Bliv abonnent
Annonce
Debat

Formand: Bankerne bliver fattigere, hvis de er for ensartede 

Når sektoren rummer forskellige størrelser, ejerskabsformer og forretningsmodeller, styrkes både relevans og resiliens, skriver Dorrit Brandt.
Når sektoren rummer forskellige størrelser, ejerskabsformer og forretningsmodeller, styrkes både relevans og resiliens, skriver Dorrit Brandt.Foto: Finansforbundet
7. januar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg tør godt sige det med det samme: Banker er væsentligt bedre end deres ry og rygte.

Det er faktisk via en velfungerende finanssektor, at opsparing bliver til investeringer, at virksomheder får kapital til at skabe arbejdspladser og indtjening – og at familier kan planlægge liv, bolig, fremtid og udleve drømme.

Den grundlæggende samfundsfunktion er på mange måder vigtigere end nogensinde – men den finansielle sektor har gennem de senere år forandret sig drastisk.

Læs også

Årsagerne er mange, men de helt store faktorer er klare: Ny teknologi og digitalisering har betydet rigtig meget både for både kundekontaktpunkter og for organiseringen på indersiden af finansielle virksomheder.

Og så har krav til compliance og markant øget regulering gjort det anderledes at drive bank nu, end det var tidligere.

For svært ikke at være stor

Her ligger også de væsentligste forklaringer på, hvorfor det går én vej, når man ser på antallet af pengeinstitutter i Danmark.

Konsolidering fylder stadig mere i den finansielle sektor – og lige nu er det helt konkret virkelighed for kunder og mere end 10.000 ansatte i virksomheder, der er undervejs i fusioner og sammenlægninger.

Hvis vi vil have en finanssektor, der også i fremtiden kan løfte sin samfundskritiske funktion, må vi insistere på mangfoldighed, faglighed og nærhed.

Dorrit Brandt
Formand, Finansforbundet

Det samlede billede af færre og større aktører skubbes på vej af, at det på mange områder kræver rigtig meget rundt omkring selve kerneforretningen at drive finansiel virksomhed. Det kan simpelthen være svært ikke at være stor.

Men udviklingen rejser også et principielt spørgsmål: Hvad mister vi, hvis finanssektoren bliver for ensartet?

Lokalt kendskab kan ikke altid skaleres

Der er ikke noget i vejen med at være stor finansvirksomhed, men bredden i sektoren er vigtig. Og den er ikke et nostalgisk ideal.

Banker og pengeinstitutter kan være lokalt forankret eller funderet i et særligt værdisæt. De kan være store og små. Og være ejet på forskellige måder.

Den forskellighed er afgørende. For bæredygtige relationer mellem kunden og den enkelte finansielle virksomhed er forudsætningen for, at sektoren i sin helhed kan løse sin samfundsopgave.

Når sektoren rummer forskellige størrelser, ejerskabsformer og forretningsmodeller, styrkes både relevans og resiliens.

Læs også

Lokalkendskab, specialisering og langsigtede relationer kan ikke altid skaleres – men her ligger et uvurderligt fundament for tillid, ansvarlig kreditgivning og forståelse for forskelligartede behov i erhvervsliv og husholdninger.

Den nære relation til kunderne opstår ikke af sig selv. Den bliver for manges vedkommende ændret i den stadig mere digitale virkelighed.

Men den skabes stadig grundlæggende i mødet mellem mennesker – i rådgivningen, i risikovurderingerne og i de mange daglige beslutninger, hvor finansiel viden omsættes til ansvarlig praksis.

Uanset virksomhedens størrelse er det medarbejdernes faglighed, dømmekraft og kendskab til kunderne, der gør forskellen mellem standardløsninger og reel værdiskabelse. Det perspektiv må ikke gå tabt i en strukturudvikling, der har slagside mod centralisering og skala.

Det handler om ejerskab – også det politiske

Stærk regulering er nødvendig for stabilitet og tillid i og til sektoren, men den bør tage højde for, at finansielle virksomheder er forskellige. Her kommer til det politiske ansvar ind i billedet.

Når krav i praksis både belønner og nødvendiggør skala og størrelse, kan det presse mangfoldigheden ud af sektoren. Proportionalitet behøver ikke være et kompromis med sikkerhed.

Og så er der naturligvis også det ejerskab, der ligger i de enkelte virksomheder. Finansiel virksomhed er ikke kortsigtet af natur. Den bygger på relationer, tillid og kompetencer, som udvikles over tid.

Hvad betyder det, når bankerne bliver mega store?

Vestjysk Bank, Sydbank og Arbejdernes Landsbank er fusioneret til AL Sydbank, som nu bliver Danmarks femtestørste bank med over én million privatkunder og udlån for 137 milliarder kroner.

Udviklingen er en del af en større tendens: På 30 år er mere end 150 banker forsvundet, og markedet domineres i dag af få, meget store aktører.

Men giver fusionerne stordriftsfordele og bedre digitale løsninger – eller svækker de konkurrencen og efterlader kunderne med højere priser? Det sætter Altinget Erhverv til debat.

Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.

Langsigtet værdiskabelse forudsætter investeringer i både forretning, mennesker og relationer.

Der er ingen tvivl om, at pilen peger mod fortsat konsolidering som en væsentlig del af sektorens udvikling. Spørgsmålet er måske snarere hvordan.

Hvis vi vil have en finanssektor, der også i fremtiden kan løfte sin samfundskritiske funktion, må vi insistere på mangfoldighed, faglighed og nærhed. En ensrettet sektor med størrelse og skala som altoverskyggende formål bliver fattigere – også for samfundet.

Finanssektoren skal være stærk. Men bredden er helt afgørende for styrken. Sektoren skal kunne skabe sammenhæng, tillid og udvikling i et samfund, der har brug for finansiel virksomhed på tværs og for alle.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026