divisionen.

Hun har mere end 15 års erfaring med netop bæredygtighed igennem sit tidligere arbejde som bæredygtighedskonsulent og chefspecialist inden for bæredygtigt byggeri i rådgiverbranchen. Ikke mindst har hun skrevet en Ph.d.-afhandling om emnet.

Administrerende direktør for Cowi i Danmark, Henrik Winther, er da også glad for, at valget er faldet på Gitte Gylling Hammershøj Olesen.

”Jeg er meget begejstret for, at Gitte har sagt ja til at påtage sig rollen som Sustainability Director. Vi havde adskillige højt kvalificerede kandidater til stillingen, men med hendes baggrund og omfattende erfaring samt hendes vidtforgrenede interne og eksterne netværk, adskilte Gitte sig fra feltet,” udtaler Henrik Winther.

Gitte Gylling Hammershøj Olesen tiltræder stillingen 1. marts.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026