Videnscenter og lektor: Danmark overser tusindvis af virksomheder, der kan bidrage til oprustningen

Vi må lære af fortiden

Vi er ikke de første til at nå denne konklusion. Ifølge The Wall Street Journal har Pentagons øverste embedsmænd indledt samtaler med topchefer fra virksomheder som General Motors, Ford og GE Aerospace om, hvordan amerikansk civilindustri kan bidrage til at sætte fart på produktionen af militært udstyr og ammunition.

Uanset hvad man ellers mener om den aktuelle amerikanske administration, er det et vigtigt skridt, som vækker direkte mindelser om en dansk mand ved navn William S. Knudsen.

Han blev født i København i 1879, emigrerede til USA og blev senere direktør for General Motors. Da USA trådte ind i Anden Verdenskrig, var det Knudsen, præsident Roosevelt kaldte til Washington for at lede den industrielle mobilisering. Det var Knudsen, der forvandlede amerikanske bilfabrikker til det, der blev kaldt "Arsenal of Democracy", og som var afgørende for Anden Verdenskrigs udfald.

Den opgave var ikke løst af forsvarsvirksomheder alene. Den var løst af civile fabrikker, der skiftede gear, og det er den model, Pentagon nu forsøger at genstarte. Det bør vi tage ved lære af i Danmark, inden vi af en nuværende eller kommende krig eller krise bliver tvunget til det.

Rifler made in Denmark

For nylig koordinerede DAMRC et initiativ, der illustrerer pointen. Op mod 20 primært midt- og vestjyske virksomheder tilbød at producere automatiske rifler af typen AR-15 til det danske forsvar og til Ukraine. Produktionen af riflens omtrent 140 komponenter fordeles ud på mange fortrinsvist civile virksomheder, ikke kun fordi det er den billigste løsning, men fordi det er den mest robuste.

Falder én virksomhed ud, kan andre overtage, men hvis det hele er centraliseret ét sted, er det et oplagt militært mål.

Det er erhvervsliv, der tager ansvar.

Vi skal passe på ikke at forfalde til den tanke, at forsvarsproduktion kræver én stor centraliseret fabrik.

Klaus Bonde Ørskov og Thomas Frandsen
Hhv. administrerende direktør, DAMRC og lektor, CBS

Vi skal passe på ikke at forfalde til den tanke, at forsvarsproduktion kræver én stor centraliseret fabrik.

Det modsatte er sandere: Hvis kompetente mennesker kan producere decentralt, kan man skalere produktionen langt hurtigere, end hvis alt er samlet ét sted. Det giver os modstandsdygtighed og afskrækkelse.

Hvis Danmark kan vise, at vi kan opruste og producere på rekordtid, bliver vores afskrækkelsesevne en helt anden. Det er ikke alene en militær pointe, men en industriel og strategisk pointe.

Behov for politisk vilje

Vi efterlyser ikke en militarisering, men en større inddragelse af dansk erhvervsliv i styrkelsen af totalforsvaret af vores samfund, og skal vi lykkes med det, kræver det flere ting.

Først og fremmest kræver det nytænkning hos både virksomheder og myndigheder, for på den ene side oplever vi en stor åbenhed i industrien for at bidrage til styrket samfundssikkerhed, men vi ser også, at det kan være vanskeligt at bryde med vaner og rutiner.

Derfor stiller det krav til, at virksomheder formår at fremme dialog og skabe innovative lokale og regionale løsninger, der adskiller sig fra hverdagens opgaveløsning.

Dernæst kræver det en forenkling af de regler og godkendelsesprocesser, der i dag holder velfungerende og villige virksomheder fra at bidrage til styrkelsen af det danske samfund.

Innovationskraften ligger ikke kun i de store virksomheder eller i ministeriekorridorerne.

Klaus Bonde Ørskov og Thomas Frandsen
Hhv. administrerende direktør, DAMRC og lektor, CBS

For det tredje kræver det et langt tættere samarbejde mellem erhvervsliv, forskningsinstitutioner og myndigheder, ikke som envejskommunikation, men som et reelt partnerskab, hvor virksomhedernes viden og handlekraft faktisk tæller, og hvor man i fællesskab får fastlagt de rammer, der er nødvendige for, at samfundet kan styrkes.

Vi oplever en klar vilje til at få det hele til at ske på begge sider – men når ord omsættes til praksis bliver det hele ofte lagt under en tung dyne af indforståethed, sædvanlige processer og i øvrigt fornuftige hensyn til forretning og/eller myndighedsansvar.

Det er en skam.

For Danmark har stærke hoveder og brede skuldre, og innovationskraften ligger ikke kun i de store virksomheder eller i ministeriekorridorerne. Den ligger ude i maskinhallerne, i de små- og mellemstore underleverandørers konstruktionsafdelinger, i videnscentre som DAMRC, i de virksomheder, der i dag producerer medicinaludstyr eller vindmøllekomponenter, men som i morgen kan producere noget helt andet – hvis bare system og samfund geares til at tage imod tilbuddet.

Så langt er vi ikke endnu. Men med vilje til opgør med status quo hos virksomheder, myndigheder og i det politiske niveau kan vi komme det.