Dansk Erhverv: Uden stærke banker mister danske virksomheder fodfæste i den globale konkurrence

Danske virksomheder har brug for stærke bank-muskler, der kan hjælpe og understøtte virksomhederne.
Og muskler skal trænes og vedligeholdes. I forhold til kroppen handler det blandt andet om at forebygge smerter og skader, få en bedre kropsholdning, øge stabiliteten og balancen og skabe en bedre funktion i hverdagen.
På samme måde har virksomheder, borgere og samfundet brug for, at bankerne forebygger skader, øger stabiliteten og skaber bedre funktioner.
Danske virksomheder har brug for banker med en stor finansieringsmuskel, der kan styrke virksomhederne og deres vækst.
Der er brug for banker, der kan være med virksomheden – både på solskinsdage og regnvejrsdage. Der er brug for banker, der kan bistå iværksætteren, vækstvirksomheden, den etablerede virksomhed. Der er brug for banker, der kan være med danske virksomheder på hele vækstrejsen.
Når banker går sammen, som vi ser i øjeblikket, skaber vi stærkere institutioner, der har ressourcerne til at investere i digitale løsninger, robust it-sikkerhed og helhedsrådgivning. Det er afgørende for danske virksomheders konkurrenceevne.
Vestjysk Bank, Sydbank og Arbejdernes Landsbank er fusioneret til AL Sydbank, som nu bliver Danmarks femtestørste bank med over én million privatkunder og udlån for 137 milliarder kroner.
Udviklingen er en del af en større tendens: På 30 år er mere end 150 banker forsvundet, og markedet domineres i dag af få, meget store aktører.
Men giver fusionerne stordriftsfordele og bedre digitale løsninger – eller svækker de konkurrencen og efterlader kunderne med højere priser? Det sætter Altinget Erhverv til debat.
Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.
En stærk banksektor kan levere avancerede værktøjer og rådgivning, der hjælper virksomheder med at navigere i global konkurrence, øge eksporten, håndtere risici og udnytte nye muligheder.
Det handler ikke kun om at flytte penge – det handler om at skabe værdi og tryghed.
Fra regelvækst til reel vækst
Siden finanskrisen har vi indført et væld af regler. Det gælder i særdeleshed i den finansielle regulering. Der er både tale om EU-regulering og danske særregler. Begge dele skal vi gøre noget ved.
Og det positive er, at vi kan gøre noget. Vi kan gøre meget. Vi kan styrke rygraden. Vi kan gøre det nemmere at drive bank og andre finansielle virksomheder.
En del af behovet for at fusionere og være en større bank skyldes naturligvis også mængden af regler og byrder. Danske virksomheder er gode til at indrette sig. Det skal dog ikke ændre på, at der er stort behov for, at vi sender rygraden til et lægetjek.
En del af en effektiv konkurrence er nogle gange, at virksomheder fusionerer for at stå stærkere.
Jakob Ellemann-Jensen
Vicedirektør, Dansk Erhverv
Konsekvensen, hvis vi ikke gør noget, er klar, så fortsætter Danmark og Europa med at sakke bagud i den internationale konkurrence. Vilkårene for banker rammer danske virksomheder også. Det giver unødige og højere omkostninger.
For danske virksomheders skyld skal vi derfor gøre to ting. For det første skal vi på europæisk plan have igangsat en finansiel omnibus. Den europæiske finansielle regulering skal forenkles.
Vi skal naturligvis fortsat have en sund og stabil finansiel branche. Der er dog helt klart rum til forenklinger.
For det andet skal vi gøre op med danske særregler og overimplementeringer. Vi skyder os selv i foden – eller rygraden. Vi gør Danmark fattigere.
Konkurrence er vigtig
Som kunde – virksomhed og borger – skal man naturligvis løbende sikre sig, at man betaler konkurrencedygtige priser for de ydelser, man modtager fra banken.
Det er en del af rammevilkårene for danske virksomheder. Og de skal naturligvis være gode, så vi kan sikre, at Danmark er verdens bedste land at drive virksomhed i. Til glæde for dansk vækst og velfærd.
En del af en effektiv konkurrence er nogle gange, at virksomheder fusionerer for at stå stærkere. Det ser vi i alle brancher.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

















